Nina Rask vil gerne være sjov uden at være problematisk: ”Jeg får nærmest udelukkende positiv respons på de ting, jeg har lagt ud”

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg gerne ville på Skuespillerskolen, da jeg var færdig med gymnasiet. Men det fyldte lidt for mig, hvor meget arbejde som skuespiller man egentlig kunne få, hvis man lander et sted mellem mand og kvinde. Jeg havde været med i et par programmer for ’Tværs’ (program på DR, red.), og derigennem havde jeg hørt om Talentholdet. Jeg tænkte, at det måske ville være meget godt, hvis jeg også prøvede noget af, hvor man lavede andre ting end kun skuespil. Så jeg turde ikke satse 100 procent – eller, det er selvfølgelig også et sats at søge ind på Talentholdet, det er jo heller ikke ligefrem den bomsikre, super safe vej, men jeg havde i hvert fald brug for at blive uddannet inden for noget, der var lidt bredere. Og det er jeg så glad for, at jeg gjorde.

Da jeg var lille, ville jeg gerne enten være postbud eller pølsedame. Pølser var min livret, og jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at være postbud. Jeg havde en idé om, at det ville være ligesom at være med i ’Postmand Per’: Tøffe rundt i en lille by med små forhaver, parcelhuse og meget blå himmel. Jeg startede til teater, da jeg var omkring 12 år gammel, og der startede en spirende drøm om at lave noget med skuespil.

Det var et stort chok for mig at starte på Talentholdet. Jeg kom direkte fra gymnasiet, og jeg havde kun arbejdet lidt som folkeskolevikar, og så var jeg lige pludselig på sådan en stor arbejdsplads for voksne, hvor alle var 15 år ældre end mig og havde mega meget uddannelse i ryggen. Jeg følte også, at der var en ret normativ stemning, som jeg blev ret intimideret af. Jeg kom fra min egen lille queer-boble på Nørrebro, så det var virkelig noget andet. Meget voksent. Meget established.

Jeg husker det, som om at jeg det første år på DR nærmest måtte tage to bade om dagen, fordi jeg svedte så meget angstsved. Nu lyder det også meget slemt, og det var altså ikke, fordi det var forfærdeligt, men jeg havde bare noia på. Rigtig meget noia på. Det har virkelig gjort mig hårdhudet, fordi jeg er blevet smidt ud i tingene med hovedet først. Det gav mig en oplevelse af, at man kan mere, end man tror. Man kan overhovedet ikke alt, men når man springer ud med begge ben på én gang, så kan man tit godt. Jeg lærte også at være disciplineret, det krævede de – og ærligt, jeg er det stadigvæk ikke nogle gange – men fuck mand, jeg fik nogle rap over nallerne i forhold til at få en bedre arbejdsmoral. Selvom det kun varede to år, så føler jeg, at jeg er blevet 11 år ældre af at være der.

Det var ret meget en awakening for mig at møde Lasse Dein (der også gik på Talentholdet, red.). Jeg syntes – og synes stadig – at han var et af de sjoveste mennesker, jeg har mødt. Jeg lo og lo og lo, når jeg snakkede med ham. He cracked me up. Han syntes også, at jeg var rigtig sjov, og at han syntes det fik mig til at tænke: ’Gud, måske kan jeg noget af det, han kan, og som jeg beundrer ham for’. Vi fandt så en professionel – bestemt også en privat, men også en professionel – magi sammen, som vi havde meget lyst til at udforske. Han havde et godt SoMe-game kørende, hvor han lavede små videoer og sådan noget, og han tog mig med ind i det univers. Det blev lidt en snowball, der rullede derfra.

Jeg gemte mig også lidt bag Lasse i starten, for der var lang tid, hvor jeg ikke turde lave noget satire uden ham. Han blev mit blåstempel på, at det var sjovt, for hvis han grinede af det, så vidste jeg, at det kunne noget. Så det tog noget tid, inden jeg fik den professionelle selvsikkerhed til, at jeg også turde stole på, at noget var sjovt, når jeg bare syntes, det var sjovt. Det var et stort skridt for mig, da jeg begyndte at lave videoer uden ham på min Instagram, fordi hele min satirepersonlighed var forbundet med ham i så lang tid, men mine videoer fik heldigvis god respons, og så har det udviklet sig derfra.

Det er vildt dejligt at vende tilbage til rollen som Selma i ’Sex’. Der er noget meget smukt eller magisk over, at første gang jeg spillede rollen, var jeg 20 år gammel, og det var en udgave af Selma, som nok også passede meget godt til mit 20-årige jeg. Hun var forføreren og lidt smart i en fart, men hun var samtidig også en, der havde rigtig meget facade og var rigtig sårbar. Nu, når vi skal sætte ‘Sex’ op som et teaterstykke, får jeg lov til at udfolde Selma mere, og hun bliver meget mere flerdimensionel. Det er for mig meget smukt, for det føler jeg også selv, at jeg er blevet, siden jeg var 20 år. Jeg har i hvert fald gjort et stort stykke arbejde for at nedbryde den ‘smart i en fart’-attitude, jeg havde, da jeg var yngre.

Dengang havde jeg en idé om, at folk kun ville have mig, når jeg var charmerende og sexet og kunne få folk til at grine og alle sådan nogle ting. Men jeg har prøvet at arbejde på at turde læne mig tilbage og tro, at der også er nogen, der vil have mig, når jeg bare ér. Det går også ret godt i spænd med Selma-rollen nu, hvor hun har langt flere facetter og mere sårbarhed, og hun ikke bare udelukkende er en forfører, der bare går rundt og pulserer hele tiden. Hun har også vildt mange sprækker og er også usikker og har noia.

Nu kommer jeg til at lyde meget som en 24-årig, men jeg får allermest af min comedy-inspiration på TikTok. Både på TikTok og på Instagram er det eksploderet med comedyindhold, og der er rigtig mange, lidt mig selv inklusiv, der er slået igennem på den måde. Jeg synes, at min karriere har taget fart, efter jeg har fået en Instagram-platform, der er blevet lidt stor.

Det er fantastisk, at man kan lave noget, der bare er fucking sjovt, uden det behøver være vildt velproduceret eller dyrt eller i høj kvalitet. Alt kan gå viralt, og det kan være alle mulige slags mennesker, for det er ikke noget med, at man skal have mange penge, eller man skal være født ind i filmfamilie – man skal bare have en telefon og en god idé. Det synes jeg virkelig har revolutioneret comedybranchen repræsentationsmæssigt, og det er fantastisk.

Når jeg selv skal lave indhold til min Instagram, har jeg normalt en meget fast proces. Jeg har en idébank – på et meget originalt sted: ‘noter’ på min telefon – hvor jeg skriver noget ned, hvis jeg får en hurtig idé eller begyndelsen på en karakter. Tag fx den seneste video, jeg har lagt ud, som handler om karakter, der præsenterer programmet for Straight Pride. Den video startede med en sætning, der dukkede op i mit hoved, som jeg så skrev ned: ’repræsentanten for ’Straight Pride’ præsenterer årets program’. Når jeg har så tid, sætter jeg mig ned og skriver et manus på det. Det er normalt bare en side, for det passer normalt meget godt til et minut. Så filmer jeg det, og det gør jeg tit bare in my room med min roomies ringlight – cause she's a model, så hun har et ringlight – og så optager jeg det og klipper det sammen. Det plejer ikke at tage særlig lang tid.

Jeg går også manus igennem med nogle af mine venner, og så sender jeg videoen til dem, inden jeg lægger det ud. Så spørger jeg: ’Hey, er det her sjovt, er der nogle faldgruber, er det problematisk, er der noget, jeg har glippet, er der noget, der kunne være sjovere?’ Og så giver de ligesom feedback. Nogle gange ender det med, at jeg tager noget ud, eller rykker noget rundt, eller optager det igen, hvis de siger, at der er en oplagt joke, jeg har glippet.

Engang lavede jeg en video, hvor jeg var sådan en irriterende kvinde, der lavede et selftape (video, som skuespillere laver i forbindelse med casting, red.). Jeg viste den til mine venner, og de sagde, at den havde misogyne undertoner. Vi talte det igennem, og så måtte jeg bare give dem ret. Det var egentlig lidt en joke på, at damer er dumme, og det tror jeg nogle gange, jeg godt kan have blinde vinkler i, fordi jeg selv har været en dame på et tidspunkt. Så kan man måske godt føle, at man har et fripas, men det har man jo selvfølgelig ikke. Jeg skrev det om, så det blev en mandlig karakter i stedet for, og det sagde mine venner god for.

Jeg synes nærmest udelukkende, at jeg har modtaget positivitet på de ting, jeg har lagt ud. Det er så forskelligt, hvor mange positive tilbagemeldinger man får, men den jeg får er nærmest altid positiv. Jeg får måske en kommentar hver tredje måned, hvor der er en, der skriver: 'du bliver aldrig en rigtig kvinde'. Hvor jeg så er sådan: 'nej, det er helt rigtigt....’. Men det er meget sjældent, det sker. Måske har det også noget at gøre med, at det crowd, jeg henvender mig til, er lidt ekkokammer-agtigt. Dem, der følger mig, er nok primært enige og interesserede i det, jeg har at sige. Og så er 98 procent af mine følgere på Instagram kvinder i alderen 15-30, og uden at lyde fordomsfuld – sagde jeg så og var fordomsfuld – er det nok en del af befolkningen, der er mindre problematisk end så mange andre befolkningsgrupper.

Hvis jeg bare var mig i et bredt radio- eller tv-format og snakkede om de emner, jeg gør, tror jeg helt sikkert, at jeg ville få mere hate, fordi der ville være nogle helt andre typer, der ville blive konfronteret med mig, og som helt sikkert ville have nogle ubehagelige holdninger til mig – men lige nu ved jeg slet ikke, om de ved, jeg eksisterer. Hvis jeg bliver ved med at vokse i min karriere, så kommer det da helt sikkert på et tidspunkt. Jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen store mediepersonligheder – som ikke er en average straight mand – der ikke modtager hate i den ene eller den anden størrelse.

Komik bliver rigtig, rigtig, rigtig spændende, når det gør lige så ondt, som det er sjovt – altså når det rammer det der sweet spot, hvor man ikke rigtig ved, om man skal grine eller græde. Og derfor synes jeg virkelig, at der kan ske nogle ret magiske ting, når drama og komik bliver blandet sammen. Det synes jeg, at der har været mange eksempler på, blandt andet med webserier, som jo er et format, der bare er eksploderet inden for de seneste år. Det gode ved webserier er, at en masse forskellige slags mennesker kan komme til at lave nogle ting, så det ikke kun er Adam Price, der kan skrive søndagsserier til DR – Adam Price har lavet nogle rigtig gode serier, det skal ikke være det, men det er jo alligevel ærgerligt, hvis det kun er ham, der skriver serier – så det er fedt, at en masse forskellige andre mennesker også har fået lov.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker bruger comedy som en ventil eller et frirum, hvor man bare kan grine, og hvor man ikke behøver at tage stilling til andet. Sådan kan jeg også selv have det nogle gange, for det er også vildt dejligt at have nogle ting, hvor man bare fjoller eller griner, og så er der ikke mere til det. Men for mig at se, så bliver det rigtig spændende, når man går spadestikket dybere: når der er noget på spil, hvor man sætter sig selv, eller nogle strukturer eller autoriteter i skudlinjen. Når der er et metalag af noget, der gør ondt eller er sårbart, samtidig med det er sjovt, så synes jeg virkelig, at det bliver rigtig, rigtig magisk. Når det er sagt, så synes jeg overhovedet ikke, at alle ting, man laver, skal have en højere mening. Det er jo også et pres, der kan dræbe ens kreativitet, men jeg kan mærke, at jeg bliver glad, når folk bestræber sig på også at have det dybere lag med en gang imellem. Det er der, mennesker kommer hinanden nærmere.

’Sex’ kan opleves på Aveny-T fra 17. november.