Kommentar: "Fodbold er ikke længere bare en sport. Den kan rykke ved noget større, hvis vi tør"

Aram Ostadian-Binai er stifter af og direktør for The Soulfuls. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Når vi står på den anden side af VM, vil vi så have ændret ved noget?

Hvis det står til mig, så ja. Fodbold er ikke bare fodbold længere. En VM-turnering i Qatar ikke er bare en turnering, hvor det bedste fodboldhold skal vinde og pokalen er alt, vi kæmper om. Fodbold er politisk. For når mennesker skal frygte for deres sikkerhed, når de spiller på banen, eller når de sidder blandt publikum på stadion, så bliver fodbold politisk.

I disse uger spilles der VM i fodbold i Qatar. En værtsnation, der er omdiskuteret og hårdt kritiseret på baggrund af deres kvindesyn, LGBTQ+-personers rettigheder og den umenneskelige behandling af migrantarbejdere. Og det er her, at fodboldspillernes og trænernes virke skal række ud over at performe på fodboldbanen. Det er her, de skal bruge deres magt og den enestående mulighed, det er, når flere end én milliard mennesker på tværs af mere end 200 lande lukker op for tv’et, og følger med i kampene. Det kalder jeg impact.

Fodboldens popularitet er en refleksion af samfundet og dets problemer. Derfor kan fodbold også være en stærk katalysator for forandring.

Hvad er egentlig på spil?

Jeg selv er vokset op i Iran. I et land, hvor kvinder ikke er tilladt på fodboldstadion. Som teenager så jeg fodbold som en sexistisk sportsgren, selvom min mor var mere optaget af fodbold end min far. Og selvom FIFA i deres vedtægter gør klart, at “kønsdiskrimination, herunder nægte kvinder adgang til stadioner, kan straffes med udelukkelse”, er det ikke regler, som Iran følger.

Det store pres fra regimet lander også på det iranske landsholds spillere. Så når de vælger at vise solidaritet med det iranske folk, ved ikke at synge med på deres nationalsang, får det konsekvenser for dem, når de vender hjem. De betaler en høj pris.

De spiller på trods af det pres, trusler mod deres familier, og i aften er de på banen igen. Denne gang mod USA, som regimet ser som den største trussel mod landet. Måske VMs mest politiske spil, hvor liv og sikkerhed af landsholdsspiller og familier er på spil.

Du kan vælge at være en allieret

Sidste år, i 2021, fulgte jeg med i EM-finalen mellem Italien og England, der skulle afgøres ved straffespark. Kane og Maguire scorede, mens Rashford, Sancho and Saka missede. England tabte derfor finalen. Den første tanke, der slog mig, var, at det nu ville det sikkert handle om, at de tre sorte spillere ikke scorede, men det gjorde de to hvide spillere. Den tanke viste sig, at være som taget ud af virkeligheden.

I dette tilfælde stod de hvide spillere skulder ved skulder med deres medspillere, og de knæler stadig før kampe for at markere deres modstand mod racisme.

Det handler om at være en god allieret, som tør tage en kamp op og bruge sig selv til gavn for andre.

At gøre noget, er bedre end at gøre intet

Fodbold er en sportsgren, vi ikke kan ignorere. Det er en sportsgren, vi ikke kan undvære og som er så forankret i vores kultur. Men vi skal kræve en højere standard. Vi skal kræve af vores spiller, trænere, fodboldforbund og dem, der hujer fra tilskuerpladserne, at fodboldkulturen er for alle. Og vi skal åbne vores øjne overfor det evidente politiske spil, som fodbold også er.

For når en kvinde ikke er tilladt adgang på et fodboldstadion i Iran, så er det politisk. Når en homoseksuel person ikke kan føle sig tryg på et fodboldstadion i Qatar, så er det politisk. Når sorte stjernespillere ikke kan fejle uden at blive krænket i Europa, så er det politisk. Det er ikke fodbold as usual. Det er diskrimination. og det er forkert.

Fodbold har altid været politisk. Det vil dets fremtid også være. De som argumenterer for, at man ikke skal blande fodbold og politik, separerer disse to kun for problemstillinger de ønsker at ignorere.

Men hvad skal vi så gøre? Millenial og sneaker-entusiast, Sally Javadi, udtaler sig i et interview med Livesocore om det iranske landshold stille protest og siger: “Anything is better than nothing”. At gøre noget, er bedre end at gøre intet.

Forandring kan ikke ske, hvis ikke vi tør løbe en risiko og acceptere, at det vil gøre ondt. For vi har ikke råd til ikke at gøre noget længere. Det skal ikke være kvinder, LGTBQ+-personer og minoriteter, der skal tage smerten og kampen igen. Men det bliver det, hvis ikke vi gør noget.

Mit håb er, at når vi tager hjem fra Qatar, så vil der være skabt en ring i vandet. Så vil fodboldspillerne bruge deres status som ikoner til at tale til deres fans og inspirere til at fortsætte kampen, der hvor de er. Mit håb er også, at du vil bruge din stemme til at sige noget og risikere noget for en sag, der er større end dig selv. For kvindekampen i Iran, for LGBTQ+-personer, for migranter, for friheden, vi alle bør have.

Så, Kære Landshold, Kære tilskuer, Kære fodboldentusiast. Kræv en højere standard. Brug din stemme og dine handlinger til at sige fra. Tag armbåndet på. Risiker noget. Hvis ikke for dig selv, så for dem, der skal betale prisen, hvis ikke du gør.