Clara Dyrhauge: "Jeg vil gerne blive bedre til at forvandle tanke til handling – og tro på at alt løser sig"

Den første kulturoplevelse, som jeg husker, er ’Nøddeknækkeren’ på Det Kongelige Teater sammen med mine forældre. Det var jul, jeg var fem år og blev fuldstændig opslugt af dansen, musikken og fortælling-en. Jeg begyndte selv at gå til ballet, det stoppede jeg dog med igen, men jeg kan stadig blive helt nostalgisk, når vi hører Tjajkovskijs musik hos mine forældre i jule-tiden. Måske skulle man se forestillingen igen, men på den anden side, er der også noget smukt over at lade mindet stå som en del af barndommens magi. I det hele taget har jeg så mange gode oplevelser fra min barndom.

Mine forældre var gode til at tage mine to storebrødre og mig med ud på eventyr – lige fra kunstudstillinger i Danmark til rejser i Asien. Vi er stadig i dag en fasttømret familie, og min mor og far bor stadig i den lejlighed i Hellerup, hvor jeg er vokset op.

Hvad, jeg ville lave, hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, er svært at svare på. For jeg håber på, at der vil være plads til at blive ved med at udvikle mig og måske også gå i nye retninger.

Jeg havde selv svært ved at skulle vælge retning som 18-årig. Jeg tror, at der er mange, der har den følelse. At det ikke lige ligger til højrebenet. At man skal give plads til at lytte til sig selv og tage den tid, det tager. Efter gymnasiet arbejdede jeg som model – også i udlandet – i en lang række år, og i den periode, blev min morfar syg, og vi mistede ham. Her oplevede jeg, på tæt hold, hvor betydningsfuldt et job som sygeplejerske er, så den uddannelse søgte jeg ind på, men det kreative trak alligevel i mig, så jeg endte med at gå den vej.

Gadget, jeg ikke kan leve uden, er mit ur. Som 15-årig arvede jeg det efter min gudmor, og dengang gik jeg ikke med det. Det er et smukt og lidt specielt Hermès-ur med dobbeltrem, og det kræver en modenhed at bære det. I dag har jeg det altid på. Det er et fint minde at bære med mig, og så er det også rart ikke at skulle kigge på min telefon, når jeg skal se, hvad klokken er. Det ur betyder meget for mig. Det vil følge mig resten af livet og gå videre i arv.

I den sidste sms, jeg sendte, stod der: ”Jeg flyver nu. Jeg elsker dig.” Det var til min mor. Jeg skrev det lige inden, mit fly lettede til Japan, hvor jeg er på ferie lige nu.

Bedste gave, jeg for nylig har givet, er et sølvarmbånd fra Inger Grubbe til min kæreste Karl, da han blev færdiguddannet som møbeldesigner i sommer. Nu skal det jo helst være ham og ikke mig, der synes, at det er den bedste gave, og heldigvis ser det ud til, at jeg ramte plet, for han har haft det på lige siden.

Når jeg har brug for inspiration, flytter jeg mig fra skrivebordet og besøger andre rum, hvor atmosfære, lyd, lys og dufte kan stimulere nye idéer frem. Selvfølgelig også rejser, og ikke mindst samtaler med kolleger og venner inspirerer mig. Jeg trives godt i teamwork. Og det er der heldigvis meget af i mit arbejde som Brand & Art Director i Skall Studio. Fra den første idé til at være på fotoskydning og til sidst få materialet ud og leve.

På fotoskydningerne kan jeg også bruge min erfaring fra årene som model. For jeg har lært, hvad der skal til for at opnå de bedste resultater – også bag kameraet. Og for os er det at skabe et naturligt udtryk, der skal være plads til alle i vores univers, det er en grundlæggende værdi.

Min livret lige nu, er en god ramensuppe her i Tokyo. Eller onigiri fra en af de mange automater, som Karl, der har boet her i et par måneder, er ved at være ret træt af. Det er jeg ikke! Men jeg elsker også en god ostemad, pasta med hjemmelavet pesto, tomatsalat med en masse olivenolie. Jeg kunne blive ved, for jeg er en kæmpe foodie.

Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er en ansigtscreme fra det franske apotekermærke Avène. Den kommer jeg aldrig til at skifte ud, og det sidste års tid har jeg også dagligt brugt en Cleansing Balm fra Rowse Beauty.

Mit forbillede er min mor. Hun er også Art Director (Susanne Dyrhauge, red.) og er en stor inspiration for mig. Hun er det mest kærlige og opmærksomme menneske – og er der for alle. Sådan vil jeg også gerne være. Det kan lyde helt lyserødt, men vi snakker sammen hver eneste dag, både om stort og småt. Jeg kan tale med hende om alt, og det er den største gave.

På min ønskeliste er der en god støbejernsgryde og en (mad)rejse til Mexico. Men øverst en hund! Karl synes ikke, at vi har tiden til det, og at vi rejser lidt for meget, men vi har aftalt at snakke om det igen til foråret, som mon ikke …

Min personlige stil er klassisk og tidløs. Især jo ældre jeg bliver. Det stresser mig at købe noget, der trender her og nu, og som jeg bliver træt af efter tre måneder. Jeg omgiver mig ikke med alt for meget, og det gælder også tøj. Hellere investere i ordentlige ting, der giver ro.

I min taske er der altid kaos! Notesblokke, kuglepenne, gamle kvitteringer, høretelefoner, solbriller og en trøje.

Den bedste duft i verden er en dansk skov, når det har regnet. Det giver ro i kroppen og sindet. Men havet dufter også dejligt.

En egenskab, jeg sætter stor pris på, er nysgerrighed. Mennesker, der er interesserede i andre mennesker og måder at levet livet på. Det værste, jeg ved, er folk, der har nok i sig selv og aldrig lader sig imponere af andre.

Seneste ting jeg har købt, som jeg elsker, må være flybilletten til Japan.

Den største glæde i mit liv er at være samlet med de tætteste mennesker; et godt måltid, levende lys og musik.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage, er Paris. Altid Paris. Mine forældre har en lillebitte lejlighed i det 5. arrondissement, hvor vi har været så meget, at det næsten føles hjemligt. Min drøm er at bo i byen i en længere periode.

Favoritrummet i vores lejlighed er stuen, hvor vi har udsigt til himlen, solnedgange og et smukt grønt areal med gamle træer. Det er lidt som at være i naturen, hvis altså man lige lukker ørene for gæsterne udenfor spillestedet og natklubben Rust. I stuen har vi også vores spisebord stående, som Karl har bygget, og som vi i fællesskab har tegnet. Og nu, hvor han er færdiguddannet, forventer jeg, at han bygger alle de møbler, vi har talt og talt om, som han ikke har haft tid til at lave. Vi flyttede sammen for tre år siden, men blev kærester for ti år siden. Nogle vil nok mene, at vi allerede er som et gammelt ægtepar.

Bedste souvenir, jeg har bragt hjem, bliver sikkert alle dem, jeg kommer hjem med fra Japan. Men ellers er det en notesbog i læder, som jeg forelskede mig i på en ferie i Firenze i foråret. Jeg syntes, at den var lidt for dyr og fin til mine dårlige skitser, men Karl købte den til mig, som en påmindelse om, at jeg skal holde op med at være så selvkritisk og tro mere på mig selv. Det øver jeg mig på, og den er altid med mig i tasken.

Bedste bog, jeg har læst for nylig, er ’The Overstory’ af Richard Powers. Det er en roman med en række små fortællinger om træernes lange indbyrdes forbundne og forgrenede liv. Efter at have læst den sammen med min veninde-bogklub kan jeg blive helt sentimental, når jeg kigger på store træer. Det kan lyde underligt, men læs den, så forstår man det. En anden ‘all timer’ er Patti Smiths biografi ’Just Kids’. Den handler om at være lidt fortabt i de mange veje at gå. Om at skifte retning og ikke altid have styr på det hele. Den er nuanceret og inspirerende, også når det gælder venskaber og kærlighed.

I mit køleskab er der altid citroner og parmesanost.

Kunstnere, der hænger på vores væg, er Anne Tholstrup, Tal R. og Mathias Malling Mortensen. Og dem må der gerne kommer flere værker af! Og på den helt store drømmeklinge er der en skulptur af Alberto Giacometti.

På repeat hører jeg det amerikanske indie-rockband Real Estate. Deres musik passer til alle stemninger, lige fra man vågner til man går i seng.

Filmene, jeg kan se igen og igen, er ’The Beach’ med Leonardo DiCaprio og Sean Penns ’Into the Wild.

Bedste tøjkøb er en vintage blazer og en frakke til 300 kroner i alt fra et loppemarked i Firenze.

Det gør mig glad at bo i et hjem med mange fine arvestykker; et sybord fra min mormor, Karls morfars kopper, som han lavede for 50 år siden. Alt har en historie, måske kan sammensætningen være mærkelig, men det er hyggeligt.

Det gør mig vred, at vi lever i en verden med så meget ulighed og uretfærdighed.

Min favoritfarve er blå. Det er måske den eneste farve, der er smuk i alle dens nuancer.

Et projekt, jeg arbejder på lige nu, udover at få en hund? Ja, så er jeg ved at tage hul på lave materialet til vores AW24-kollektion. Og så har jeg gang i små projekter – blandt andet sammen med en veninde, der er fotograf. Hvordan får vi print til at overleve i en verden der bliver mere og mere digital? Det har vi lange ophedede samtaler om. For vi elsker begge print. Det er ikke noget bedre end at have et fysisk produkt mellem hænderne.

I 2024 drømmer jeg om at blive bedre til at finde en balance i at være i nuet, men også eksekvere nogle af drømme, jeg taler om. Både fagligt og personligt. Jeg vil gerne blive bedre til at forvandle tanke til handling – og tro på at alt løser sig og lander, der hvor det skal lande.

Lyt til ELLEs podcast 'Klædt På', som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.