Forfatter Kirsten Thorup om Thomas Korsgaard: "Jeg var meget imponeret over den autenticitet, du skabte"

En af Thomas Korsgaard første litterære forbilleder var forfatterkollegaen Kirsten Thorup, hvis bagkatalog og en på flere måder tilsvarende opvækst gav Korsgaard motivation til at kaste sig ud egne skriverier. I dag har deres relation udviklet sig til gensidig inspiration – hvor Korsgaards autentiske fortællestil har været en øjenåbner for Thorup.

Kirsten Thorup: Du var så ung, da du begyndte at skrive om din familie. Og din opvækst. Jeg forstår ikke, at du evnede det. Jeg startede et sted, som lå så langt fra min opvækst som muligt – jeg skrev digte, der foregik i fremmede landskaber og byer, langt fra hjemstavnen. Jeg magtede ikke at se tilbage og gå dybt, dybt ind i det. For det gør man jo, når man skriver. Går dybt ned i tingene. Virkeligheden virker ofte usandsynlig, når den skrives ned. Hvis det er hårdt og ekstremt nok. Og det kunne jeg ikke klare, før jeg var i midten af 30’erne. Jeg har tit tænkt på, hvordan du kunne klare det?

Thomas Korsgaard: Da jeg flyttede til København lige efter gymnasiet for at skrive, føltes det forkert og meget bondsk at skrive om mit eget liv, så jeg begyndte at skrive nogle mærkværdige Michael Strunge-digte om at sidde nede i en bunker fuld af kanyler. Det havde jeg aldrig nogensinde prøvet, og teksterne var kønsløse og dårlige. Da jeg begyndte at bruge min egen opvækst, flød det bare, og det føltes helt rigtigt i kroppen. Jeg tænkte, at der alligevel ikke var nogen, som skulle læse det. Jeg havde jo fået at vide, at det var svært at lykkes med romaner. Og det fandt jeg mod i. Da bogen så kom ud, og der var mange læsere, blev det lidt forstyrrende for mig. Nu kæmper jeg lidt med at finde derhen, hvor jeg skriver frit.

KT: Det er et nøgleord, synes jeg. Fri. At være forfatter handler om frihed og ikke tryghed.

TK: Når jeg bliver ramt af frygt og tænker: ‘Må jeg det her? Og hvad vil andre sige, hvis jeg skriver sådan?’ Så er der ufattelige mængder af mod at hente i dit forfatterskab. Jeg kan konstatere, at man godt kan blive ved, og det skal nok gå. Du har vist, at man kan gå mange veje, og at man ikke er bundet til én form eller ét stof. Du har et frit forfatterskab, og det smitter mig med gejst og lyst til at selv at prøve at gå ned ad nogle andre stier.

KT: Når jeg skriver, har jeg altid den tanke, at jeg ikke behøver at udgive det. Jeg kan bare skrive løs. Man kan ikke skrive, hvis man ikke føler sig fri. Da jeg skrev ’Lille Jonna’, fik jeg at vide, at jeg ikke overholdt romanens love, fordi jeg skiftede meget mellem første og tredje person, så jeg tænkte: ‘Jeg er på rette spor’.

TK: Der er en scene i din bog, ’Lille Jonna’, hvor Jonna opsøger den sære pige, som der går en masse rygter om i landsbyen, fordi Jonna tænker, at det måske er bedre at have én ven end ikke at have nogen venner. I deres møde spørger den lidt tilbagestående pige om Jonna vil se hendes børn, og åbner en skuffe fuld af menstruationsbind. Den scene ramte mig benhårdt, fordi det er ufatteligt sørgeligt, at selv om de to er lige marginaliserede, kan de ikke blive venner. For mig er stigmatisering en kernetematik i dit forfatterskab.

KT: Ja, det har du ret i. I din trilogi skriver du også om at være udenfor af forskellige grunde, ikke? Altså, hvad kan samfundet optage. Hvem er udstødt? Der er ikke kun det homoseksuelle, der er også det med at være anderledes end sin familie. Og en søgen efter noget andet, noget mere. Jeg kan huske en dag i gymnasiet, jeg var desuden den eneste i familien, som fik en studentereksamen, hvor jeg læste nogle digte højt for min ene bror, som bare så helt forkert ud i hovedet.

TK: Hver fredag stod min bror og jeg for enden af den lange indkørsel og ventede på, at ugens tilbudsaviser blev kastet ud af postbilen. Vi havde et kapløb om at komme først og blive førstevælger. Den attraktive var Bilkas, der var fuld af billeder af legetøj og film, vi drømte om at eje. En dag dukkede en lillebitte, lækker folder op. På forsiden stod der: ‘Få tre bøger til kun 9 kroner’. Hvor heldig havde jeg lov til at være! Jeg satte kryds ved bøgerne og i min sparegris fandt jeg 9 kroner, som jeg klistrede uden på folderen, og sendte den retur. Efter noget tid kom min far op på mit værelse med en kasse, og han var rasende, fordi jeg havde bundet mig til at modtage månedens bog til fuldpris i et helt år. Vi blev uvenner, og det endte tumultarisk. Med grådkvalte øjne kiggede jeg på ham: ‘Men hvad med bøgerne?’ ‘Dem synes jeg kraftedeme du skal læse,’ svarede han. Jeg fik læst alt fra Harry Potter til Lisa Marklund, og mine forældre var sure hver måned, når de blev mindet om deres dumme dreng, som havde skaffet dem endnu en regning.

KT: Din familie, altså den i bøgerne, taler på en farverig måde, synes jeg. Du kan skrive hårdheden ind i replikkerne, og samtidig fornemmer man en underliggende kærlighed. Jeg var meget imponeret over den autenticitet, du skabte. Det kræver også mod. I stedet for at passe lidt på. Det er en stor kvalitet, for det giver romanen en gennemslagskraft. Der er jo også en skønhed ved det sprog. Altså, i sin hårdhed. Du kan virkelig åbne din historie op for læseren. Det var en øjenåbner for mig at læse det.

TK: Det gør mig glad, at du har det sådan. Du står jo i min bogreol blandt mine inspirationskilder. Bøgerne er det tætteste, vi kommer på at have kollegaer.

KT: Andre forfattere har selvfølgelig spillet en stor rolle igennem mit liv, men jeg får ikke idéer til mine egne romaner ved at læse andres bøger. Jeg er inspireret af det, jeg har oplevet i mit liv.

TK: Vi skal jo skrive vores egne bøger. Inspirationen skal helst forstærke det, som er en selv.

KT: Ja, det har du ret i. Det er godt sagt.