Foto: Anders Overgaard
Kultur

Josephine Park: “Jeg har altid oplevet kernefamilien som omklamrende”

af Freja Beck-Jessen 29/04/2022
Josephine Park hader at være alene. Hun er mest sig selv, når hun er sammen med andre. Omvendt kan hun næsten få klaustrofobi af fastlåste fællesskaber. Det er et paradoks. Men dem er livet fuldt af. Ligesom det også er pakket med tilfældigheder og pludselige hændelser, som vi ikke har kontrol over. Og hvis der er noget, den 34-årige skuespiller har lært de seneste år, er det, at der ikke er andet at gøre end at overgive sig til det.

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs majnummer 2022.

Josephine Park er husvild. Hendes lejlighed er ved at blive malet. Møblerne er rykket sammen og overdækket af gennemsigtigt plast, og hun selv og resten af familien lever i gæstesenge hos svigerfamilien og sofaer hos gode venner.

Så vi mødes på Café Victor, hvor Josephine Park har fået lov til at låne et lokale lige over caféen, så hun kan få noget arbejdsro. Hun skal læse op på tre forskellige roller på samme tid og har brug for noget fokus – og fordi Café Victor, som hun siger i telefonen, før vi mødes: ”… nok er stort set tom frem til kl. 16.00, hvor de rige begynder at drikke hvidvin.”

Josephine Park ser forbløffende rolig ud, da hun ankommer. Hendes ellers hektiske og lettere kaotiske livssituation taget i betragtning. Klædt helt i sort. Med huen trukket godt ned om ørerne og kraven på den bredskuldrede, korte dynefrakke slået op. Hun ligner lidt et lille, blond og selvsikkert bandemedlem, der har styr på sit nye hood.

Men hun har taget fuldstændig fejl af Café Victors døgnrytme. Der er allerede gang i morgenservicen. De runde marmorborde er booket, og de forklædeklædte tjenere serverer mimosaer på stilk og røræg til et voksende og stadigt mere højlydt cafépublikum.

Det tager Josephine Park også med ophøjet ro.

Foto: Anders Overgaard

”Jeg har det godt med, at tingene er i bevægelse,” siger hun, da vi får anvist lokalets eneste ledige bord, klemt inde mellem caféens tæppe-tildækkede indgang og en vindeltrappe.

”Jeg bliver ligesom mere vågen, vakt!” siger hun og fortsætter: ”Jeg har sindssygt travlt lige nu og har ikke lige noget sted at bo, men der er også en energi i, at der sker meget på én gang, og at tingene ikke er så fastlåste. Det gør mig produktiv og målrettet. Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at panikken står lige dér ved siden af og er klar til at løbe løbsk, hvis jeg mister overblikket. Men jeg er ikke bange for det. Det er det statiske, der skræmmer mig.”

Det har ikke altid været sådan. Som ung ledte Josephine Park efter en fast form, hun kunne passe ind i. Et outfit og et sæt holdninger, hun kunne iføre sig, og så var det sådan én, hun var. For altid.

Josephine Park

Født 10. april 1987 i København og uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2014.

Modtog i 2015 Reumertprisen Årets Talent og vandt to år i træk Robertprisen i kategorien Bedste Kvindelige Birolle for sin rolle i ’Doggystyle’. Modtog i år Robertprisen i samme kategori for sin præstation i filmen ’Venuseffekten’.

Aktuel med spillefilmen ’Natten har øjne’ og Netflix-serien ’Skruk’, der har premiere den 8. juni.

Gift med dramatiker og psykolog Kirstine K. Høgsbro. Sammen har de sønnen Nelson og Sofus, som Kirstine har fra et tidligere forhold.

”Det var enormt skuffende, at jeg ikke havde stamina til at holde fast i én bestemt måde at være menneske på,” sig hun og griner.

”Nu har jeg overgivet mig til det. Til at ting ændrer sig. At jeg ændrer mig. Det er også det, der er lidt angstprovokerende ved at lave et interview om én selv. Man skal helst sige noget, som passer. Også om fem år. Eller bare en måned. Men selv om der selvfølgelig er ting, der står fast, så er det gået op for mig, at der er meget, der kan rykkes. Tanken om at gå gennem tilværelsen på en urokkelig og skråsikker måde med faste meninger og holdninger er meget mere skræmmende. Jeg vil hellere åbne ting i stedet for at lukke dem og stå fast på noget bare for at stå fast.”

Det er en erkendelse, der har formet sig i løbet af en kort, men intens periode på knap fem år i Josephine Parks liv. En periode, der strakte sig fra 2014 og frem til udgangen af 2019 for at være mere præcis. Og hvor alt forandrede sig. Hele tiden.

Josephine Park var stadig elev på skuespilskolen i Århus, da hun blev castet til en bærende rolle i DR’s stort anlagte slægtsdrama ’Arvingerne’ og slog igennem med et brag i den brede danske offentlighed. Senere på året modtog hun talentprisen ved en Reumertfest, hvor hun også forelskede sig i sin fremtidige kone, dramatiker Kirstine K. Høgsbro. De blev gift og fik et barn. Sønnen Nelson. Og Josephine Park cementerede sin position som en af landets nye, store skuespillerinder med anmelderroste roller på scener som Det Kongelige Teater og Avenue-T og som bedsteveninden Jose i publikumsdarlingen ’Doggystyle’.

Og så, da 2019 var ved at rinde ud, døde hendes lillesøster. 25 år gammel. Som følge af en medfødt hjertefejl. Pludseligt og uventet. Og døden, den forandrer alt, siger Josephine Park.

”Du har selvfølgelig altid vidst, at den var der. Men pludselig findes den dér lige foran dig som en helt fysisk størrelse. Du kan næsten røre ved den.”

Hun rækker ud efter tæppet, der er draperet omkring cafédøren, og som vores bord er placeret klos op ad. 

”Døden findes lige der bag tæppet. Pludselig er der bare nogen, der trækker tæppet til side, og så er den lige dér. Og det går op for dig, at det har den hele tiden været. Og det vil den altid være. Selv om du prøver at trække tæppet lidt på plads igen, ved du godt, at døden findes lige der på den anden side. At den findes i det samme rum,” siger hun.

”Jeg har altid været ret solid i det. Følt mig fysisk stærk og robust,” fortsætter hun:

”Men da jeg gik fra Rigshospitalet den dag, var det, som om min krop var helt tom for muskler. I flere måneder efter havde jeg det, som om jeg bevægede mig i olie. Hver en muskelfiber i min krop føltes kraftløs. Alt føltes som modstand.”

”For ikke særlig lang tid siden gik det op for mig, at tabet har haft fat i mig i meget længere tid, end jeg egentlig har været bevidst om. Jeg kørte gennem byen på cykel og mærkede pludselig sådan en uforbeholden, boblende glæde. Det gik op for mig, at jeg slet ikke har mærket den følelse, siden hun døde. Jeg har selvfølgelig grinet. Men på sådan en tør, overfladisk måde. Det er vildt at tænke på. At det trækker så lange spor. Og at man før har været sådan et menneske, der mærkede glæden boble helt naturligt. Og bare tog den for givet.”

Dengang arbejdede Josephine Park sig gennem dagene. Hun havde roller, hun skulle læse op på, og scener, der skulle indspilles. Ligesom hun har nu, hvor hun også er aktuel i spillefilmen ’Natten har øjne’ og lige om lidt toner frem på Netflix i serien ’Skruk’.

”Jeg har stadig ikke fundet ud af, om det er en form for eskapisme eller flugt at dykke ned i sit arbejde, det giver i hvert fald et frirum og en pause fra én selv. Men for mig har det at arbejde også fyldt mig med en energi. Lidt som en forelskelse, hvor ens sanser er mere skærpede. Jeg har det, som om jeg hører og ser alting mere tydeligt, fordi alt omkring mig potentielt kan bruges og kanaliseres ind i det projekt, jeg er i gang med.”

Foto: Anders Overgaard

Josephine Park skutter sig pludselig.

Hun har sovet alene i nat. I lejligheden, der er ved at blive malet. For åbne vinduer i en klar og kold forårsnat. Hendes knogler er blevet gennemkolde. Ind til marven: ”Kender du det? Kulden sidder i én hele dagen,” siger hun og smiler.

”Man kan ikke rigtig ryste den af sig igen.”

”Det er også, fordi jeg hader at være alene,” fortsætter hun.

”Eller, aj, det gør jeg faktisk ikke, men jeg keder mig i mit eget selskab. Det er ikke særlig moderne i en tid, hvor man helst skal kunne trives i sit eget selskab. Men det gør jeg bare overhovedet ikke. Jeg føler mig mest som mig selv, når jeg er i en meningsfuld relation. Med et menneske eller til et projekt. Det er, som om jeg er mere mig, når der er nogen eller noget, jeg kan være mig selv sammen med. ” 

Hun griner.

”Da jeg blev optaget på Skuespilskolen i Aarhus, var det jo en kæmpe sejr. Men det var samtidig sindssygt hårdt. Ikke kun, fordi jeg blev udfordret fagligt og menneskeligt og hele tiden tvivlede på mig selv, men også, fordi jeg var flyttet fra København og fra min familie og mine venner og følte mig alene. Det har jeg aldrig været god til.”

”Jeg havde det i virkeligheden rigtig godt i Aarhus. Boede i det her lille, hyggelige byhus, mødte nye, fantastiske mennesker og lærte alt muligt vigtigt om mig selv og mit fag. Men jeg husker alligevel tilbage på den tid, som om det altid regnede. Som om jeg altid havde kolde og våde fødder. Det var først det sidste år, hvor jeg ikke følte mig så løsrevet længere, men havde etableret nye forbindelser til mennesker, mit fag og mig selv, at jeg begyndte at få varmen igen.”

Foto: Anders Overgaard

Den omklamrende kernefamilie

Josephine Park er vokset op i København. I koordinaterne mellem sin fars lejlighed i Indre By og sin mors på Østerbro. Og i en familie, der tæller et langt større persongalleri end de to forældre, der satte hende i verden. Papmødre og bonusforældre. Og et væld af sammenbragte søskende.

”Fortællingen er vist, at de blev skilt, da jeg var to år gammel, men min fornemmelse er, at vi holdt op med at være en kernefamilie længe før det. Og at vi nok aldrig rigtig var det,” siger hun.

”I stedet blev vi sådan en familie, der kunne samle 50 mennesker til en fødselsdag og stadig bare være de nærmeste. Og sådan er det stadig. Vi sidder ikke rundt om bordet, vi er alt for mange. Vi sidder på gulvet og på sofahjørnerne. Og griner højt og snakker hen over hovederne på hinanden for at få ørenlyd gennem mange andres stemmer.”

Selv om idéen om kernefamilien som ideal er blevet udfordret de seneste årtier, findes den fortsat som en eller anden form for universel enhed, som alle andre familiekonstellationer måles op imod, siger Josephine Park. En standard, som andre familier – uanset hvor lykkelige og velfungerende de måtte være – altid afviger fra og er mindre værd end.

Hun kan ikke forstå hvorfor.

”Jeg har altid oplevet kernefamilien som omklamrende,” siger hun.

”Det der med at være en del af en familiepølse, der bare er lang og lige og aldrig skifter form, er totalt klaustrofobisk for mig.”

"Da jeg fødte Nelson, føltes det, som om jeg havde set ham før og allerede kendte ham"

Der er noget forudbestemt over Josephine Parks egen fortælling om den familie, hun selv har skabt. Hun mødte Kirstine aftenen før Reumertfesten. Til et privatarrangement, hvor de begge to tilfældigt var mødt op.

”Hun styrede lige imod mig. Med en fremstrakt hånd og et målrettet udtryk i øjnene. Som om hun ville mig noget. Dagen efter brugte jeg hele aftenen på at sidde og spejde efter hende til Reumertfesten. Jeg vidste, at det skulle være hende.”

Og: ”Da jeg fødte Nelson, føltes det, som om jeg havde set ham før og allerede kendte ham.”

Det lyder som skæbnen. Og det lyder nemt. Men det er det selvfølgelig ikke kun: ”Vi har været gode til at prøve at gøre tingene på andre måder. Vi prøver at åbne for familielivet i stedet for at lukke det. Og selv om vi er optagede af hinandens arbejde og bruger hinanden meget på den måde – læser hinandens tekster og manuskripter igennem – er vi også gode til at give hinanden plads. Vi er ikke altid sammen. Heller ikke om at være sammen om Nelson. Vi kan sagtens være forældre hver for sig,” siger Josephine Park.

Alligevel kan Kirstine stadig godt blive stakåndet, når Josephine insisterer på, at alle de nærmeste – alle 60! – skal med til fødselsdag. Ligesom Josephine kan føle en voldsom separationsangst, når de går hjem igen.

”Jeg kan bare ikke fordrage søndage, det er der, alle går hjem til hver deres lille kerne. Det er også en måde at føle sig alene på.”

Der findes én idé om de nærmeste som en lille enhed. De udvalgte få. Men i Josephine Parks optik kan der sagtens være tale om de udvalgte mange.

Foto: Anders Overgaard

Det var Josephines fars kæreste, der viste hende en vej ind i skuespillet. De var ikke kærester særlig længe, men hun var skuespiller og tog Josephine med i teatret.

”Jeg tror altid, jeg har vidst, at jeg ville være skuespiller. Ikke som en bevidst ambition, men som noget, jeg var draget imod. Jeg har altid været optaget af, hvad der sker i andre mennesker,” siger hun.

Det skal ikke forveksles med en form for overudviklet godhed eller empati, understreger hun. Eller med en slags eksistentielt detektiv-arbejde, der går ud på at analysere og kortlægge andre. Det er ikke det, det handler om.

”Det er en grundlæggende nysgerrighed, jeg oplever, når jeg møder nogen. Til en middag eller bare tilfældigt på gaden. Det er en trang til at vide eller nok i virkeligheden mærke, hvordan der er inden i dem. Hvordan det føles.”

Som ung syntes Josephine Park, at det var pinligt at fortælle, at hun ville være skuespiller. Det virkede selvoptaget, og hun havde altid travlt med at forklare, at det ikke handlede om ”Hollywood” og ”fame”, men om noget helt andet. Hun havde bare svært ved at sætte ord på, hvad det andet så var.

”Det har altid føltes meget vigtigt for mig. Det skal koste noget at lave en god skuespilpræstation. Ellers bliver den ikke god. Og det kan være lidt svært at retfærdiggøre den intensitet. For det er jo bare skuespil,” siger Josephine Park og vender tilbage til tiden efter sin søsters død: ”Det var først der, at jeg forstod, hvad skuespillet og kunsten egentlig kan. At den er livsnødvendig,” siger hun.

I den første tid kunne Josephine Park ikke engang høre musik. Det var for overvældende, og hun var allerede overvældet. Hun kunne ikke rumme at føle mere, end hun gjorde. Alligevel var det kunsten, der bragte hende tilbage. Skabte en forbindelse mellem hende og verden igen. Mellem hende og andre, der havde mærket det, hun mærkede, og havde givet det et sprog i kunsten.

Det begyndte med små tekstbidder i bøger og digtsamlinger, som hun lige akkurat kunne overskue. Afsnit i Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’, Joan Didions ’Et år med magisk tænkning’ og Inger Christensens ’Sommerfugledalen’.

”Helt grundlæggende handler det jo om, at kunsten kan skabe forbindelser mellem mennesker på en måde, som intet andet kan. Den giver os helt banalt noget at spejle os i. Så vi ikke føler os alene og løsrevne fra hinanden og fra verden, men forbundne,” siger hun.

Foto: Anders Overgaard

Det er en gave, hun har fået. Det er hun helt klar over. En fuldstændig ro i, at det, hun gør, er meningsfuldt. At skuespillet ligesom al anden kunst er livsnødvendig, simpelthen. Der er ikke noget at være flov over længere. Eller noget at være i tvivl om. Det med, at det skal koste noget, giver mening nu. Byttet er pludselig blevet helt logisk. Selvfølgelig skal det koste noget. Når det kan være så meget værd. Alligevel ville Josephine Park aflevere gaven tilbage på stedet, hvis hun kunne.

”Jeg læste om en læge, der havde mistet sin søn, og nu havde det sådan, at han havde lært og forstået så meget om livet og døden, at han ikke ønskede det anderledes. Han ville ikke vende tilbage til den, han var, før sønnens død. Det var, som det skulle være.”

”Sådan har jeg det ikke. Overhovedet.”

Josephine Park nærmest fnyser.

”Alt det, jeg ved og forstår om døden og livet, ville jeg da give tilbage på et splitsekund, hvis jeg kunne få hende igen.”

  ”Jeg skrev faktisk noget ned om døden,” fortsætter hun og tager en kalender op af sin taske. 

”Det var noget, jeg havde forstået på en ny måde, og som jeg gerne ville huske.”

Det er en mellemstor kalender i A5-format. Med et omslag af blødt, lyst læder. Josephine Park bladrer gennem bogens sider.

”Jeg kan ikke finde det,” siger hun. ”Det var ellers noget, jeg virkelig mente.”

Noget, man kunne sige i et interview, og som også ville gælde om en måned. Måske ligefrem om fem år. Josephine Park lukker kalenderen og ser lidt ærgerlig ud. Så ryster hun det af sig. Og smiler.

Alt kan vise sig at være flygtigt. Også det, man skriver ned.

Hør Josephine Park fortælle om, hvordan hun forbereder sig til sine roller i videoen herunder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2022-05-17/arket-.png

Arket, 490 kr.

Køb her
/2022-05-17/gannishorts.png

Ganni, 1.400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/costop.png

Cos, 320 kr. 

Køb her
/2022-05-17/arket.jpg

Arket, 490 kr. 

Køb her
/2022-05-17/guccimiinto.jpg

Gucci, Boozt, 2.090 kr. 

Køb her
/2022-05-17/esteelaudersephora.png

Estée Lauder, Sephora, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/coskjole.png

Cos, 790 kr. 

Køb her
/2022-05-17/andotherstoriesballerina.png

And Other Stories, 650 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ganniblazer.png

Ganni, 2.500 kr. 

Køb her
/2022-05-17/chanelmatas.jpg

Chanel, Matas, 380 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ecooking.png

Ecooking, 240kr. 

Køb her
/2022-05-17/ginatricotbukser.png

Gina Tricot, 250 kr. 

Køb her
/2022-05-17/junabahne.png

Juna, Bahne, 750 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtop.png

H&M, 180 kr. 

Køb her
/2022-05-17/framacareofcarl.png

Frama, Care Of Carl, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/remainboozt.png

Remain Birger Christensen, 900 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekdayjeans.png

Weekday, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/pernillecorydon.jpg

Pernille Corydon, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/haykitchenone.jpg

Hay, Kitchenone, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtaske.png

H&M, 350 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekendbymaxmaraboozt.png

Weekend By Max Mara, Boozt, 1.700 kr. 

Køb her