På sundhedstrip på Maldiverne: "Allerede næste morgen er smerterne i min ryg, der har været der i tre måneder, forsvundet"

ELLE var inviteret af Joali Beeing og Zen Luxury Travels. De har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

For de fleste er Maldiverne bare en luksusdestination med villaer på pæle i det blågrønne vand og sandstrand, der føles som silke. Men nu kan et resort i Øriget mod øst også noget mere. Nemlig kortlægge din krops skavanker og hjælpe dig på ret kurs med et træningsprogram, behandlinger og kostråd tilpasset din kropstype.

Efter 15 timer i tre fly, tre lufthavne, to bådebroer og en tur i motorbåd, er jeg endelig fremme i min villa på pæle i det Maldiviske paradis. Udenfor holder min blå cykel med brede dæk, som kan køre i sand, og det er nødvendigt. Om lidt skal jeg møde min læge, som jeg inden afrejsen har haft et kort telefonmøde til, og sendt svar på et omfattende spørgeskema om mit helbred og mine mål for mit ophold.

Vil jeg være stærkere, sundere, af med en skavank? Slippe for stress, tabe mig, få styr på min fordøjelse? Ja tak til det hele.

Jeg er nemlig ikke ’bare’ rejst til Maldiverne.

Joali Beeing, som jeg er tjekket ind på, ligner de fleste andre high end resorts med barfodsluksus og tropeæstetik, kæmpestore villaer med private sandstrande, pittoreske restauranter og pools i vandkanten. Men noget er alligevel anderledes, tænker jeg, da jeg ser ned af mig selv iført mit løse beige hørsæt, som min butler har bedt mig tage på.

Lægen ser alvorligt på mig, spørger mig om en masse ting. Hvordan er mit søvnmønster? Hvordan er min tarmflora? Har jeg travlt? Børn? Arbejde? Hun beder mig tage fat i et sæt håndtag, der via elektromagnetiske impulser angiveligt kan diagnosticere, hvor der er noget galt i min krop. Jeg synes umiddelbart, det lyder lidt hokuspokus, men resultatet af undersøgelsen rammer plet, også i forhold til en insisterende smerte i den nederste del af min ryg, som jeg har udeladt i spørgeskemaerne for at teste, hvad maskinen kunne.

Der er flere kritiske punkter, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, i lægens analyse, og jeg får lidt nedslået fastlagt et program for de næste fire dage. Både for mad, træning, tests og kropsbehandlinger. Idéen er, at de næste dage er begyndelsen på et nyt kapitel, når det handler om at passe på mig selv.

Min ayurvediske læge taler om microbiomen, hvilket handler om, at rigtig mange af ens skavanker i virkeligheden udspringer af, at ens tarmsystem ikke fungerer optimalt. Der er brug for særlig te, kambucha, skimmeloste og alverdens fermenterede mad for at få skabt en bedre balance. Heldigvis viser det hele sig at smage godt, så det er ikke svært at gå all in i paradis. Det føles som ren luksus at være så sund.

Til gengæld er turen i træningscenteret hård. Jeg skal igennem to forskellige analyser. Den ene foregår foran en scanner, hvor jeg drejer 360 grader rundt om mig selv og får min krops præcise sammensætning af vand, fedt, muskler og knogler. Endda printet ud i en helt præcis gengivelse af min krop. Den undersøger, om jeg står lige eller hælder til højre eller venstre, og om jeg holder mit hoved lige nok. Resultatet er heldigvis fint, bortset fra en enkelt ting, der skal rettes – og træneren kommer straks med to helt præcise øvelser til at få styr på netop det. Det må man sige er målrettet træning.

Ved siden af kropsscanneren er en fitness-tracker, der gennem ti øvelser kan måle, om jeg har trænet min krop rigtigt eller har svage punkter. Hvad min krops alder er – og give mig de rette øvelser til at forbedre den. En af øvelserne går ud på, at jeg sidder på en stol, og flest muligt gange på et minut skal rejse mig uden brug af hænder, løbe en bestemt rute og sætte mig ned igen. Formålet er at måle muskelsundheden i mine ben.

Efterfølgende skal jeg hoppe så højt som muligt. Det hele bliver nøje observeret, filmet og analyseret af en computer og efterfølgende af fitnessinstruktøren, som bedømmer min body age som ok lav, heldigvis, men samtidig kræver af mig, at jeg begynder at træne mine ben mere ’eksplosivt’, fordi hoppetesten mildt sagt ikke gik særlig imponerende. Når man bliver over 35 år, skal man ifølge ham begynde at træne med vægte, fordi ens muskelstyrke svinder med alarmerende hast, og han viser mig – der ellers sværger til yoga, ballet og lidt let løb – hvordan jeg skal bruge vægte og en kettlebell.

Således ernærings- og træningsmæssigt klædt på cykler jeg tilbage til min villa ude på havet.

I villaen har jeg min egen terrasse, min egen pool og en seng i kæmpestørrelse. Her skal jeg helst bruge tid uden min mobiltelefon (lægerne opfordrer én til at lægge den væk under opholdet), og i øvrigt undgå alkohol, som de ganske vist serverer på øen, men som de ikke reklamerer med. Samt gerne tænke over, hvad jeg gerne vil opnå med min livsstilsændring.

Jeg forlader de næste dage kun villaen for at dyrke yoga i et studie på pæle, lave vejrtrækningsøvelser med en absurd dygtig yogi, lære en masse om helende teer og blande min egen parfume – samt få en af de kropsbehandlinger, som min læge har booket til mig, for at få styr på min ryg.

Kropsbehandlinger lyder jo rart, men det er ikke altid det, du selv synes er rarest, som lægen vurderer er det bedste for dig, erfarer jeg. F.eks. er en gang Watsu, hvor man flyder rundt med lukkede øjne i en stor pool, mens ens behandler trækker afsted med én, og nogen føler efter sigende, at man ligger i sin mors livmoder, ikke lige min smag.

Den kinesiskinspirerede massage, der er udviklet af øens chefbehandler, hvor han sammenfatter teknikker, han har lært i sin imponerende karriere, er ikke decideret rar. Men allerede næste morgen er smerterne i min ryg, der har været der i tre måneder, forsvundet. Han har endda givet mig enkle strækøvelser til selv at fikse det, hvis de kommer igen.

Det er jeg ærlig talt lidt paf over, kommer jeg frem til, da jeg den sidste morgen sidder og nyder min morgenmad, der – efter råd fra lægen – er sammensat ud fra et regnbueprincip: Jeg skal spise alle farver. Umiddelbart nemt i troperne og en del sværere, da jeg kommer hjem, skal det vise sig, og mit eget barskab derhjemme rummer heller ikke så store bunker mocktails, juicer, Kampuchea og te fra Himalaya.

Da jeg pakker mine ting for at tage hjem, går det op for mig, at jeg slet ikke har brugt mit eget tøj – kun gået rundt i stedets hørsæt med skjorte og bukser i beige. På den måde er alle gæsterne lige, og det er faktisk befriende ikke at skulle tænke over sit tøj. Ud over det er jeg fyldt op af indtryk, ny viden og inspiration til nye madvaner. Jeg har energi, ikke ondt i ryggen, og jeg har overskud til at træne – endda på den målrettede måde, hvor jeg kan gå fokuseret efter det program, min træner har lagt.

I min taske har jeg en stak papirer med kropsanalyser, en håndfuld anbefalinger til vitaminpiller og kosttilskud, og ikke mindst råd til, hvordan jeg fortsætter med det hele. Det er ikke så underligt, at et ophold på et resort som dette er blevet populært blandt folk, der har tidsmæssigt og økonomisk overskud.