Fredagsklummen Malou Wedel Bruun: "Derfor er dit modemagasin vildt billigt!"

Illustration: Mette Boesgaard

At arbejde på et modemagasin er til tider en blandet oplevelse.

Blandet, fordi der er så meget adrenalin over at lave det; fra idegenereringen til eksekveringen, møder, sparring, interview, styling, at arbejde sammen med de absolut bedste på deres felt. Dem, der er de udvalgte få. Dem, der er blevet ved og ved og ved, til de nåede toppen, og så blev ved og ved og ved med at perfektionere deres kunnen for at forblive på toppen.

Det inspirerer, og det stiller krav til en selv, og det er FEDT! Og blandet, fordi man fra tid til anden møder folk, som ikke kan se pointen i at bruge 75 kroner på et magasin; ”det er simpelthen for dyrt.”

Jeg er selv meget opmærksom på, hvad jeg bruger penge på, og prøver derfor virkelig at forstå argumentet. Det eneste, jeg til nøds kan komme frem til, er, at det er dyrt, fordi det ser dyrt ud? Eller fordi der optræder dyre ting på siderne? Men idet du køber et magasin, træder du jo ikke ind ad en portal, hvor griske modefolk står på begge sider af dig og hiver penge op af dine lommer. Tværtimod – ingen tvinger dig på ud på en strøgtur; et modemagasin er ren inspiration blandet af ingredienser fra de absolut dygtigste kræfter.

Læs også: Fredagsklummen: Rebecca Laudrup: "Vi har så travlt med at have travlt"

Og det er helt utroligt tilfredsstillende, når alle de gode håndværkeres ingredienser går op i en højere enhed og bliver serveret på smukke, glittede sider i et lækkert, glossy omslag til dig, kære læser. Så du kan blive inspireret i din hverdag. Måske blive løftet lidt væk fra, hvor du er, eller måske bare læse den ene sætning, der ikke vil slippe dig igen, men som bliver hos dig og gør dig klogere og sætter hele din situation i relief. For ikke at tale om, hvad det kan betyde pludselig at klæde sig bare en my anderledes på. Du ser dig selv anderledes, og det gør andre også. Du kan tilføre dig selv styrke, blidhed, sjov og ballade … og dermed høre nogle andre sætninger fra de mennesker, du taler med, om det så er i bussen, på jobbet eller til en fest.

Der skal så lidt til! Og det behøver som sagt ikke koste en formue. Tværtimod. Jeg har altid selv prioriteret at købe modeblade, også som helt ung. Jeg vidste da godt, at jeg ikke havde råd til 90 % af tingene, ja, det var sikkert 95 %, men jeg sugede til mig af stylingtips, og dét, jeg ikke kunne genskabe ud fra min garderobe allerede, det købte jeg billige versioneringer af. Dengang i 90’erne skulle man f.eks. pludselig gå i skotskternet, ligesom übersyntetisk bamsepels var det eneste rigtige i en periode. Så fandt jeg en grøn og blå skotskternet nederdel i en Røde Kors-butik og noget chokoladebrun bamsepels i en Stof 2000 og syede en bred kant på nederdelen. Voila, hvor svært kunne det være? Og det havde jeg altså ikke fundet på bare ved at kigge på mine veninder.

Og så er der som sagt alle de kloge kvinder, der følger med. Kvinder, der meget ofte har sat alt på et bræt for at forfølge deres drømme. Tror du lige, det har været til inspiration for sådan en som mig, hvis vej via universitetet ellers var så godt som banet? Sådan nogle kvinder kan du møde i ELLE hver måned. Kvinder, som finder deres helt rette plads i livet og i samtiden, og som er gode til at sætte ord på det. Tro mig, det er dyrekøbte erfaringer, som du får for det, som en pizza koster. Eller halvanden kop kaffe. Eller et glas husets vin. Eller trekvart biografbillet. Eller … fortsæt selv.

Men det er jo faktisk ikke helt sandt. For de 75 kroner, som ELLE koster hver måned, inkluderer også altid et andet magasin, nemlig interiørbladet ELLE Decoration eller herremagasinet Dossier. Så for noget, der minder om 40 kroner og dermed en kop kaffe, får du stof til alt fra dit look til dine samtaler og videre planer for livet. Tanker og ideer, du kan dele med din veninder, søstre, mor …

Så er et modemagasin dyrt? I think not. God læselyst.

Relaterede artikler