Fredagsklummen Marie Louise Wedel Bruun: "Mit ELLE-liv"

Marie Louise Wedel Bruun: "Mit ELLE-liv"
Illustration: Mette Boesgaard

Fredag den 21. september 2018 markeres de første 10 år med dansk ELLE med en kæmpe fejring; morgenmad, afternoon tea og cocktailparty – og natklub til natmad. Alt holdt i lyserødt og godt med champagne. Da vil det være præcis 10 år siden, vi som nystartet hold blev præsenteret for offentligheden på Det Kongelige Teater, og præcis 10 år siden, mit liv tog en alvorlig drejning.

Egentlig begyndte tilløbet længe før 2008, nemlig i 2001, da jeg i avisen læste, at der ville blive lanceret et ELLE i Danmark. Det var før, internettet for alvor kunne noget, så jeg ringede straks til journalisten og fik kontaktinfo på hende, der skulle være chefredaktør, Malene Malling. Jeg fik forklaret Malene Malling, at der ikke kunne laves et dansk ELLE uden mig, da jeg er flasket op med det franske (hånd i hånd med bøger og chokolade), og hun inviterede mig til at lave udkast til boganmeldelser. Det blev til et enkelt møde og ikke mere, og da Malene Malling skulle til at præsentere danskerne for Frankrigs yndlingsmagasin, satte den 11. september for alvor en stopper for det hele. Det franske moderforlag trak sig af bekymring for, hvordan verdenssituationen ville se ud nu, så der stod hun med et så godt som færdigt blad. I stedet købte forlaget Benjamin det, og bladets navn blev Costume.

Tre år senere ringede jeg igen til Malene Malling, der nu var stoppet på Costume, for at høre, om ikke man skulle genoptage ideen om at lancere ELLE. Naaarh, ikke lige nu i hvert fald; hun var ved at lave et blad, der hed Cover, men jeg var velkommen til at byde ind. Det gjorde jeg ikke – det var jo ELLE, jeg var interesseret i. ELLE, som jeg elskede og betragtede som magasinernes magasin med sit evige fokus på kvinder og på samtiden på en forfriskende virkelighedsnær måde.

Der gik tre år mere, så var jeg i London i december med en veninde for at se en udstilling i anledning af 70-året for Diors New Look. En af dagene var vi med til en dansker-julefrokost, og der kom jeg til at sidde ved siden af Malene Mallings søster. Jeg tog det som et tegn og ringede til hende igen, da jeg kom hjem. ”Prøv at skrive til Aller, de har vist gang i noget,” var svaret. Som sagt så gjort, og ganske rigtigt: Pernille Aalund, Allers daværende magasindirektør, ville først lige vide, hvad jeg vidste – ”ingenting!” – og så vende tilbage til mig.

Efter nytår blev jeg indkaldt til jobsamtale mod at skrive under på en tavshedsklausul, og ellers ville jeg miste såvel min førstefødte som alle tænderne i overmunden, eller noget i den stil. I hvert fald tav jeg fuldstændigt stille over for alt og alle om, at jeg i foråret 2008 blev ansat på det spritnye, endnu ikke opstartede ELLE i Danmark, og at min chefredaktør hed Cecilie Christiansen (nu Ingdal). Hende kendte jeg fra mit freelancejob som korrekturlæser på gratismagasinet Where2Go, og hun har siden dengang stædigt holdt fast i, at jeg stod på hendes liste over personer, inden jeg selv meldte mig på banen. Men hvad ved jeg. Jeg ved bare, at mit ønske gik i opfyldelse.

Det var en vild fornemmelse – ikke mindst fordi jeg aldrig for alvor havde haft så entydigt et mål som netop ELLE, og nu var det nået. Og det var vildt, fordi jeg fik lov til at være med til at definere, hvad en dansk version af ELLE skulle være. Og alle jer, som tror, at vi magasindamer primært er drevet af overdådige middage, overjordisk smukke modeshows, vilde rejsemål og kendte mennesker, må jeg desværre skuffe. Vi er først og fremmest drevet af at få lov til at være med til at definere vores samtid. At være det spejl, læserne kan se i, for både at blive smukkere og klogere og ikke mindst inspirerede. Og jeg elsker det, fordi jeg har så stor respekt for ELLEs ånd og historie og ikke mindst for de kvinder, som ELLE er skabt for. Kvinder som dig, og kvinder som mig.

Så tillykke til dansk ELLE, og tillykke til alle os, der hver dag vælger at være en del af vores samtid både udenpå og indeni. Jeg er vild med det!