Stine Bramsens nye album hedder 'Blonde & Blank', fordi det er den kasse, hun typisk er endt i. Det vil hun gerne gøre op med nu

Det er virkelig tiltrængt for mig at udkomme med mit nye soloalbum, efter jeg har været et par år i Alphabeat-mode. Jeg glæder mig sindssygt meget til, at albummet og musikken skal ud i verden og leve, fordi det føles, som om jeg har fat i noget, der føles rigtig godt i maven, og som samtidig føles meget autentisk for mig.

Det har været målet, lige siden jeg gik solo, at jeg skulle vise lidt mere af, hvem jeg er. Det er jo uundgåeligt, at når man vokser op i og med et popband, så ender man lidt i en kasse, hvor folk tænker, at hun skal være sådan en, der er sød og pæn og glad hele tiden. Den kasse har jeg prøvet at bryde ud af i nogle år nu, og jeg synes, at jeg lykkes ret godt med det med albummet. Jeg er jo popsanger, men jeg er ikke glat. Og jeg er heller ikke blank.

Det er også derfor, at mit nye album hedder ’Blonde & Blank’, fordi det virkelig bare er den kasse, jeg typisk er endt i. Der er en eller anden ting med, at hvis man er popsangerinde og tit er stylet og med fuld makeup, så ender man i en kasse, hvor folk tænker, at man nok ikke har så meget mellem ørene. Det finder jeg bare sindssygt provokerende, og jeg har virkelig lyst til at gøre op med, at man sagtens både kan være popsangerinde og have noget mellem ørene.

Jeg er begyndt at arbejde med en ny sangskriver, Emil Falk, og det har gjort, at jeg har været kreativ på en anden måde. Helt konkret betyder det også, at der er kommet guitar på min musik – og det har der aldrig været før – så det er også en anden lyd med lidt mere rockede elementer, som jeg faktisk altid godt har kunne tænke mig at få ind i min musik. Jeg har jo udsendt et par sange i forvejen fra albummet, som ligesom viser vejen, så jeg tænker, at hvis der er nogen, der stejler over den nye retning, så er de allerede væk. Jeg tror også, at der er kommet nye til. Jeg føler i hvert fald, at der er nogen, der har fået øjnene op for, at jeg måske har noget lidt mere ærligt, end de regner med.

Det er, som om det er mere tilladt for en mand bare at stille sig op med sin guitar og synge fedt, hvor vi mere har brug for at forstå den kvindelige artist på en eller anden måde, så der bliver lavet en form for ramme til hende. Det synes jeg heldigvis, at vi er ved at gøre op med, og det vil jeg virkelig gerne være en del af. Jeg tror, det har været en lang proces, fordi musikbranchen er den maskine, den er. Da Alphabeat og jeg rykkede til England, hvor det er kæmpe pladeselskaber og en endnu større maskine end herhjemme, så skulle alle ligesom forstå, hvem Alphabeat var ­– og så blev det sådan lidt kunstigt, lidt ligesom med Spice Girls, hvor alle havde en rolle, hvem er den søde, hvem er den seje… Og der var jeg klart bare den søde pige i bandet.

Det var svært for mig at ryste det image og den følelse af mig. Det er vildt at tænke tilbage på, fordi jeg jo tit har taget teten i Alphabeat-interviews, når vi var på den røde løber, men det var altid med sådan en følelse af, at jeg skulle gøre det godt på andres vegne. Jeg skulle sige noget, som alle syntes var rigtigt, og på den måde bliver jo pænt og forsigtigt og også usikkert. Og det er jo klart, at når man gør det i mange år, så bliver man lidt en pleaser. Og jeg kan bare helt ærligt sige, at når jeg sidder her nu, og i de sidste mange interviews jeg har lavet, så er der ikke noget filter på, og jeg sidder ikke og tænker over, hvad det vil være godt at sige. Jeg kan bare fuldstændig være mig, og jeg er totalt stolt af, hvor jeg står lige nu, og jeg går også ind på scenen med en anden ’umpf’, end jeg gjorde før.

Det var en vild oplevelse for mig at stå på scenen til Smukfest. Jeg vågnede klokken 2.15 om natten og kunne ikke sove mere. Det endte med at blive sådan en dag, hvor jeg var i alle ender af følelsesspektret. Jeg tudede, og jeg var helt oppe at køre, og det var virkelig bare sådan en naturkraft i mig, der gjorde, at jeg kunne gennemføre den koncert, fordi jeg var så træt. Men jeg gik ind på scenen, og jeg nød det fra første sekund. Der blev taget så godt imod det, og jeg kunne mærke, at alt det forarbejde, vi havde gjort, som skulle hjælpe mig med at stå på scenen på en mere autentisk måde, det kunne jeg bruge. Det var bare virkelig overvældende. Jeg spillede to singler, som folk kendte, og så spillede jeg også to singler fra mit kommende album, som folk ikke havde hørt før, og publikum var bare med hele vejen.

Jeg fik nogle anmeldelser, hvor der blandt andet står, at jeg skal være den nye ligestillingsminister. Det er ikke, fordi jeg står på scenen og er vred på mænd eller skælder nogen ud. Det er bare sådan en feeling af feminisme, der er på scenen. Jeg vil også gerne være ansvarlig for, at der er en bredere repræsentation. Jeg har fx mange kvinder i mit band, og det er vigtigt, tror jeg, så en pige på 14 kan se det og tænke: ‘jeg kan sgu også blive trommeslager.’ Det skal jo helst nå dertil, hvor det ikke er noget, man tænker over, at jeg har mange kvinder på scenen, og det drømmer jeg virkelig også om, at vi når.

Man bliver chokeret over, hvor langsomt det går med repræsentation i branchen. Vi har alligevel snakket om det i nogle år, og alle har anerkendt, at det er et problem – men hvorfor får festivalbookerne så ikke kigget på, hvad de rent faktisk ender med at booke? Hvis man spørger mig, skal det ikke være kvoter, og det behøver heller ikke være 50/50. Men det er da tankevækkende, at samtlige festivaler har en underrepræsentation af kvinder, ikke? Der bliver man jo nødt til at kigge indad og overveje, hvorfor det er sådan? Har vi ikke kigget godt nok på, hvad udvalget er? For der er jo mange dygtige kvindelige musikere derude.

Stine Bramsens nye album ’Blonde & Blank’ udkommer 28. oktober. Hun kan opleves live på flere spillesteder fra starten af det nye år. Se mere her.