Foto: Daniel Rasmussen
Kunst, bøger og musik

Tal R og Mamma Andersson om ny udstilling: “For en kunstner er det stort, når noget brænder sammen”

af Christoffer Mygind Juul 17/11/2022
To af Nordens mest toneangivne kunstnere er aktuel med en ny udstilling, der er inspireret af en af Sveriges største landskabsmalere, der i slutningen af det 20. århundrede skildrede sin psykiske diagnose gennem sin kunst.

I en ny udstilling, der lige nu er aktuel på Kunsten i Aalborg, bruger Tal R og Mamma Andersen, der er kendt som to af Nordens vigtigste samtidskunstnere, psykisk sygdom og mentalt helbred som omdrejningspunkt gennem 73 nye værker.

Det gør de med inspiration fra den svenske kunstner Carl Fredrik Hill, der i en alder af 28 år blev diagnosticeret med skizofreni, men som fortsatte sin kunstneriske karriere med stor succes. Han er særligt kendt for sine landskabsmalerier og senere sine figurative skitser.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

En miniudgave af udstillingen kan netop nu opleves i København, hvor udvalgte værker indtil tirsdag den 22. november kan opleves i pop up-galleriet Polestar Space. I den anledning mødte vi de to kunstnere til en snak om deres fascination af Carl Fredrik Hill, og hvordan psykisk sygdom meget vel kan ses som en superkraft i kunsten.

Hvorfor er det vigtigt for jer med en udstilling med fokus på psykisk sygdom og mentalt velbefindende?
Tal: “For det første er udgangspunktet ikke mentalt helbred. Sagen er, at Karin (Mamma, red.) og jeg har taget Carl Fredrik Hill som batteri ind i vores atelier. Det har givet os så meget og ødelagt vores kunst med hans fantastiske ting. Derfor har vi brugt ham. Hverken jeg eller Karin tænker på ham som syg. Vi tænker på ham som en mand, som vi kan være taknemmelige over, tager nogle lange skridt ud, som vi andre skal arbejde så hårdt for. Så han er ikke syg, han er en supermand.”

Om Carl Fredrik Hill

  • Født i 1849 i Lund, død i 1911.
  • En af Sveriges mest anerkendte malere og tegnere.
  • Malmö Kunstmuseum ejer i dag den største samling af hans værker.
Foto: Johanna Rylander / Malmö Konstmuseum
'Efterårslandskab' af Carl Fredrik Hill.

Hvordan tager han skridtet videre?
Tal: “De fleste af os andre bruger et langt liv på at bryde virkeligheden. Du prøver at blive ved med at se og forstå dig selv og forstå verden på nye måder. Hill tager, på grund af såkaldt sygdom, syvmileskridt i den forstand, og det kan vi andre bare være taknemmelige for. Karin og jeg har forsøgt at læne os op ad ham og finde ud af, hvordan vi kunne arbejde med hans fantastiske verden. Og dele hans kunst med verden.”

Mamma: “Grunden til at vi tog udgangspunkt i Hill, var, at vi havde en idé om at udstille sammen igen, fordi vi har gjort det en gang for 20 år siden i København og Stockholm. Og af en eller anden årsag blev vi ved med at vende tilbage til Hill. Jeg har altid haft ham som en vigtig inspiration. I starten af hans virke kunne man bare se Hill som en landskabsmaler, men hans værker er mindst lige så interessante, efter at han fik sin diagnose. Det er jo vældig tragisk, men vi har ikke så meget viden om det, for vi har jo interesseret os mere for hans arbejde end hans sygdom. For det er nogle virkelig interessante værker.”

Tal: “Når man sætter sig i en bil, skal køre med tog, når du skal have et job, så spiller det en rolle, om du er syg eller ikke syg. For det er den måde, samfundet ser på mennesker på. I det øjeblik, du er inde i kunst, og du er såkaldt syg, så spiller det slet ingen rolle. For der er du måske superkvinde eller supermand.”

Om Tal ‘R’ Rosenzweig

  • Født i 1967 i Tel Aviv, Israel
  • Dimittend fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000.
  • Kendt for sine farverige værker, der blandt andet pryder Operaen i København og Frederik 8.s Palæ på Amalienborg
Foto: Daniel Rasmussen
Et af værker af Tal R fra udstillingen 'Omkring Hill'.

Mamma: “I Hills tilfælde havde han virkelig et forspring. Han var jo en meget talentfuld maler, inden han blev syg, så han havde alle færdighederne og kunne lege med perspektiver og menneskekroppen. Han kunne lege med sine evner, og dem brugte han til at kommunikere en tilstand. Han er så forud for sin tid. Han fordyber sig meget i sin fars bibliotek, hvor han for eksempel læser Jules Vernes 'Jorden rundt i 80 dage' og bliver draget af den. Men i stedet bliver det hans drømme, hans fantasier og hans seksuelle frustrationer, der kommer frem i hans værker. Og det siger jo også meget om hans sind.”

Gjorde sygdommen Hill fri i sit arbejde?
Mamma: “Ja, på den ene side. Men på anden side var han jo også fanget af sit sind. Så det er meget dobbelt.”

Tal: “Ja, og det ses i hans værker. Så er der for eksempel et grantræ, der bliver til en palme, der så bliver til en pil, som bliver til en penis for til sidst at blive til en hjort, der skriger i himmelen. De ting ligger for Hill på samme hylde. For os andre ligger de på alle mulige forskellige hylder, hvor de slet ikke taler sammen. Men det gør de for ham. Og det er meget blæret at se.”

Hvordan kommer inspirationen fra Hill til udtryk i jeres værker?
Mamma: “Jeg var ret bange for at skulle nærme mig en kunstner, som jeg længe har beundret. Der var det i starten svært at finde ud af, hvordan jeg skulle arbejde med det. Men jeg fandt ud af, at lade ham være min inspiration. Det handlede ikke om at kopiere ham, men meget mere om at befinde mig i hans univers og finde min egen stemme i den. Tal og jeg har ikke haft særlig meget kommunikation i processen, men det viser sig så, at vi hver især har kigget på de samme af Hills værker.”

Om Karin 'Mamma' Andersson

  • Født i 1962 i Luleå, Sverige.
  • Særligt kendt for at male frodige landskaber og hjemlige scener.
  • Hendes værker er en del af samlingen hos anerkendte museer som Louisiana, Tate Modern i London, Moderna Museet i StockHolm og MoMa i New York.

Tal: “Modsat Karin var jeg lidt høj i hatten, da jeg skulle i gang med Hill. Jeg kunne lide tingene og tænkte egentlig ikke, der var så mange besværligheder i det. Men det viste sig at være rigtig besværligt for mig. Jeg ramte snuden lige i asfalten. For hvis du tænker, at du bare kan gå ubesværet ind i en anden persons værk og hive en figur ud, så hiver du muligvis også skyggen af den figur med. Når den så lander hos dig, er det ligesom at invitere et spøgelse indenfor. Så jeg synes, det var vanskeligt at gå til. Mange af billederne brændte sammen for mig, og for en kunstner er det stort, når noget brænder sammen - det er fantastisk. Det er en særlig sødme. For i det øjeblik, hvor noget bryder sammen, så er alt også åbent, for du mister din forestilling. Så på den måde er jeg med det her projekt om Hill gået lidt igennem en skole.”

Foto: Daniel Rasmussen
Et af Mamma Anderssons værer fra udstillingen 'Omkring Hill'.

Hvad kan kunsten betyde for ens mentale helbred?
Tal: ”Om man er syg eller ikke, så kan kunsten for alle være et frirum. Det kan vi jo bare være taknemmelig for, at vi kan få glæde af - at kunsten kan give den værdi.”

Mamma: “Det interessante ved Hill er, at hans talent ikke rigtig blev accepteret før mange år efter sin død. Så det er sent, at hans arbejde bliver anset som en skat. Der er jo ingen, der tænker over, at han var syg de sidste mange år. For det bliver uinteressant for hans værker. Vi kan alle gemme på nogle ting, og hans dæmoner og forestillinger er jo noget, vi alle besidder i forskellige grader. Så hans diagnose er ligegyldig for hans værker. Kunsten er bare hans sprog, ligesom den er for mig.”

Se pop up-udstillingen hos Polestar Space på Kristen Bernikows Gade 3 frem til tirsdag den 21. november, og oplev udstillingen “Omkring Hill” i fuld skala på Kunsten Aalborg frem til april 2023.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her