En uge på naturskønne Sild: Dagbog fra wellnessresortet Lanserhof

Lørdag kl. 16.45
Jeg sidder endelig på færgen fra Rømø til Sild. Et par timer senere end planlagt, da vinden giver udfordringer for det lille færgeleje. Jeg sætter mig i caféen, og da tjeneren ikke kan klare havremælk i min kaffe, nøjes jeg med en Cola Zero. Den kommer heldigvis i glasflaske, min yndlings, og jeg drikker straks en tår direkte af flasken, som var det min sidste. For det er det måske, tænker jeg. I hvert fald for den næste uge, vil jeg tro. Zero er næppe en del af menuen.

Lørdag kl. 18.10
Efter tjek-ind og en rundvisning på det smagfulde Lanserhof, der blandt andet tæller 68 værelser (mit i to etager og med terrasse og udsigt til havet), en gigantisk lægeklinik, en spa med alt hvad du kan forestille dig af behandlinger og lidt til, et gym inkl. klatrevæg, en pool, der er delt i en inde- og udedel, et sauna- og dampbad-område komplet med pejs og en restaurant, hvor alle måltider indtages, sætter jeg mig til rette ved ’min’ plads netop her (alle får tildelt et fast bord). Bordet er simpelt stylet med hvid dug, en blomst og et lille skilt, der fortæller at mobiler ikke er velkomne her. Jeg overser skiltet og får en venlig reprimande i løbet af middagen … Foran mig ligger også min menu. Den afslører, at jeg er på menu 2.B.0 – og at min aftensmad er (en lille portion) græskarsuppe. Jeg går småsulten, men også udmattet i seng kl. 20.43.

Søndag kl. 7.50
Jeg møder ind til min første aftale i klinikken. Jeg er ikke bare sulten, men min hovedpine (som viser sig at vare de næste 3 dage …) er begyndt. Jeg ved godt hvorfor … I klinikken skal jeg have taget alskens prøver, der skal afsløre eventuelle helbredsudfordringer. Bagefter er det heldigvis tid til morgenmad i restauranten. Menukortet afslører et væld af lækkerier. Til min skuffelse, må jeg desværre ikke bare vælge frit. Jeg går med havregrød med kanel og bær.

Kl. 9.00
Mit program dikterer terapeutisk massage. Den var vidunderlig – måske den bedste jeg nogensinde har fået – ikke mindst for min lænd, som har drillet mig længe.

Kl. 15.30
Jeg møder ’min’ læge, Dr.med. Thomas Hübner, for første gang. Han gennemgår mine resultater fra morgenens prøver og fortæller om, hvad han ud fra dem har planlagt for mig den næste uge. Mine resultater ligger inde for normalområdet, bortset fra mine cellers iltoptagelse, som ikke er god. Han spørger, om jeg har følt mig stresset den sidste tid, da det godt kunne være en forklaring. Og selv om jeg ikke har følt mig decideret stresset, må jeg indrømme, at 2023 indtil nu har været ekstremt travl. Min mave knurrer (frokostens tre små kartofler og stegt zucchini mættede ikke helt …). Jeg spørger ham derfor til menuen, da jeg har noteret mig, at vi ikke alle får det samme i restauranten. Han forklarer mig om ’The Lanserhof Cure’, hvor ’detoxification’, ’purification’ og ’deacidification’ er kernen, og de principper som både køkken og behandlingerne bygger på. Han tjekker min menu i systemet og retter den (heldigvis) straks til en menu med langt flere kalorier end de 400, jeg har indtaget det første døgn. Jeg fortæller ham om hovedpinen, og han ordinerer et espressoshot til mig, som jeg dog vælger ikke at tage imod, da jeg MÅ kunne overleve én uge uden. Jeg dropper at spørge om en enkelt daglig (syreholdig) Cola Zero mon kan lægges ind.

Mandag kl. 11.00
Mit program starter i spaen med en behagelig ’detox drainage’ (kopping, som fremmer processen med udskillelse af affaldsstoffer) efterfulgt af en fuld kropsscanning, der skal undersøge, om jeg har nogle mistænkelige forandringer i huden. Jeg står Splitter-Hans Jørgen i scanneren med den lidt generte, unge assistent som publikum. Han tager det pænt. Min frokost er i øvrigt en (stor) omgang virkelig velsmagende tofubolognese med grøntsagspasta og mozzarellabrud OG den lækreste zucchini-brownie til dessert. Mit humør stiger i takt med kalorieindtaget, selv om hovedpinen stadig plager. Jeg drister mig ud i den smukke natur for at give mine celler ilt, som Dr. Hübner har foreslået. Den idylliske lavvandede strand foran Lanserhof bugner med østers og knivmuslinger – også skaller fra allerede åbnede som lækkersultne lokale har nydt direkte på stranden. Jeg overvejer, at gøre dem kunsten efter, men så alligevel ikke, for østersåbning er ikke for mine negle. Jeg holder mig til ’The Lanserhof Cure’.

Tirsdag 8.25
Jeg spiser gedeyoghurt og ristet speltbrød med avocado til morgenmad, inden jeg skal have min første ud af tre ’cellgym’-behandlinger. Behandlingen foregår med iltmaske med koncentreret ilt, der skal booste mine (’stressede’) celler. Placeret i en yderst behagelig stol med udsigt over havet og et lunt tæppe omkring mig døser jeg hen, og vågner først da iltapparatet slukker 45 min. senere.

Tirsdag kl. 13.00
Jeg møder min træner omklædt til min første træningstime. Mit hoved er ved at eksplodere og tanken om fysisk aktivitet giver mig nærmest opkastfornemmelser. Men jeg gør selvfølgelig, hvad mit program dikterer. Frederik, min træner, fornemmer min manglende energi og spørger sødt til, hvad jeg har lyst til. Jeg har lyst til at svare en kold Zero i Eames Lounge Chair ved pejsen, men siger alligevel at klatrevæggen ser sjov ud. Og det var den også. Selv om han måske roser mig lige lovligt meget ift. min præstation, får han mig til at glemme hovedpinen, og da vi er færdige en time senere, mærker jeg, at den for første gang er ved at lette.

Tirsdag kl. 15.30
Jeg har møde med min læge igen, hvor vi vender alt fra kosten til min hovedpine på retræte, ligesom han giver min mave en behagelig form for fordøjelsesmassage. En behandling jeg får tre gange i løbet af ugen.

Onsdag kl. 10.20
Jeg har – på grund mine lænde- og bækkenudfordringer – bestilt en ekstra tid til osteopati. Og Malthe, som min behandler hedder, ved tydeligvis, hvordan man løsner bækkensmerter. Jeg spørger, om jeg kan importere ham med til Danmark. Han griner, og siger tak. Min energi er på en stejl opadgående kurve og efter 30 minutters detox fodbad og en frokost bestående af rødbede-’piccatta’ med ris og tomat, er jeg klar til ’fryseren’ – Lanserhofs version af cryoterapi. Min energiske ven fra scanneren forleden tager imod mig. Denne gang er jeg dog iført badedragt, hue og vanter. Den kræver overvindelse, for ikke alene trigger cryo min kroniske kuldskærhed, men også min latente klaustrofobi. Men jeg går ind til ’It’s raining men’, som mit heppekor (scanner-vennen) sætter på – og napper først 15 sekunder i henholdsvis minus 10 grader og minus 60 grader, inden jeg går ind i det sidste rum med minus 110 grader, hvor jeg danser til musikken i tre meget lange minutter. I did it. Og kan med det samme mærke effekten af øget blodcirkulation. Jeg sover virkelig godt den nat.

Torsdag kl. 10.40
Efter endnu en omgang afslappende celleboost med iltmasken, har jeg bestilt tid til en manicure efterfulgt af en blanding af zoneterapi og fodmassage. Sidstnævnte prioriterer jeg selv alt for sjældent. Behandleren, Tobias, får også hurtigt sporet sig ind på mine bækkenudfordringer, og da jeg forlader briksen, har jeg næsten overtalt ham til at flytte til København.

Torsdag kl. 15.10
Efter frokosten (fiskeragout med quinoa OG ‘chokolade’-is lavet på grøntsager til dessert) skal jeg have resultaterne af min kropsscanning. Dermatologen, Dr.med. Mari Arens, fortæller, at hun kigger efter modermærker, som man som regel som voksen har mellem 300-500 forskellige typer af. Jeg har 50. Hun er meget tilfreds – nærmest stolt – og roser mig for min indsats med solcreme. Jeg iler mod køkkenet, hvor jeg har tilmeldt mig kokkens cooking class. Vi skal lave zucchini-brownie og ‘chokolade’-is. Mums.

Fredag kl. 11.30
Sidste lægetjek, hvor resultaterne af de test og blodprøver jeg fik taget selvsamme morgen gennemgås. At lave synlige forandringer kræver selvfølgelig mere end en uge, men der er slået nogle nye takter an. Især min opmærksomhed omkring måltidet: digital ro, fokus på at tygge maden og ikke at indtage væske lige før, under og lige efter for at fremme fordøjelsen. Og så skal jeg uden tvivl prioritere mere udetid med frisk luft, end jeg gør. Inden jeg går, drister jeg mig alligevel til at spørge til to af mine laster. ”Kaffe er der undersøgelser, der peger på, kan have fordele”, siger Dr. Hübner, ”men Cola Zero har jeg intet godt at sige om. Så hellere en almindelig Cola.”

Lørdag kl. 09.30
Uvejret, der har skabt massive oversvømmelser i dele af Danmark aftenen og natten igennem, har endelig lagt sig, så jeg kan tage den lille færge fra Sild tilbage til Rømø. Jeg nøjes med at købe en vand i caféen. Ville alligevel føles forkert med andet i min nu ‘rene’ krop. Jeg reflekterer over opholdet på køreturen gennem Danmark. På trods af det første døgns sult, hovedpine og mangel på mine yndlingsdrikkevarer, har det været en vidunderlig og berigende uge. Måske en tilbagevendende årlig tradition, som Dr. Hübner foreslog. Hvis jeg altså starter med at spare op nu…

Lyt til ELLEs podcast 'Klædt På', som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.