Katherine Diez: "Hvis kvinde er kvinde værst, så er det, fordi hun har en virus, som er skabt af patriarkatet”

Jeg er kvinde. Mit umiddelbare gæt er, at du, som læser dette, også er kvinde. Det er chancen i hvert fald stor for. Hvis du er kvinde, så har du og jeg ubegribeligt meget til fælles.

Vi deler så mange vilkår i verden alene på baggrund af vores køn: Kropslige, strukturelle, videnskabelige, følelsesmæssige vilkår, som går forud for alle andre betydningsfulde, sociologiske variabler. Og uanset om du er en ‘offentlig person’, som jeg er, eller ikke, så ved jeg, at du ved dette: Ingen kan tale og skrive så sexistisk til og om kvinder … som kvinder. I hvert fald kan ingen tale og skrive på en måde, som gør lige så ondt på kvinder, som kvinder kan.

Ligesom med komplimenter, der bare betyder mere, når de kommer fra en anden kvinde, gælder det også, når det går den modsatte vej. Jeg ved, du har oplevet det. Måske er du blevet ked af det på egne eller andres vegne. Måske har du selv været skyldig i at tale eller skrive sexistisk om andre kvinder? Har du i så fald tænkt over hvorfor?

Man siger nogle gange, at kvinde er kvinde værst. Men i virkeligheden, ikke? Så køber jeg den ikke en skid. Og endnu mindre vil jeg finde mig i den dogmatiske hovedpude for altødelæggende adfærd mellem kvinder, som om det skulle være en eller anden darwinistisk lovmæssighed. Hvis kvinde er kvinde værst, så er det, fordi hun har en virus, som er skabt af patriarkatet. “Jeg kan bedst lide at hænge ud med mænd, fordi der er så meget drama med kvinder.”

“Feminister gør mig flov på mit køns vegne.” “Jeg fatter ikke, hvad mænd ser i hende, hun opfører og klæder sig jo som en dulle.” Jeg ved, du har hørt det hele før. Måske har du selv sagt det. Jo flere kvinder, denne virus spredes til, jo mere fordelagtigt er det for patriarkatet, som vokser sig større, federe og mere magtfuldt, når kvinder undertrykker sig selv gennem rivalisering af hinanden i stedet for at rette amazoneblikket mod netop dét. Det blodsugende patriarkat.

Virussen har et navn: internaliseret sexisme.

Derfor, kære medsøster, skriver jeg dette essay. Fordi virussen kun kan bekæmpes gennem kvindeflok-immunitet. Men jeg skriver også i håbet om, at det, imens jeg skriver, vil gå op for mig, hvad det er for (forsvars)mekanismer, der får nogle af os til konkret at handle på den internaliserede sexisme, ingen kan undsige sig nogensinde at have mærket, når det helt logisk er som at skyde os selv i foden.

Når vi er usolidariske, er vi længere fra at opnå ligestilling og frihed. Det vi alle sammen ønsker os. Hvordan kan det så være, at nogle kvinders internaliserede sexisme ender i indbakken eller i kommentarsporet hos andre kvinder? Er vi lige så slemme, som før suffragetterne gik på barrikaderne, og rødstrømperne brændte bh’erne? Eller er vi rent faktisk blevet mere bevidste om, at visse følelser, vi sidder med, skyldes internaliseret sexisme – og derfor bedre i stand til at stoppe det?

Jeg er selv blevet meget påvirket af ubehagelige kommentarer udledt af internaliseret sexisme i mine år som kendt kvinde. “Føj, hvor er det sørgeligt, at du føler, du er nødt til at flashe dine patter til hele verden for at blive anerkendt”, skrev en medsøster for ikke så længe siden til mig på Instagram. “Du knepper dig til succes og gør livet svært for os ærlige, hårdtarbejdende kvinder,” skrev en anden. “Du kan jo ikke en skid ud over at gøre opmærksom på dig selv,” skrev en tredje engang. Udsagnene er ikke sande. De er fordomme. De er afsendt af kvinder, som ikke kender mig. Måske refleksioner af deres egne mindreværdskomplekser.

Alligevel får jeg akut ondt i maven og bliver svimmel af angst hver gang, jeg åbner dem. Som regel er der ingen særlig anledning. Anledningen er, tror jeg, at jeg bare er mig, og jeg er offentligt tilgængelig som skydeskive. Dermed ikke påstået, at det kun er kendte kvinder, der modtager hadbeskeder. Jeg kender helt almindelige, unge gymnasiepiger, som modtager de frygteligste ting i indbakkerne på deres SoMe-platforme. Ting, som ville have givet mig angst og PTSD for resten af livet, hvis den internetkultur, der hersker i dag, også havde hersket i 2007, hvor jeg var teenager.

Hadbeskeder fra mænd har aldrig sådan for alvor rørt mig. Simpelthen fordi de kommer fra mænd. De har ofte en stærk seksuel (ikke blot sexistisk) innuendo, som f.eks.: “Hvor ville det klæde dig at holde kæft med min store pik munden”. Der findes et citat fra Margaret Atwood, forfatteren til romanen ‘The Handmaid’s Tale’: “Mænd er bange for, at kvinder vil grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel”.

Det beskriver rammende, hvorfor den slags kommentarer ofte kan gennemskues, for det de er: En mandlig utilstrækkelighed i mødet med det kvindelige, der ikke er føjeligt og bøjeligt. Endnu en patriarkalsk opfindelse: Hvis ikke kvinden viser manden underdanighed og respekt, eller oversat til mere moderne tid; hvis manden ved, at kvinden er uden for hans rækkevidde, må han sørge for oprejsning for sin store, stærke, sårede manddom. Og det gør han i dag mest effektivt ved at sende hende en voldtægtsbesked. Formentlig mens han sidder i sin mors kælder og ryger hjemmerullede smøger og spiser ostepops.

Det er ikke fordi disse mænd, de notoriske incels (involuntary celibate, på dansk ufrivilligt cølibat), er ufarlige. De betegner en gruppe af mænd, som føler sig svigtet af kvinder generelt. Nogle af dem er så vrede, at de begår, eller ønsker at begå vold og drab. Det er en gruppe, som vi må forsøge at uddanne, og som i øvrigt må og skal tages alvorligt af psykiatrien. Men personligt føler jeg mig ikke ramt af en klam overgrebsbesked. Følelsen af væmmelse forsvinder, i det jeg trykker ‘slet’ og ‘bloker’.

Men følelserne forsvinder ikke, når jeg modtager sexistiske beskeder fra kvinder. De sidder i mig. Længe. Hvordan kan hun skrive sådan? En kvinde ligesom mig? Jeg forstår det ikke. Men jeg forstår det måske godt. Intellektuelt. Lisa Taddeo, der er en af mine yndlingsforfattere, skriver i sin nonfiktions bog ’Tre kvinder’:

“En del af arven forbundet med at have levet underlagt det maskuline blik gennem århundreder er, at heteroseksuelle kvinder ofte ser på andre kvinder med samme blik som mænd.” Det husker jeg mig selv på, når jeg møder internaliseret sexisme. Det er ikke ondskab, selvom det føles sådan, når man modtager en sex-istisk besked fra en anden kvinde.

Typisk er afsenderen ikke ældre kvinder, som man kunne foranlediges til at tro, når man ser, hvordan de dominerer de afskyelige kommentarspor på Facebook, hvis en smuk, forhenværende statsminister har en nedringet kjole på til fest. De ældre kvinder er vokset op med et mere snævert syn på kvindelighed og seksualitet. De er vokset op i en tid, hvor ligestilling stadig var noget, kun radikale feminister talte om. De har været vant til, at deres værd skulle bedømmes ud fra mænds begær efter dem. Patriarkatet i en nøddeskal. Sexismen er blevet internaliseret i dem, og de konkurrerer med hinanden.

Jeg tror, de yngre generationer af kvinder er bedre uddannet. Men det er alligevel kvinder på omkring min egen alder, der trykker ‘send’ på de beskeder. Og det giver endnu mindre mening, fordi vi også er hinandens fæller i kraft af det sted, vi er i livet. Tænk, hvad vi opnår, når vi slår os sammen. Helt utrolige ting. Eller helt rimelige ting, som mænd har opnået så længe før os ved at hjælpe hinanden frem med en hestesko og et klap på skulderen. Det er ikke mere end få år siden, jeg selv lærte at forstå værdien i at dyrke det kvindefællesskab, der løfter, styrker, forbedrer og befrier. Politisk, professionelt og privat. Nu forstår jeg ikke, hvorfor det skal være svært at melde sig ind i det. Det er så ensomt at stå alene.

Madeleine Albrights nok mest kendte citat er: “Der findes en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke støtter andre kvinder”. Men det er en helt forfejlet måde at anskue problemet på. Når kvinder ikke støtter hinanden, er det patriarkatets skyld. De skal ikke sendes i helvede. De skal bare kureres og ønskes velkomne i fællesskabet. Jo flere, jo bedre