Foto: Lasse Bak Mejlvang
Identitet

Aram Ostadian-Binai: "Så længe man bliver kaldt udlænding eller fremmed, er det svært at være helt sig selv"

af Annelise Hartmann Eskesen 26/04/2022
Siden sin opvækst i Iran, hvor Aram Ostadian-Binai uden for hjemmet skulle lægge bånd på sig selv, fordi hun var en pige, har hun haft som mission at sætte unge kvinder fri. På asylcentret i Danmark tog hun initiativ til at samle piger fra forskellige kulturer i en Britney Spears-koreografi, og som voksen arbejder den 36-årige direktør i netværket The Soulfuls for, at alle kvinder skal føle sig repræsenteret i medierne, mærke deres værd og udnytte deres potentiale.

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer. 

Jeg kan tydeligt huske, da jeg som 14-årig stod på landingsbanen i Teheran og var ved at gå om bord på flyet til Danmark. Jeg bliver altid rørt, når jeg snakker om det. Et år inden havde jeg besøgt Danmark på ferie, og der var jeg sådan ”yay, eventyr!”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men denne her gang vidste jeg, at det var for resten af mit liv. Jeg forlod mit hjem. Bare det at komme op ad de trapper, hold kæft, hvor var det hårdt. ”Mor, er du sikker på, at der ikke er andre veje?” ”Det er jeg, Aram.” Min søster var syv år og forstod det ikke på samme måde, men jeg græd hele den meget lange vej, hvor flyet kørte rundt på landingsbanen.

Da flyet lettede, blev jeg stille. Mit navn betyder stille, men det havde jeg aldrig været før, men der sad virkelig en stilhed i mig fra den dag. I Iran havde jeg altid været god til at sige min mening og tage min plads. Da jeg kom til Danmark, kunne jeg for det første ikke sproget, jeg kendte ikke kulturen, jeg vidste ikke, hvordan man agerede i det danske samfund. Jeg var usikker på det meste, forsigtig, blev skrøbelig og indtog en mere observerende end deltagende rolle. Man går glip af rigtigt meget, hvis man ikke siger noget, og med tiden har jeg fundet ud af, at man bliver nødt til at tage sin egen plads.

"Først senere gik det op for mig, hvilken normbryder min mor var."

Jeg er født i Teheran, som er en kæmpestor by fuld af puls, fuld af mennesker, fuld af liv, fuld af trafik, alle dytter, om de skal til højre, venstre eller ligeud, og jeg kan virkelig godt lide, at der altid er gang i den. Vi mødtes med vores venner og familie hele tiden, der skete altid noget i kvarteret.

Begge mine forældre var selvstændige, hvilket ikke var almindeligt. Min far importerede VHS-afspillere og anden elektronik til Iran, hvilket var forbudt, fordi der ikke måtte komme for meget vestlig information ind i landet. Min mor var en moderne kvinde, men det forstod jeg ikke dengang.

Det var normen for mig, at min mor arbejdede og havde sin egen forretning. Hun var udlært skrædder og åbnede en systue derhjemme, hvor hun syede tøj og hjalp designere med deres kollektioner. Hver morgen kom to-tre kvinder og hjalp min mor. Vores hjem var et rend af kvinder, der skulle have taget mål.

Overalt lå der dameblade, som min far havde taget med fra sine forretningsrejser, og så pegede kvinderne på billederne i bladet, og så syede min mor og hendes hold. Først senere gik det op for mig, hvilken normbryder min mor var. Hun var den eneste kvinde i vores familie, der arbejdede, og samtidig opfyldte hun en masse drømme for en masse kvinder i Iran.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

I Iran prøvede vores forældre at forberede os på et liv, hvor kvinder var mindre værd og havde færre rettigheder end mænd, men opfordrede os til at udfordre normen og følge vores drømme. uanset. Som barn overhørte jeg mange samtaler om, hvad kvinder måtte og ikke måtte, hvordan de skulle begrænse sig selv for at passe ind og ikke ødelægge den gode stemning. Det forstod jeg grundlæggende ikke, hvorfor de skulle, og jeg stillede mange spørgsmål.

En dag spurgte jeg min lærer, hvorfor jeg skulle bære tørklæde i skolen, når jeg gik på en pigeskole udelukkende med kvindelige lærere. Hun sagde, at det var nødvendigt, hvis nu der kom en mand ind på skolen. Men det måtte jeg ikke engang spørge om. Jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg gik til guitar, fik jeg at vide af min lærer. Det blev der set ned på, fordi guitarspil medførte sang, som var moderne og frigørende. Mine forældre lod mig alligevel gå til guitar, og de lod mig endda tage af sted alene, selvom jeg skulle med tre slags offentlig transport gennem byen for at komme derhen.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Vores hjem var et mini-samfund, hvor alt fungerede. Vi gik klædt, som vi ville, mine forældre var ligestillede, og vi spillede den musik, vi havde lyst til. Men ved vores dør gik en usynlig grænse, det husker jeg tydeligt. Når jeg gik ud ad døren, skulle jeg skjule mine former og mit hår, opføre mig anderledes, have et andet mindset. Jo ældre jeg blev, desto mere skulle jeg skjule, hvem jeg var, mens min fætter på samme alder fik lov at være, som han var. Han kunne gå ud af sit hus i det, han havde på: jeans og T-shirt.

Det er utroligt, at kvinders påklædning altid er til debat – også i Danmark. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at kvinder selv bestemmer, hvad de vil have på af tøj. For nyligt læste jeg i Berlingske om en arkitektstuderende, der af en professor fik at vide, at ”han håbede, at hendes projekt var lige så stramt som hendes kjole.” Og i Norge måtte kvinderne på landsholdet for strandhåndbold sidste sommer kæmpe for retten til at bære shorts under en kamp frem for bikinitrusser.

Kort om Aram Ostadian-Binai

  • Født i Teheran i 1985
  • Kom til Danmark i 2000
  • Uddannet fra Niels Brock samt London College of Fashion. Har været digital redaktør, marketingchef, stylist og konsulent for små og store virksomheder
  • Stifter af og direktør for the Soulfuls, en kreativ platform og et fællesskab for unge kvinder. 
  • Bor i Skovshoved med sin mand og deres to børn. 

Efter revolutionen i Iran flygtede min mors familie til Danmark. Da jeg var 13 år, besøgte vi dem i Jylland. Det var første gang, jeg skulle på ferie i udlandet. Den største overraskelse på turen kom allerede i flyvemaskinen, inden flyet lettede. Pludselig tog alle kvinder deres tørklæder og lange frakker af. ”Hov mor”, sagde jeg, ”det må man da ikke, vi er jo stadig i Teheran?” ”Jo, det må du gerne, Aram.” Jeg hørte flere kvinder sige det samme til deres børn: ”Bare tag det af, vis dit flotte hår, bare vær dig selv”. ”Ej, hvor dejligt”, tænkte jeg, og så gjorde jeg det også.

Da vi ankom til Danmark, blev vi hentet i lufthavnen og kørt til Molslinjen, og uanset hvor jeg kiggede hen, var folk bare sig selv. Det var en god ferie. Men et år senere var det ikke bare en ferie.

Pigeklub i asylcenteret

En dag i juni 2000 kom min mor ind til mig, mens jeg sad på mit værelse i vores lejlighed i Teheran og læste til eksamen. Min mor bankede på døren og jeg lagde på med min veninde, som jeg talte med fireogtyve-syv. Jeg lovede at ringe tilbage, men gjorde det ikke, for min mor sagde: ”Om en uge rejser vi til Danmark.” ”Nå, nu igen?” ”Ja, men denne gang kommer vi ikke hjem.” Jeg kan ikke gå helt ind i hvorfor, for det er min mors historie, men det havde meget at gøre med den frihed, en kvinde har brug for at leve under. Den eneste mulighed, min mor så, var at tage sine piger og komme væk. Min far skulle ikke med, han skrev under på vores rejsepapirer, og jeg har kun set ham tre gange siden.

Jeg har en kæmpe respekt for min mor. I Iran, hvor alt virkede umuligt, stablede hun alligevel som kvinde en forretning på benene. Hun lærte andre at sy, så de kunne starte egen forretning og stå på egne ben. Hun var 34 år og havde to børn, da vi rejste, og hun forlod sin hverdag og sin forretning uden at vide, om hun kunne fortsætte arbejdet i Danmark, og det kunne hun ikke, fordi hun ikke havde noget netværk. I stedet uddannede hun sig til pædagog, fordi hun gerne ville klare sig selv og ikke være afhængig af noget system. Hun har vist mig, hvordan man bygger en vej, når der ikke er nogen vej at gå.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Da vi landede, ankom vi til Sandholmslejren, og det var et chok. Det er et åbent center, men stadig afspærret. Der er gitter hele vejen rundt, og man skulle buzz’es ind gennem en stor port. Det er et sted, hvor livet er på hold, det føles som et åbent fængsel. Vi blev registreret, og folk kiggede på os, fordi vi var nye. Vi gik igennem en masse bygninger, og jeg prøvede at dække mig til for alle blikkene.

Vi fik et værelse med to køjesenge, en til min søster og mig og en til min mor. Og pludselig en dag lå der en dame fra Cuba i køjen over min mor, uden vi havde fået det at vide. Efter en måned blev vi ”delt ud” til Viborg Asylcenter, som vi fik at vide var et luksusasylcenter, og der var også meget mere rart at være. Der var højt til loftet, glas og meget lys.

En dag sad jeg med en gul walkman, jeg havde fået af min onkel, og lyttede til musik i nogle af fællesarealerne. Jeg kiggede rundt og lagde mærke til flere andre piger, der også sad alene og lyttede til musik. På et tidspunkt, hvor jeg var blevet lidt mere okay med de nye omgivelser, gik jeg hen til en pige og spurgte hende på dansk, som jeg havde lært i sprogskolen: ”Hej, hvad hedder du?” Hun hed Sandra, var fra Bosnien og kridhvid i huden, men blev helt rød i hovedet, når jeg talte til hende. ”Hej Sandra, jeg hedder Aram, hvad lytter du til?” Hun lånte mig sine høretelefoner, så jeg kunne høre, at hun lyttede til Britney Spears, og så blev jeg mega glad og gav hende mine på - også med Britney Spears!

Det blev starten på den pigeklub, jeg lavede på centret. Jeg spurgte kontoret, om jeg kunne låne et lokale, hvor pigerne kunne mødes en gang om ugen og lytte til musik i fællesskab i stedet for hver for sig. En dag foreslog jeg at lave en koreografi til ’Baby one more time’.

Det er utroligt, at kvinders påklædning altid er til debat – også i Danmark. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at kvinder selv bestemmer, hvad de vil have på af tøj.

Det var fedt med piger fra så mange forskellige lande, Bosnien, Somalia, Iran, Afghanistan og Irak, men det var ikke nemt. Med så mange forskellige kulturer og en sprogbarriere - nogen kunne nul engelsk og nul dansk – opstod der mange misforståelser. En dag prøvede jeg at forklare Sandra, at hun skulle stå ude i siden for at observere de andre og se, om vi kunne gøre det bedre, men jeg fik forklaret det forkert, og hun troede, at hun ikke skulle være med. Hun blev ked af det, gik sin vej og kom tilbage lidt senere med sin far, der smækkede døren op, og jeg blev vildt forskrækket og begyndte helt desperat at forklare mig på farsi, og det forstod hun selvfølgelig endnu mindre af.

Når man kommer fra forskellige kulturer, forstår man ting forskelligt, og det skal man give plads til, ellers kommer der misforståelser. Jo mere vi ved om hinanden, jo lettere er det. Tre måneder senere optrådte vi med dansen for hele asylcentret. Stemningen var høj, og det føltes som en dag i en teenagers liv skal føles. Mens vi dansede til Britney, tænkte vi ikke på, at vi var asylansøgere.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

En dag havde vi en kunstner på besøg i centret, hvor jeg fik til opgave at male min fortid, min nutid og min fremtid. Først malede jeg mig selv som en fugl i et lukket bur, det var mig i Iran. Jeg havde ingen frihed og følte mig meget spærret inde. Min nutid var samme motiv, denne gang med en åben dør ind til buret. Jeg måtte gerne gå ud, men jeg skulle helst tilbage i buret igen. Og fuglen havde håndjern på, for vi havde ikke fået asyl endnu. Som mit billede af fremtiden malede jeg en fugl, der flyver af sted, og der er ikke noget bur.

Jo mere vi var i asylcentret, jo hårdere blev det. Vi så, at mange ikke fik asyl. Hvad hvis det blev os? Det var i det hele taget meget tungt at være asylansøger. Bare alle de der øjne, der kiggede på mig, når jeg gik i Dagli’Brugsen. Folk vidste, at vi var asylansøgere og fulgte os med øjnene. Det var vores første interaktion med det danske samfund, og vi følte os ikke velkomne. Vi følte os overvågede. Det tog et af lag af min frihed. Jeg blev bange for at gøre noget forkert eller fornærme nogen, og jeg blev mere og mere opmærksom på, hvordan andre opfattede mig, og så forsvandt overskuddet til at lave pigegrupper. Jeg gik ind i mig selv, og min glæde forsvandt.

En kamp for inklusion

En dag kom min mor og sagde, at vi havde fået opholdstilladelse. Vi fik en lejlighed med en lille have i Odder syd for Aarhus, og vi kunne endelig begynde vores liv rigtigt i Danmark. I min folkeskole, 10. klasse og på HF havde jeg mange spørgsmål om min egen fremtid og valg af karriere. Ingen i min familie kunne svare på dem, fordi ingen var gået den vej, jeg ville. Jeg ville gerne noget kreativt. Jeg havde jo kendskab til modebranchen hjemmefra, men min mor vidste intet om samme branche i Danmark. Hun havde intet netværk.

De forskellige studievejledere, jeg mødte, vidste heller ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. En af dem sagde bare, at hun kunne anbefale mig at blive læge, tandlæge eller advokat. ”Det er ofte den retning, I går i.” Mange udlændinge vælger de studier, fordi der er en vis sikkerhed for at få job, og mange er netop flygtet fra en usikker situation i hjemlandet. Så det var ikke en hjælp, jeg kunne bruge til noget som helst. Der var ikke noget fællesskab, netværk eller nogen vejleder, der kunne forstå eller hjælpe mig. Den vejledning, jeg fik, var aldrig baseret på mit behov, eller hvem jeg var. Jeg blev helt tiden sat i bås som udlænding.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Ligeså snart jeg blev 18, lånte jeg min fætters bil og kørte med alle mine ting til København. Jeg savnede en lidt mere vibrerende by, selvom København slet ikke kan måle sig med Teheran, men trods alt sker der mere end i Aarhus og Odder. Jeg kendte ikke én i København, der kunne vise mig noget som helst. På dba.dk fandt jeg et kælderværelse i Friheden, og så spurgte jeg udlejeren, om de kendte til et arbejde, og de anbefalede mig DSB’s kiosker og billetsalg, hvor jeg blev ansat.

Jeg læste markedsføringsøkonom på Niels Brock og tog bagefter et stylingkursus på Central Saint Martins i London, jeg elskede det! Jeg var optimistisk og rejste hjem til Danmark for at få den praktikplads, som skolen fortalte os var vejen ind i branchen. Derfra kunne man arbejde sig op. Jeg sendte utallige ansøgninger og hørte tilbage fra ét magasin, ELLE. Jeg var så glad! Jeg gik all in på den samtale, jeg forberedte en masse styling, hvilke tendenser er der lige nu, alt det jeg havde fået at vide, at jeg skulle gøre.

Til samtalen talte vi om min rejse i modebranchen, som ikke havde været så lang. Jeg fik implicit nævnt min mand, hvilket de studsede over. At jeg var 24 år og gift. De begyndte at spørge ind til mit ægteskab, hvor længe jeg havde været gift, hvorfor så tidligt? Det ved jeg ikke, sagde jeg, when you know you know, men det er jo ikke det, jeg er her for at tale om. ”Nå okay, var det så et arrangeret ægteskab?” Dér brød min verden sammen. Jeg sad med en kæmpe drøm om at komme i praktik, jeg havde gjort mig umage, taget en uddannelse, jeg var så motiveret. Jeg forstod ikke, hvorfor mit ægteskab skulle være en del af den her jobsamtale. Jeg hørte aldrig fra dem.

Jeg droppede at søge praktik og prøvede i stedet at sige til alle, jeg mødte, at jeg søgte assistentjobs, og det endte med at være en iraner, en anden woman of color, der åbnede døren for mig. En dag fik jeg lov at komme med hende på en fotoskydning med Femina, og til mit held skulle de tilfældigvis bruge en lige på det tidspunkt. De var søde over for mig og nysgerrige på en sund og ikke fordømmende måde. Jeg fik jobbet og tog mit første skridt ind i branchen.

Med flere uddannelser og mange års arbejdserfaring fra både København og London blev jeg digital redaktør på et nyt internationalt livstilsmagasin hos Aller. Jeg havde jo både uddannelsen og erfaringen til jobbet, så jeg var ikke overrasket, jeg syntes bare, at det var på tide. I løbet af min første uge var der en kvinde, der kom over til mig i kantinen og sagde: ”Det overrasker mig, at de har valgt dig, når der var så mange kandidater til jobbet”.

I Danmark, når man ser en ansøgning fra mig med billede på, bliver jeg placeret i en kategori, der hedder indvandrere/flygtninge. Jeg bliver associeret med alt det, vi bliver bombarderet med i medierne: at ”de” skal ud, ”de” skal ikke være her. Derfor skal kvinder som mig arbejde meget hårdere for at få en fod indenfor i en hvilken som helst branche. Ifølge Danmarks statistik var kun halvdelen af ikke-vestlige kvindelige indvandrere mellem 16 og 64 år i arbejde i 2018, hvor de er ramt af både køns- og etnicitetsforskelle på det danske arbejdsmarked.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Da jeg endelig fik lov, blev det vigtigt for mig at arbejde for at få flere kvinder til at føle sig inkluderet og afspejlet i det, de ser i bladene. Noget jeg selv har savnet. Jeg forstår ikke, hvorfor. Medier generelt ikke vil tale til flere? Jeg havde jo oplevet, hvor stor glæden var hos kvinderne i min mors atelier, når de fik det rigtige tøj på, når de følte sig set.

Med tiden blev det vigtigt for mig at forsøge at hjælpe andre i samme situation som mig med at finde deres rette hylde. Derfor startede jeg det globale netværk The Soulfuls i 2018, samtidig med at jeg arbejdede som konsulent, hvor jeg hjalp virksomheder og iværksættere med at appellere til en international målgruppe. I dag er det slået sammen, så nu handler mit arbejdsliv om at være sparringspartner inden for inklusion for både virksomheder og iværksættere, mens jeg hjælper ambitiøse unge kvinder til at bryde de barrierer, de møder på deres vej: Mangel på netværk, synlighed, viden, rådgivning og kapital.

Brobygger og netværker

Med The Soulfuls forsøger jeg at bygge bro mellem de unge kvinder og de brancher, de gere vil være en del af. Det er både for at hjælpe kvinderne men også for at øge den kulturelle mangfoldighed på arbejdspladserne og bidrage til at skabe innovation i Danmark. Vi holder en masse arrangementer, hvor kvinderne kan netværke med hinanden. Og fortælle, hvad de er dygtige til. Når de træder op på scenen, bliver de ofte meget overvældede over, at andre er interesserede i at høre, hvad de har at sige. Det er de ikke vant til.

Vi har også en mentorordning, hvor mentorer fra forskellige brancher bliver sat sammen med unge kvinder, der søger jobs inden for forskellige brancher. Alt i alt kan vi hjælpe de unge kvinder med at styrke deres selvtillid, udvide deres netværk, skabe en karriere og udfolde deres potentiale. Allerede i løbet af de første måneder med mentorordningen fik én job i it-branchen, en anden praktik ved den københavnske modeuge, og to iværksættere blev koblet op med en investorgruppe. Der er også virksomheder, der kommer til os, fordi de ønsker mere diversitet og spørger: hvor er kvinderne?

"Min mission er, at jeg kan gøre en forskel for alle unge kvinder uanset baggrund, hvor de får den synlighed eller de muligheder, de fortjener."

Det er mit mål, at der ikke skal være en pige i Danmark, der føler, at hun ikke er god nok. Jeg ønsker, at vi skal føle os vigtige, uanset hvilken familie eller baggrund vi kommer fra. Uden lige præcis os er verden, Danmark, vores arbejdsliv, et fattigere sted. Min mission er at jeg kan gøre en forskel for alle unge kvinder uanset baggrund, hvor de får den synlighed eller de muligheder, de fortjener.

Selv er jeg ikke kommet dertil, hvor jeg helt kan sprede mine vinger ud, som jeg tegnede som barn, men jeg er godt på vej. Hver gang, nogen spørger, hvor jeg er fra, bliver de ikke tilfredse, hvis jeg siger Skovshoved. De vil høre, hvor jeg rigtigt er fra. Så længe man bliver kaldt udlænding eller fremmed, er det svært at være helt sig selv. Når man går rundt med et label, er man ikke rigtigt en del af Danmark. Og det vil jeg gerne være. Jeg vil bare gerne have friheden til at være den jeg er. Jeg vil gerne gøre det godt, jeg vil gerne kunne sige, at jeg har bidraget, at jeg har gjort en forskel for Danmark og dem, der ligner mig.

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs aprilnummer. 

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2022-11-30/aesop_0.png

Håndcreme, A­­­­esop hos Matas, 190 kr.

DKK 190,-
Køb her
/2022-11-30/arket.png

Sweater, Arket, 950 kr.

DKK 950,-
Køb her
/2022-11-30/bogogide.png

Bog, Bog og ide, 140 kr. 

DKK 140,-
Køb her
/2022-11-30/coperni.png

Taske, Coperni, 2.940 kr.

DKK 2.940,-
Køb her
/2022-11-30/cos.png

Sweater, Cos, 590 kr.

DKK 590,-
Køb her
/2022-11-30/cph-living.jpg

Badekåbe, CPH living, 600 kr.

DKK 600,-
Køb her
/2022-11-30/kiehls-.jpg

Ansigtsolie, Khiels, 350 kr.

DKK 350,-
Køb her
/2022-11-30/georg-jensen.png

Julehjerte, Gerog Jensen hos Magasin, 230 kr.

Køb her
/2022-11-30/maanesten.png

Øreringe, Maanesten, 600 kr.

Køb her
/2022-11-30/jaquemus-hos-miinto.jpg

Kjole, Jaquemus hos Miinto, 4.550 kr.

Køb her
/2022-11-30/mango.png

Sko, Mango, 600 kr.

Køb her
/2022-11-30/julekalender-hos-bahne.png

Julekalender, Lakrids by Bülow hos Bahne, 350 kr. 

Køb her
/2022-11-30/rotate.jpg

Top, Rotate Birger Christensen, 3.700 kr.

Køb her
/2022-11-30/glossier.png

Blush, Glossier, 140 kr.

Køb her
/2022-11-30/hamkjobenhavn.jpg

Jeans, Han Kjøbenhavn, 2.000 kr.

Køb her
/2022-11-30/holzweiler.png

Vest, Holzweiler, 2.300 kr.

Køb her
/2022-11-30/ganni.jpg

Nederdel, Ganni, 1.600 kr.

Køb her
/2022-11-30/zara_0.jpg

Jakke, Zara, 800 kr.

Køb her