Fredagsklummen Anne P: "Mor, er jeg tyk?"

Illustration: Mette Boesgaard
Jeg skrev for nogle år siden et blogindlæg om, hvor magtpålæggende det er for mig, ikke at overføre mine egne usikkerheder til min datter. Jeg skrev om, hvor vigtigt et job det er for os mødre, der har døtre, at de har noget at spejle sig i, der reflekterer selvsikkerhed og balance.
 
Når min datter kommenterer min bløde mave, fortæller jeg hende stolt, hvor god en mor-mave det er, og at jeg derinde, har produceret to helt perfekte børn. Ingen grund til at fortælle hende om min utilfredshed ved mit blæver. Nej, for det er jo i det store hele ikke vigtigt. Jeg ville nemlig blive så frygtelig ked af det, hvis min lille pige hadede hendes udseende, fordi hun havde hørt mig kritisere alt det ved mig selv, som jeg måske er utilfreds med. Det er helt ærligt ikke noget, jeg bruger lang tid på længere, men jeg har jo også været ung og usikker engang.
 
 
Sagen er jo den, at min fine lille datter jo er helt perfekt. Hun er nøjagtig, som hun skal være. Og hun er sund og rask, klog, empatisk, sjov og mega modig. Hun er 6 år, og besidder den Pippi Langstrømpe-indstilling, hvor hun som udgangspunkt tænker, at hun er god til ALT – også selvom hun aldrig har prøvet det før. Hun synes, hun er smuk og sej, og jeg giver hende helt ret. Jeg håber, af hele mit hjerte, at jeg formår at give hende al den selvtillid og selvværd med i hendes opvækst, hun kunne få brug for, at hun altid vil vide, at hun er 100% god nok – også selvom hun f.eks. ikke ligner, hvad der nu vil være idealet om 10-15 års tid. 
 
Jeg bliver forholdsvis ofte spurgt, om jeg ville lade min datter blive fotomodel, skulle hun vokse op og være fotogen og høj, ligesom jeg selv var (tilbage i et andet århundrede). Og på den ene side så – ja! – jeg under hende da bestemt at få lov til at se lige så meget af verden, som jeg har. Under hende at møde lige så mange fantastiske og kreative mennesker, som jeg gjorde gennem mine 11 år som model. Men omvendt – hvis der er en branche, hvor hun vil blive bevist om hendes såkaldte fejl, så er det som model. Er dine ankler slanke nok, hofterne smalle nok, knæene for fede, fingrene tilpas lange, næsen lige nok – whatever! – Ting, du kan leve et helt lykkeligt liv uden nødvendigvis at vide, hvis du ikke blev gjort opmærksom på det qua dit arbejde. Fordi selvom du bliver rost som model, og får at vide, hvor smuk eller cool du er, så får du også at vide alle de ting, der ikke er perfekte – i andres optik.
 
Jeg har heldigvis lært at leve med alle mine ufuldkommenheder. Og tro mig – der er mange. Men der er da også masser af ting, der kører ganske ok for mig. Så jeg har lært at være fløjtende ligeglad med mine såkaldte ’fejl’. Og min datter skal ikke kende til dem, og derfor tænker jeg meget over at fortælle hende, hvor sej jeg er. Når hun komplimenterer mig, siger jeg tak uden forbehold, og uden at tilføje noget ’men’, og returnerer med glæde oprigtigt komplimentet.
 
Gad vide, hvor hun har sin Pippi-tro fra?
 
 
Så giv dig selv et break. Vær den bedste version af dig selv, giv komplimenter (også til dig selv). Vær sød ved dig selv. Og husk at fortælle dine veninder – særligt dem der er mødre, hvor fantastiske de er. Fortæl dem uforbeholdent om de ting, du elsker ved dem. Hvorfor de beriger vores liv, og hvorfor du holder af dem.
 
Det varmer, og lander alt for tit på et meget tørt sted.
 
Kh. Anne
 
 

Relaterede artikler