Biografaktuelle Emilie Kroyer Koppel: “Jeg er så træt af, at kvinder ofte bliver iscenesat som ofre – for det passer ikke”

Det var slet ikke meningen, at Emilie Kroyer Koppel skulle være skuespiller. Egentlig var hun gået instruktørvejen for at stå bag kameraet og styre slagets gang.

Men da hun blev tilbudt rollen som den 17-årige Maren i periodedramaet ‘Ustyrlig’, der har premiere den 9. marts 2023, talte projektet så meget til hende, at hun alligevel takkede ja til hovedrollen og dermed åbnede døren til skuespillet.

Filmen, der er instrueret af Malou Reymann og blandt andre har Lene Maria Christensen og Danica Curcic på rollelisten, fortæller en del af Danmarkshistorien, hvor samfundet i 1933 har bestemte forventninger til, hvordan unge kvinder skal opføre sig. Her møder vi 17-årige Maren, der bliver sendt på kvindeanstalten på Sprogø for at blive tilpasset, efter at sædelighedspolitiet har dømt hende for at være for vild og uregerlig til at være på egen hånd.

Men opholdet på Sprogø retter ikke Maren ind. I stedet får hun tændt en gnist i pigen Sørine, som efter seks år på anstalten er blevet tilpasset tidens normer og forventninger. Langsomt får de to opbygget et venskab, der ender med at få konsekvenser for både Maren og Sørine.

Vi har mødt Emilie Kroyer Koppel til en snak om hendes første hovedrolle og forberedelserne til de til tider voldsomme scener, hendes passion for filmkunst og ikke mindst om, hvorfor historien om anstalten på Sprogø stadig er uhyggeligt relevant i dag.

Hvad handler 'Ustyrlig' om med dine egne ord?
"'Ustyrlig' handler om de kvinder på Sprogø i 30'erne, som fik frataget deres frihed og fremtid og retten til at bestemme over deres egen krop. Det handler om et meget mørkt kapitel i Danmarks historie om, hvordan kvinder er blevet undertrykt. Men vigtigst af alt, er det en kæmpe hyldest til alle de kvinder, som skulle kæmpe en vildt uretfærdig kamp mod systemet. Simpelthen fordi de var for stærke og forud deres tid."

Hvordan vil du beskrive hovedkarakteren Maren?
"Hun er en glad, stædig, udadvendt og nysgerrig pige, som i virkeligheden minder meget om alle mulige andre piger anno 2023. Men egentlig er hun med nutidens øjne bare en helt almindelig ung kvinde, der er nysgerrig på sig selv, sin seksualitet og på livet."

Er der nogle paralleller mellem Emilie og Maren?
"Ja, det tror jeg, der er. Hendes stædighed kan jeg i hvert fald godt genkende. Men også hele det her med at være umiddelbar, glad og nysgerrig på de ting, man ikke rigtig kender til. Ret hurtig bliver Maren isoleret fra samfundet og får at vide, at hun er forkert, hun ender hurtigt med at blive stemplet moralsk åndssvag og defekt, fordi hun ikke passer ind i datidens opfattelse af hvordan kvinder skal være. Derfor starter der en kamp for hende, som jeg også tror, jeg selv ville have kæmpet på samme måde. Altså at blive ved med at insistere på mit eget liv og min egen frihed. Generelt er filmens overordnede tema om frihed på mange måder relevante for både mig personligt og min generation.”

Hvordan er filmen aktuel i dag?
"Som ung kvinde kan jeg godt fornemme en form for selvovervågning i samfundet. Altså, man er hele tiden bevidst om, om man er for meget, er for lidt, for følelsesladet, for voldsom, for stædig, flirtende, udfordrende. Alle de her tanker om, hvorvidt man passer ind eller ej, om man lever op til andres forventninger og passer ind i de normer om kvinder, der hersker i samfundet. Det er en meget strukturel ting, der ligger i vores samfund.

"Selvfølgelig er der sket rigtig meget de sidste 50 år, men det er alligevel noget, der er vævet dybt ind i os. Da jeg så lærte om historien på Sprogø, gik det op for mig, hvor den her selvovervågning, jeg selv mærker i dag, har tråde mange årtier tilbage i tiden. Nok foregår filmen i fortiden, men den fortid er alligevel ikke længere væk, end at den her anstalt på Sprogø eksisterede helt op indtil 1960'erne. Derfor føler jeg virkelig, at filmen taler ind i nogle aktuelle emner."

Hvad har det betydet for dig at være med i filmen?
"Helt vildt meget. Selvom jeg godt kendte til historien om Sprogø, var jeg ret forarget over det, der egentlig skete - at man tog kvinderne mod deres vilje, tvangssteriliserede dem og tog deres børn fra dem. Hvorfor har det ikke været på skemaet i skolen? Hvorfor er der ikke nogen, der fortalt mig om det? Så det har betydet vildt meget at få lov til at være med til at fortælle den historie. For jeg ser virkelig filmen som en hyldest til de kvinder, der har været udsat for det her overgreb. Ud over det, så er det også min første hovedrolle, så personligt den har også ændret mit liv i en mere professionel forstand i forhold til, hvad jeg troede, jeg skulle med mit liv."

Hvordan gjorde den det?
"Jeg har haft mindre filmroller før, men havde aldrig troet, jeg ville være skuespiller - jeg ville egentlig helst instruere selv, hvilket jeg stadig har planer om. Men så ringede casteren på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde spillet foran et kamera i tre-fire år, og spurgte, om ikke jeg ville til audition på rollen. Jeg sagde ja, fordi projektet bare lød så vildt. Jeg blev helt forelsket i projektet og vidste derfor, at jeg bare måtte være en del af det. Men jeg behøver måske ikke definere så tydeligt, om jeg skal være enten skuespiller instruktør. Jeg kan sagtens lave begge dele, så længe projektet taler til mig."

Der er nogle voldsomme scener i filmen. Hvordan var det at arbejde med dem?
"Det var både udfordrende og hårdt. Jeg kunne mærke, at jeg gav så meget af mig selv og mine følelser, men min krop vidste ikke, at det var til et kamera - den troede jo, det var rigtigt, at jeg var ked af det, vred eller glad, så jeg husker nogle weekender, hvor jeg kom hjem og følte mig helt følelseskold, fordi jeg nærmest havde udtømt alle mine emotionelle reserver. Så det overraskede mig helt klart, hvor meget det satte sig i mit følelsesregister.”

“Der var to dele i forberedelsen - det første er det her med nøgenhed. Jeg har aldrig været den, der lå topløs på stranden, så da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg, at jeg enten måtte kaste jeg mig helt ud i det eller lægge rollen fra mig. For jeg begyndte at gå og tænke over, hvordan jeg kunne regulere nøgenheden, men jeg kunne også læse, hvor vigtigt det var for historien at få kvindekroppen med og man kunne se den. Så jeg måtte finde en selvtillid i min krop for at gå helt nøgen ind foran et filmset på 50 mennesker.”

“Den anden del af forberedelsen var at lære alt om det, der skete på Sprogø og så pille al den viden ned til, hvem Maren var og så på en eller anden måde finde mig selv i hende med al den vrede og uretfærdighed, der fyldte hende, men også i mig."

Så der var en følelse af uretfærdighed, der drev dig i projektet?
"Ja, jeg behøvede ikke grave så dybt for at finde den frem. Og derfor ville jeg heller ikke pådutte Maren en offerrolle. Jeg tror også, det er det, der er vigtigt ved den her film - at den er vildt barsk og handler om nogle kvinder, det er pissesynd for. Men det er lige så meget styrken i kvinderne, der kommer frem. Det er deres kampgejst og insisteren på retten til deres egen frihed, der er lige så dominerende for historien."

Hvorfor var det så vigtigt ikke at fremstille karakteren som ofre?
"De var jo ofre for en forfærdelig behandling af særligt mænd og systemet, men det er endnu vigtigere at se på, hvordan de kæmpede imod. For de lod sig ikke bare diktere, hvad der blev sagt, men kæmpede og kæmpede, for de vidste, de havde ret. Det er så vigtigt at få med i historien - at man ikke bare må have ondt af dem, men at man skal huske dem for deres kamp. Den kamp tror jeg stadig, der er brug for i dag. Jeg er så træt af, at kvinder ofte bliver iscenesat som ofre, for det passer ikke."

Har du altid vidst, at du skulle arbejde med film?
"Ja, det vil jeg sige. Så længe jeg kan huske, har jeg leget rundt med et kamera. Min barndomsven Storm og jeg lavede altid små film sammen i vores forældres sommerhus, hvor vi lavede alle mulige forskellige kortfilm. Da jeg var 12-13 år lavede jeg så min første rigtige kortfilm med Lars Knutzon, som var så sød at stille op en hel dag som skuespiller. Ret vildt når man tænker over, hvor lille jeg var. Siden da har hvert projekt bare udviklet sig lidt siden. Så jeg har også altid været mere fokuseret på at være bag kameraet, og det er jeg egentlig også stadig, men jeg ser en kæmpe fordel i at kunne være både bagved og foran. For det er fedt at kunne veksle mellem begge. Men var 'Ustyrlig' ikke kommet, så var jeg nok ikke gået skuespilvejen."