Fredagsklummen Fie Vørts Andersson: "Kærlighed og kildevæld"

Fie Vørts Andersson: "Kærlighed og kildevæld"
Illustration: Mette Boesgaard

Vi kender alle følelsen, når det kilder lidt i maven over et eller andet spændende, som du ikke helt kan sætte ord på. Det føles enormt godt og dejligt, og ens smil er større end nogensinde.

Kærlighed. Kærlighed er noget af det bedste, men også noget af det hårdeste. 

Der findes mange dejlige mennesker derude, men hvordan ved vi egentlig, hvem der er den rette for os? Vi dater på livet løs, swiper til højre og venstre som aldrig før, men finder vi det, vi søger i en partner? Eller nøjes vi bare. Jeg har flere veninder, der har mødt deres kærester på Tinder, hvor det er den helt ægte kærlighedshistorie med forlovelse, børn og hele molevitten. Jeg har samtidig også dem, hvor deres første date var et værre mareridt, og de bare fik lyst til at slette app'en igen.

Jeg tror det vigtigste, når man skal finde sin partner, er at være tro mod sig selv.

Det kan godt være, at du ikke helt ved, hvad du søger, men de fleste har en idé om, hvad kærlighed er for dem. Med det sagt - hvordan ved man så, om det er kærlighed eller bare idéen om at have den her person helt tæt på sig? Vi overskrider vores grænser og blotter os selv gang på gang og kaster os ud i det med oprejst pande og tror på, at denne gang må det være den rigtige.

Jeg har lært, at nogle mennesker formår man aldrig at glemme. Der findes nogle få personer, der har eller har haft en så stor indflydelse på vores liv, at lige meget om man er endt sammen eller ej, så har de gjort en forskel, og man vil aldrig glemme dem. Det kan både være gode og dårlige oplevelser, men i stedet for at se sig sur på hele verden over at være blevet droppet (inkl. mig selv), og tænke at alle mænd bare er nogle idioter, så prøv lige at vende den om engang, og tænk på alle de gode minder, du trods alt har haft sammen med den person. Det hele har jo ikke været dårligt - for ellers havde man vel ikke brugt al sin tid på dem? Der skal som sagt to til en tango.  

Køb et abonnement på 3, 6 eller 12 numre af ELLE fra 119 kr.

Sidste år mødte jeg en fyr, som har gjort et stort indtryk på mig på så mange forskellige måder. Han er et af de mest inspirerende mennesker, jeg har mødt og hans syn på livet var til dels anderledes end mit, hvilket var så befriende. Det satte en masse ting i perspektiv og gjorde, at jeg satte mere pris på de mennesker, jeg har omkring mig og de ting jeg får lov til at lave via mit arbejde.

Det var samtidig også skræmmende, fordi inden jeg mødte ham, havde lukket mentalt ned for mine følelser i 4 år af private årsager, der gjorde, at jeg var nødt til at være egoistisk og kun tænke på mig selv. Mødet med denne fyr gjorde dog, at jeg for første gang efter de 4 år mærkede nogle følelser, som jeg ikke havde haft med at gøre i så lang tid - og som gjorde, at jeg følte mig i live som aldrig før, tryggere end nogensinde og mest af alt med sommerfugle i hele kroppen.

Jeg var ramt af kærlighed og kildevand, som man siger. Og hvem havde troet, at han var det, der skulle til, at jeg mærkede mig selv igen og hvordan det føltes at give slip og føle kærlighed og lykke på et plan, jeg fuldstændig havde glemt eksisterede?

En ting er i hvert fald helt sikkert; kærlighed er noget, vi alle behøver - om det er i form af en kæreste, familie, venner eller kollegaer. Det er en så stærk følelse og oplecelse, og vi burde alle være bedre til at sætte pris på den.

Jeg tror i hvert fald, at mit lille kærlighedsbudskab med den her klumme er, at man skal gøre, hvad der føles rigtigt for sig selv, men for guds skyld aldrig give op på kærligheden, lige gyldigt hvor svært det end kan være. Der findes nogle til os alle derude, så længe vi bare tror på det. Og så brug endelig alle de minder, oplevelser og erfaringer til noget positivt, som du garanteret har fået med fra tidligere forhold. 

Relaterede artikler