Fredagsklummen Emilie Zerlang: "Jeg flytter aldrig tilbage til Jylland... Eller gør jeg?"

Illustration: Mette Boesgaard

Lad mig starte med at slå én ting fast: Jeg elsker at bo i København, og lige nu og de næste mange år, kan jeg ikke forestille mig at bo noget andet sted, end lige præcis der, hvor jeg bor nu. På skønne Nørrebro lige overfor den gule mur til Assistens Kirkegården, hvor træerne flere gange om året får mig til at kigge ud over, hvad der lige så godt kunne være min baghave. 

Selvom jeg “kun” har boet i København i 5 år til sommer, går min kærlighed til København længere tilbage.

Lidt udenfor storbyen, nærmere betegnet i Nærum, blev jeg nemlig født for lige præcis 30 år siden. Det blev dog kun til 3 år, før mine forældre solgte deres lejlighed og flyttede præcis 354 km. væk til Vestjylland i Holstebro, hvor min far fik arbejde. Jeg tænker ofte over, hvordan min mor i en alder af 28 år med alle sine venner og veninder i København kunne flytte så langt væk. Og ikke bare langt væk, men til Jylland i en lille by, hvor hun ikke kendte et øje, og hvor den sidste butik i gågaden lukkede og slukkede præcis klokken 17.00, hvorefter der var stille. Helt stille. Men hvad gør man ikke for sin familie, som hun altid har sagt. 

Læs også: Fredagsklummen: Maria Frederikke Munch Thorgaard: "Jeg er..." 

Selvom jeg er født i Københavnsområdet, var det en kort fornøjelse, og når jeg bliver spurgt, hvor jeg er fra, er mit svar derfor altid Holstebro - og til folk (særligt i København - sorry to say it) altid efterfulgt af sætningen: "Kender du Herning - super - så er det cirka 30 minutter i bil derfra". Og så er folk nogenlunde med. Hvad fanden er der med Herning, får man nogle gange lyst til at sige? Vildt, hvad det kan gøre for en by at kunne kalde sig værter ved VM i håndbold og få en motorvej direkte til Aarhus.

Men tilbage til Holstebro. For den kan altså også noget. Det blev nemlig byen, hvor jeg voksede op, gik i skole, havde hele min ungdom og på alle måder fik den mest trygge opvækst, jeg kunne have drømt om.

Byen, hvor de fleste kender hinanden, hvor idrætsforeningsmilljøet er på sit højeste, hvor man ikke skulle “vælge” gymnasium (for det var ligesom kun ét), og hvor man ikke kunne tage i byen, uden at støde ind i hinanden på Buddy Holly, fordi det ligesom var stedet at feste, eller hvor man sagtens kunne cykle hjem fra byen om natten uden selv (eller som forældre) at være det mindste bekymret for, at der skulle ske noget. Eller at vi alle sammen havde de samme studiejobs i gymnasiet - enten stod du i Kvicklys kundeservice, i Scala Biograf, ved disken på McDonalds eller serverede mad til alle børnefamilierne på Jensens Bøfhus. Mulighederne var med andre ord begrænsede, men det gjorde ingenting. For alle var i samme båd, og så var det altså ret hyggeligt. Alle var ligesom i den samme lille boble. 

Læs også: Fredagsklummen: Johanne Brostrøm: Om at følge sin mavefornemmelse

Men præcis som de fleste andre af mine venner og veninder hjemmefra, flyttede jeg hjemmefra efter gymnasiet for at studere i en storby - vi delte os alle mellem Aarhus, København og Aalborg, og det var på alle måder tiltrængt. For selvom vi allesammen holdte af vores liv i Holstebro, så havde vi - selvfølgelig - også en længsel efter noget “større”, hvorfor livet naturligvis skulle leves videre i Aarhus og København, hvor pulsen, mulighederne, oplevelser og mennesker er større og flere - og halleluja for det, har jeg siden tænkt, og jeg har da også svoret, at jeg aldrig skulle “tilbage” til en provinsby eller Jylland generelt. 

Men...

Her må jeg nok tage mine ord i mig igen, eller i hvert fald gradbøje dem lidt.

Jeg er stadig der, hvor jeg ved, at jeg aldrig kommer til at flytte tilbage til Holstebro specifikt, men tanken om at flytte til en større provinsby i Jylland, vokser lidt i mig her på mine senere dage. For der er altså noget over Jylland, den natur flere af de størrer byer er omgivet af, mentaliteten, venligheden og sammenholdet, som jeg godt kan savne i København. Og som jeg gerne vil give videre til mine egne børn. 

Jeg kommer ikke til at flytte fra København i morgen, men om 5 år? Sandsynligvis. 

Relaterede artikler