Foto: Kavian Borhani
Karriere

Ida Karstoft gik fra fodboldspiller til eliteløber: "Min identitet var bundet op på, at jeg var hende fra Brøndby og landsholdet"

Af Benjamin Dane 16/06/2022
Nogle gange er den første vej, man vælger, ikke den rette. Men ikke alle får valgt om. Vi har talt med Ida Karstoft om at tage springet fra en lovende karriere som fodboldspiller til eliteløber.

I sommeren 2015 skrev jeg kontrakt med Brøndby IF. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet, og jeg havde besluttet mig for, at jeg ville satse på fodbolden. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, spille Champions League, blive en fast del af A-landsholdet og senere komme til udlandet og spille. Jeg havde kontrakttilbud fra de fleste store klubber i Danmark, men da Brøndby meldte sig i sidste øjeblik, var jeg ikke i tvivl – man siger ikke nej, når Brøndby ringer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ida Karstoft

Ida Karstoft, 26, er en af Danmarks hurtigste sprintere nogensinde. Hun har den danske rekord på 60 m og indendørs 200 m og deltog i marts ved indendørs VM i Serbien, hvor hun løb sig i semifinalen på 60 m. Ligeledes er hun en del af det danske kvindelandshold i 4 x 100-meter, som har deltaget i EM, VM og OL i Tokyo i 2021, hvor hun var med til at sætte dansk 4 x 100 m-rekord på 43,51 sekunder – nok til en samlet 14.-plads.

Jeg begyndte at spille fodbold i en relativt sen alder i forhold til mange af mine venner. Og de første mange år var det kun for sjov. Men i takt med at jeg blev ældre, ændrede mine ambitioner sig også for fodbolden. I 2010 skiftede jeg fra Klinkby Boldklub til naboklubben Lemvig i Vestjylland, hvor jeg kommer fra, da en af deres trænere kunne se et potentiale i mig. Min træner i Lemvig tog fat i en talentscout, hvilket førte til, at jeg blev udtaget til en talentsamling med U16-landsholdet. I 2011 skiftede jeg videre til Thisted FC og videre til Team Viborg i 2013, mens jeg var en fast del af ungdomslandsholdene. Jeg var 19 år gammel, da jeg fik A-landsholdsdebut nogle måneder inden mit skifte til Brøndby.

Men da jeg ankom til klubben, var det med en skade i bagagen, som ødelagde min start. Derfra afløste den ene skade den anden. Jeg kunne ikke træne med de andre spillere, og i stedet løbe- og styrketrænede jeg for mig selv. Det gjorde det svært at komme ind på holdet, både sportsligt og socialt. Jeg var rykket fra trygge rammer i Jylland til København, hvor jeg ikke kendte nogen, og jeg var gået fra at være en bærende spiller i Thisted og Viborg til at være én blandt mange i Brøndby.

Efter et halvt år i klubben blev jeg prikket på skulderen af Michael Jørgensen, der var fysisk træner for Brøndbys herreungdomshold. Han var også atletiktræner i Sparta Atletik på Østerbro, og han spurgte, om jeg havde trænet løb, fordi han kunne se, at min løbestil var anderledes end de fleste fodboldspilleres. Han tilbød mig at komme ud og blive testet, og kort efter begyndte jeg at træne sprint i Sparta hver onsdag. Jeg gjorde det, fordi jeg var nysgerrig efter at se, hvad min krop kunne på en løbebane. Men jeg havde ingen tanker om at opgive fodbolden – heller ikke selv om Michael sagde til mig, at jeg havde et stort potentiale som løber.

Mine mange skader gjorde, at jeg langsomt mistede glæden ved at spille fodbold. Jeg blev mere og mere usikker på mig selv, og når jeg var på banen, var jeg bange for at lave fejl. I foråret 2016 blev jeg udtaget til en Champions League 1/8-finale mod Manchester City. Det var en stor kamp, og jeg havde ikke trænet med holdet særligt længe efter min seneste skade. De mange pauser havde gjort mig usikker og bange for at fejle. Dagen før kampen ringede jeg grædende hjem til mine forældre, fordi jeg var utilpas og bange for at blive sat på banen.

Jeg gennemførte kampen, men oplevelsen bekræftede mig i, at der var noget galt. Jeg bad Brøndby om nogle ugers pause fra kamp og træning, og i mellemtiden fortsatte jeg med at træne i Sparta. I efteråret tog jeg fat i Michael og spurgte, om han mente det med, at jeg kunne få en karriere inden for atletik. Jeg ville ikke gå fra at have en lovende fremtid i fodbold til ”kun” at være en top-50-løber i Danmark – dertil er mit konkurrencegen for stort. Men Michael sagde til mig, at hvis jeg virkelig ville det, kunne jeg blive en af de fem bedste sprintere i Danmark inden for et år.

I december 2016 opsagde jeg min kontrakt med Brøndby et halvt år før tid. I stedet begyndte jeg at træne i Sparta på fuld tid. Men det var ikke en let beslutning. Hele min identitet var bundet op på, at jeg var hende fra Brøndby og hende fra landsholdet, og selv om jeg studerede og havde et deltidsjob ved siden af, var det i høj grad fodbolden, der finansierede mit liv i København. Men på atletikbanen følte jeg mig hjemme. Som Michael havde lovet, blev jeg hurtigt en af de hurtigste i Danmark, og efter bare en måned kom jeg på landsholdet i atletik.

"Når jeg træner løb, kan jeg hele tiden se, om jeg bliver bedre. Det er en meget målbar sport"

Når jeg træner løb, kan jeg hele tiden se, om jeg bliver bedre. Det er en meget målbar sport. I fodbold er det anderledes. Der er det træneren, som foretager en subjektiv vurdering af, om man er god nok til at komme på holdet. I atletik er det hele objektivt. Der er to streger under resultatet.

Hvis jeg dyrkede sport af økonomiske grunde, skulle jeg være blevet i fodboldens verden, men det har aldrig været for pengene, at jeg trænede. Ved siden af min træning har jeg i dag et job i Sparta, men det er atletikken, som har mit fulde fokus. Jeg ved godt, at jeg ikke kan gå ud og få en direktørløn, når min løbekarriere er slut om fem til 10 år, men sporten giver mig så mange fantastiske oplevelser, som ikke er andre forundt. Og den giver mig en værdi, som ikke kan måles i penge.

Når jeg ser tilbage på min sidste tid i Brøndby, var der så mange dage, hvor jeg vågnede og var ked af det – uden at jeg vidste hvorfor. Der skulle ikke meget til, før jeg blev trist eller angst. I dag vågner jeg hver morgen og har lyst til at tage til træning. Nogle gange kan jeg godt ærgre mig over, at jeg aldrig fik testet, hvor langt jeg kunne nå med min fodboldkarriere. Men jeg kan mærke, at jeg er landet på den rette hylde.

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2022-05-17/arket-.png

Arket, 490 kr.

Køb her
/2022-05-17/gannishorts.png

Ganni, 1.400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/costop.png

Cos, 320 kr. 

Køb her
/2022-05-17/arket.jpg

Arket, 490 kr. 

Køb her
/2022-05-17/guccimiinto.jpg

Gucci, Boozt, 2.090 kr. 

Køb her
/2022-05-17/esteelaudersephora.png

Estée Lauder, Sephora, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/coskjole.png

Cos, 790 kr. 

Køb her
/2022-05-17/andotherstoriesballerina.png

And Other Stories, 650 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ganniblazer.png

Ganni, 2.500 kr. 

Køb her
/2022-05-17/chanelmatas.jpg

Chanel, Matas, 380 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ecooking.png

Ecooking, 240kr. 

Køb her
/2022-05-17/ginatricotbukser.png

Gina Tricot, 250 kr. 

Køb her
/2022-05-17/junabahne.png

Juna, Bahne, 750 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtop.png

H&M, 180 kr. 

Køb her
/2022-05-17/framacareofcarl.png

Frama, Care Of Carl, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/remainboozt.png

Remain Birger Christensen, 900 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekdayjeans.png

Weekday, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/pernillecorydon.jpg

Pernille Corydon, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/haykitchenone.jpg

Hay, Kitchenone, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtaske.png

H&M, 350 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekendbymaxmaraboozt.png

Weekend By Max Mara, Boozt, 1.700 kr. 

Køb her