Clara Svane finder fremtidens modeller: "Diversitet må ikke bare være endnu en trend, der forsvinder igen"

Jeg er vokset op uden at føle mig repræsenteret – hverken i medierne eller i mit nærmiljø. Jeg boede i Hornbæk i Nordsjælland, da jeg var barn, hvor jeg har gået på forskellige folkeskoler, hvor de fleste andre var hvide.

Jeg havde ikke særlig mange at spejle mig i udover min mor, og jeg er endda mixed race, så jeg er meget lys i huden, men alligevel følte jeg ikke, at jeg passede ind, når jeg fx åbnede et modeblad. Hvis jeg har det sådan, og har haft det sådan, hvordan har det så ikke været for de piger, som har en mørkere hudkompleksion end mig?

Da jeg var 18, arbejdede jeg tre år i London som agent og scout på forskellige bureauer, og derovre så jeg, hvor langt fremme man var i forhold til repræsentation af forskellige etniciteter og kropstyper i modebranchen og i medierne. Da jeg så vendte hjem igen, var det endnu mere tydeligt for mig, hvor langt bagud vi var i Danmark, og hvor lavt det blev prioriteret. Sådan blev idéen om mit firma, Swan Scouting Agency, født.

Jeg går rundt på gaden hver dag for at finde nye modeller, der både repræsenterer forskellige etniciteter og kropstyper. Jeg går og hører musik eller en podcast, og så går jeg steder, hvor jeg ved, der er mange unge mennesker. Det kan være på Strøget eller til koncerter.

Hvis jeg ser nogen, der er interessant, henvender jeg mig til dem og siger, at jeg kommer fra Swan Scouting Agency, og at jeg synes, de er rigtig smukke, og om de vil have mit kort, så vi kan ringes ved. Det handler meget om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og jeg er hele tiden lidt på arbejde. Forleden scoutede jeg hende, der ordnede mine øjenbryn. Nogle dage er jeg heldig, og andre dage strejfer jeg rundt på Strøget i flere timer uden held.

Diversitet var ikke en prioritet for hverken kunder eller modelbureauer, da jeg startede Swan i 2018. Jeg skulle ind og skubbe til de meget faste strukturer og rammer for, hvem der skulle på forsiderne, og hvem der skulle i kampagnerne.

Jeg skulle banke på mange døre for at sige: Det er nu, I skal hoppe på det her tog, for det er simpelthen for pinligt, at vi ikke er nået længere. Med alt det, der er sket med Black Lives Matter-bevægelsen, er diversitet endelig blevet en prioritet. Jeg kan stadig huske, hvor stort det var for mig at se en af mine piger, Warsan, på forsiden af ELLE. Jeg blev så stolt af hende, og det var også fantastisk at se mit arbejde bære frugt.

Efterspørgslen på brune og sorte modeller har været stigende, og nogle mener måske, at der ikke er et stort nok udvalg af de modeller herhjemme. Men de er der altså. Vi har så mange fantastiske sorte og brune modeller i Danmark, men mange af modellerne har ikke særlig meget erfaring endnu, fordi den store efterspørgsel er ret ny, og det betyder jo, at man som kunde skal turde satse på noget nyt talent og ikke kun turde booke dem, der har gået tre Prada-shows allerede.

Modebranchen trænger til en kæmpe kulturændring. For tiden ser vi, at der er meget fokus på kropstyper og etnicitet, men diversitet må ikke bare være en endnu trend, der forsvinder igen. Det skal selvfølgelig også finde et leje, så det ikke bliver overgjort, men lige nu tror jeg, at vi har været så langt tilbage i forhold til repræsentationen, at det er godt, vi bare kører på.

Man skal se så meget repræsentation som muligt, så det bliver naturligt og selvfølgeligt, og det ikke føles, som om nogen bare sidder og krydser en diversitetsliste af, når de skal booke modeller til et show eller lave en kampagne.

Det er også vigtigt at huske, at der også skal være ordentlig repræsentation på de teams, som arbejder med modellerne, så hår- og makeupartisterne ved, hvordan man arbejder med deres hud og hår.

Det kan være traumatisk for en sort eller en brun model end at sidde hos en hårstylist, der ikke aner, hvad de skal stille op med afrohår, eller som per automatik finder glattejernet frem. Mange af modellerne oplever også at blive spurgt, om de kan tage deres egen makeup med på settet, fordi teamet måske ikke lige gider ulejlige sig med at finde noget makeup, som passer til deres hudtone.

Når du som ung kvinde i 20'erne starter din egen virksomhed, er der en vis diskurs i samfundet om, at du ikke helt ved, hvad du laver. Du har ikke nok livserfaring. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået spørgsmålet: Hvornår skal du have dig en rigtig uddannelse?

Jeg var 21, da jeg startede Swan Scouting Agency, og når du gentagende gange har fået at vide, at din virksomhed ikke er et rigtigt arbejde, så begynder du også at tvivle på dig selv og på dine egne evner. Alt, jeg har lært i dag, har jeg lært ved at prøve det af – og ja, jeg har lavet fejl, men det har jeg også lært meget af.

Og så har jeg haft en fantastisk familie og to kvindelige forbilleder i min søster Isabel (Christensen, red.) og min mor (Jacqueline Friis-Mikkelsen, red.) De er nogle af de stærkeste kvinder, jeg kender, og de har altid gjort, hvad der passede dem. Uden dem havde jeg nok ikke stået så stærkt, som jeg gør i dag.

Mit mentale helbred er en stor prioritet for mig, og jeg har virkelig prøvet at indrette mit liv og mit arbejdsliv efter det. Jeg gik ned med stress, da jeg kom hjem fra London, fordi jeg havde arbejdet 10-12 timer i døgnet, mens jeg var derovre.

Det gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg ikke fungerer i et normalt job, hvor man møder ind fra 9-17. Jeg har brug for at kunne vågne op i mit eget tempo, meditere og dyrke yoga. Det lyder jo meget glamourøst, når man er selvstændig, men det er sådan nogle ting, jeg prioriterer over at vide, hvor stor min næste lønseddel er, eller om den næste lønseddel overhovedet kommer.

”Nå, så er du selvfølgelig endt i samme branche som din mor,” er en kommentar, jeg er blevet mødt med flere gange. Jeg har mødt en masse fordomme om, at jeg har fået serveret alt på et sølvfad, fordi jeg har den mor, jeg har (Jacqueline Friis-Mikkelsen har været direktør for Unique Models siden 1998, red.), og det har gjort, at det har været enormt vigtigt for mig, at folk ikke vidste, vi var i familie. Derfor bruger jeg også min fars efternavn.

Jeg tror, at mange af dem, der arbejder i samme branche som deres forældre, kan nikke genkendende til, at man skal arbejde dobbelt så hårdt for at komme ud af deres skygge. Min mor har ikke skulle åbne døre for mig, og jeg har ikke trukket på hendes kontakter overhovedet, for det har været så vigtigt for mig at vide, at jeg har opnået ting på grund af mine egne evner og ikke på grund af min mor.

Min mor er stadig et kæmpe forbillede for mig. Hun er helt vildt sej og en dygtig forretningskvinde, og jeg er så taknemmelig for, at jeg har hende at spejle mig i. Det er en stor fordel for mig, at hun forstår, hvad jeg laver, fordi hun har også selv scoutet en del i løbet af sin karriere. Hun ved, hvor ensomt det kan blive, og hvor glad man skal være for sit eget selskab. Vi er samtidig meget forskellige, og vi ser forskelligt på branchen, så vi kan have nogle meget interessante samtaler, hvor vi er komplet uenige, men jeg tror også, at vi har udviklet os enormt meget sammen.

Jeg drømmer om at være med til at pille ved nogle af de skønhedsidealer, der er blevet opstillet for unge kvinder, så de kan blomstre på ny og være en bedre afspejling af, hvordan det danske samfund ser ud – for den gennemsnitlige dansker er ikke længere Hanne fra Lolland, det er alle mulige forskellige personer med forskellige etniciteter og kropstyper, og det skal både modebranchen og medierne være med til at afspejle.