Arkitekt Malene Hvidt om sin far og mentor: "Som ung tog jeg bevidst afstand til arkitektfaget"

Project Director hos Adept 2013-2022. Uddannet møbelsnedker, bygningskonstruktør og arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Kom ind som partner i tegnestuen Hvidt og Mølgaard sammen med Peter Hvidt, Orla Mølgaard-Nielsen og Hans Kristensen. Lukkede tegnestuen i 2013.Bor i Gentofte med sin hustru, som han har tre børn med

Malene Hvidt: Som helt ung tog jeg bevidst afstand til arkitektfaget, fordi både du og farfar var arkitekter, og jeg fik i stedet mit arbejde som tøjdesigner. Men en aften stod jeg på en bar i London og sagde til min ven: ”Jeg tror, jeg skal hjem og søge ind på arkitektskolen.”

Henrik Hvidt: Da du ringede og sagde, at du skulle være arkitekt, blev jeg rigtig glad. Jeg har forsøgt ikke at præge dig og dine søskende for meget, men du var ofte med på tegnestuen. Du sad helt stille og tegnede og var så nysgerrig efter at prøve skumskæreren, som vi lavede modeller med.

MH: Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at gå med dig på gangene på tegnestuen i Snaregade i den gamle smukke bindingsværksbygning. Jeg tænkte en del over, hvor meget jeg skulle gå i dine fodspor, men jeg fandt hurtigt min egen vej.

HH: Jeg styrede en tegnestue med 80 ansatte, og vi lavede store hovedsæder for virksomheder som Danske Bank, Ørsted og Nokia, og jeg syntes, der var en vis afstand mellem det og nogle af dine fantasiprojekter, hvor man virkelig skulle se godt efter for at finde ud af, hvad der var en dør. Jeg blev lidt glad, da du ringede og spurgte, hvordan man byggede et hus …

MH: Jeg støbte modeller i bronze, lavede skulpturer og fremkaldte fotos i mørkekammer, men så skulle jeg også tegne en bygning. Du var sådan: ‘Shit, har du ikke lært det?’ Jeg havde selvfølgelig tegnet nogle huse, men jeg manglede forståelsen for det tekniske.

HH: Jeg var god til at udfordre dig og stille spørgsmål som: ‘Hvad nu hvis det brænder i den ende af huset?’ Jeg gav dig input, så du fik forståelsen for det tekniske og kunne komme videre med projektet.

MH: Du skulle forstå mine visioner, og jeg skulle lære den verden, du kom fra, og ud af det møde kom der en harmonisk bygning. Det er en stor del af mit arbejde i dag at kunne tegne gennem skalaerne: En bygning, et rum eller et møbel, hvor æstetik og funktion møder mennesket.

HH: For mit vedkommende har det nogle gange været en begrænsning, at jeg har en så praktisk og håndværksmæssig baggrund, og der bliver jeg meget inspireret af din mere frie tilgang. For eksempel da du tegnede din søsters hus. Første gang jeg så tegningerne, tænkte jeg: ‘Nu skal jeg holde min mund’. Inde i huset var der nogle åbninger, som jeg ikke troede kunne lade sig gøre. Men jeg stillede mig i baggrunden og så, hvad der skete. Ligesom min far (Peter Hvidt, red.) gjorde. Han var heller ikke en begrænsning for min udvikling. Det gav mig frihed til at kaste mig ud i nogle projekter, som var helt nye for tegnestuen på det tidspunkt.

MH: Jeg kan huske et projekt fra mit første år på arkitektskolen, hvor du sagde, at jeg ikke kunne lave nogle skuffer i beton og cement, og jeg tænkte bare: ‘Jeg skal vise dig’.

HH: Den unge begynders uvidenhed gør jo, at man bryder nogle grænser, fordi ens mulighedsrum er større. Og sådan er det med mange ting i livet, synes jeg.

MH: Den der konstante optimisme er vigtig for os i Spacon & X – og at være frygtløse. Vi skal turde, både i forhold til vores samarbejder med kunder, og det vi skaber, men også internt på tegnestuen. Dit gå-på-mod har virkelig inspireret mig. Du har altid sagt, at man kan, hvad man vil. Havde farfar også det mod?

HH: Nej, det havde han ikke. Han var mere forsigtig og ikke særlig eksperimenterende. Han byggede mange plejehjem og ældreboliger og var formand for Kirkens Korshær. Og så kom Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Både han og Orla (Mølgaard-Nielsen, Peter Hvidts kompagnon, red.) var uddannede møbelarkitekter, så deres udgangspunkt var det mere nære.

MH: Jeg husker, da vi besøgte et hus, hvor de havde tegnet alt; dørene, karmene, trappen, de indbyggede skabe, dørhåndtagene … Det var så smukt og fuldendt. Det er det, jeg synes er så smukt ved at skabe hjem til folk.

HH: Du har lært meget af din farfar og farmor (Else Hvidt, red.) – din tilgang er jo et fokus på det helt nære og at komme omkring hver eneste lille detalje.

MH: Med tiden er det gået op for mig, hvor meget farmor og farfars hjem i Toldboden har betydet for mig.

HH: Det er også derfor, at jeg ikke kunne forestille mig at relancere farfars møbler uden dig. Jeg er jo vokset op med møblerne, men du ser dem lidt mere ude fra. Det er en gave at arbejde sammen med dig, og jeg synes, det har tilføjet endnu et lag i vores forståelse for hinanden.

MH: I hele mit liv har jeg forsøgt at lære farfar at kende og komme tættere på ham gennem møblerne (han døde samme år, Malene Hvidt blev født, red.).

HH: Farfar ville elske, hvis han så os sidde her og snakke om hans møbler.

MH: Ja, det måtte have været hans drøm. Hvorfor skaber man? Det er vel for at lave noget, som lever videre, selv om man ikke selv er her længere. Det synes jeg, er det smukkeste, man kan opnå.

Lyt til ELLEs podcast 'Klædt På', som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.