Foto: Frederikke Agnete Svarre
Kunst, bøger og musik

10 erotiske fortællinger, du skal læse og lytte til denne sommer

af Michelle Arrouas 11/07/2022
Vi anbefaler 10 bøger og podcasts, hvor kvaliteten er lige så høj, som undertonerne er lumre.

Hvis der er et emne, kulturlivet aldrig bliver færdig med at granske, er det sex, og for tiden flyder æteren over med film, tv-serier, bøger og podcasts, der ikke er bange for at blotte sig.

Vi har samlet 10 erotiske fortællinger, du skal læse og lytte til denne sommer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Bog: ’Whore of New York: A Confession’ af Liara Roux

Som eftertragtet sexarbejder bevæger Liara Roux sig i de øvre lag af det amerikanske samfund, og i denne erindringsbog tager hun læseren med ind i soveværelset (som ofte befinder sig på et luksushotel). Men bogen byder ikke bare på intime, legesyge sexscener og beskrivelser af et liv i luksus. Den handler også om hendes skilsmisse fra en ældre kvinde, der udnyttede hende, om de sociale og politiske udfordringer, sexarbejdere har, og om, hvordan sexarbejde er en overset måde at yde omsorg på. Med bogen – og sin Instagram-konto, der har over 100.000 følgere – er Roux blevet en slags talsperson for den allermest eksklusive del af escort-branchen.

Foto: PR

Bog: ’Lady Chatterlys Elsker’ af D.H. Lawrence

Tv-serien Bridgerton er nok et af de allerbedste eksempler på, hvordan underholdningsindustrien pludselig har kastet sig over særdeles eksplicitte sexscener med fokus på kvindelig længsel, liderlighed og nydelse, men det er langtfra nyt. I denne sanselige klassiker fra 1928 skriver D.H. Lawrence om en kvinde, der er ulykkelig i sit ægteskab, men følger sin lyst og finder både sex, kærlighed og frigørelse uden for det. På grund af de mange, lange, detaljerede sexscener og bogens dengang kontroversielle påstand om, at kvinder også har en seksualdrift, blev bogen censureret og forfatteren retsforfulgt og udstødt. I dag betragtes bogen som et litterært mesterværk, der var med til at bane vejen for kvindefrigørelse i kunsten, og sexscenerne er – stadig – lige så saftige som et afsnit af Bridgerton.

Foto: PR

Bog: ’Et kød’ af Kristina Stoltz

Det er langtfra kun udenlandske forfattere, der formår at kombinere litterære ambitioner med sexscener, der faktisk er pirrende, og ’Et kød’ af den danske forfatter Kristina Stoltz er et fremragende eksempel på en bog, der leger med begge dele. Bogen består af ti forskellige erotiske noveller, der stikker i lige så forskellige retninger som hovedpersonernes lyst. Der er den modne kvinde, der bliver tændt – med meget mere – af sin mands fysioterapeut, en mand, der har en fetisch for siamesiske tvillinger, og en ung pige, der bliver oplært i elskovens kunst af en ældre, erfaren kvinde. Flere af Kristina Stoltz’ andre bøger, blandt andet den autografiske roman ’Paradis først’, byder også på pirrende scener.

Foto: PR

Bog: ’What Belongs to You’ og ’Cleanness’ af Garth Greenwell

Det er svært at finde en nutidig forfatter, der har lige så mange fans blandt sine kollegaer som Garth Greenwell, og de litterære priser er regnet ned over ham, siden han debuterede med ’What Belongs to You’ i 2016, en roman, der blev efterfulgt af opfølgeren ’Cleanness’ i 2020. Bøgerne handler om en amerikansk akademiker, der flytter til Bulgariens hovedstad, Sofia, i forbindelse med sit arbejde. Uden for arbejdstiden flygter han ud af sin ensomhed og ind i sin lyst ved at have vild sex med manden Mitko på et offentligt toilet på en togstation, og det forhold ender med at ændre ham for altid. Opfølgeren, ’Cleanness’, handler også om de mange forskellige måder, mennesker elsker – og knalder – hinanden på, og som i alt, hvad han skriver, er den litterære kvalitet lige så sitrende til stede på hver eneste side som de erotiske undertoner.

Foto: PR

Bog: ’Acts of Service’ af Lillian Fishman

Før bogen overhovedet var udkommet, havde kultforfattere som Sheila Heti – der i øvrigt selv skriver særdeles saftige sexscener i nyklassikeren ’Hvordan skal man være som menneske?’ – travlt med at rose denne debutroman. Den handler om en ung kvinde, der bevæger sig gennem nutidens New York med sin lyst som kompas og sin drift som drivkraft. Hun er på jagt efter seksuel frigørelse og en måde at leve på, der ikke får hende til at føle, at hun spilder sin korte unddom ved kun at være sammen med ét menneske. Bogen handler lige så meget om forhold og følelser som om sex, og amerikanske medier som Vogue og Lit Hub har kaldt den for en af årets mest ventede litterære udgivelser

Foto: PR

Podcast: ’JA’, Femina


Den seksualundervisning, vi allesammen fik i folkeskolen eller på gymnasiet, var ikke bare akavet, den var også halvhjertet og røvsyg. Det forsøger værtsparret, Louise Kjølsen – psykologen, debattøren og danseren, der er bedre kendt som Twerk Queen Louise – og Sebastian Lynggaard, at rette op på med denne podcast, der skal lære os at have bedre sex med os selv og hinanden. Afsnittene handler om alt fra onani og selvkærlighed til samtykke, grænser og ligestilling mellem lagnerne, og tonen er underholdende, informativ og til tider lidt lummer.

Foto: Femina

Podcast: ’Hemmeligheder’, DR


Denne podcast handler om danskernes hemmeligheder, og danskernes hemmeligheder handler meget ofte om sex. Sammen med kendte gæster som Esben Bjerre, Katherine Diez og Cecilie Beck taler værten, Sanne Cigale Benmoyal, om de hemmeligheder, lytteren ringer til hemmelighedstelefonen med. Det handler eksempelvis om en person, der har sex med fremmede for at dulme sin ensomhed, om en pige, der har været sammen med sin venindes flamme, og en lytter, der har haft sin første gode seksuelle oplevelse med sin papbror.

Foto: DR

Podcast: ’Dipsea Stories’, Dipsea


For mange er mommy-porn lig med erotisk fiktion, men nu vil appen Dipsea gøre op med forestillingen om, at erotisk fiktions eneste eksistensberettigelse er at fyre op for midaldrende husmødres skrantende sexliv. Med sine sexy audio stories, som de erotiske fortællinger kaldes, vil Dipsea nå ud til unge kvinder, der er trætte af at se porno og gerne vil have historier, der stimulerer lidt mere end deres fantasi. Man kan filtrere fortællingerne ud fra parametre som længde, seksuel orientering, og hvor beskidte de skal være, og fortællingerne tager udgangspunkt i situationer, mange vil kende fra deres eget hverdags- og datingliv. Ifølge stifterne bruger lytterne både historierne som forspil, som soundtrack, når de forlyster sig med sig selv, og når de har sex med deres partnere.

Foto: PR

Podcast: ’Fangasm’, Allie Lefevere, Lyndsay Rush & Danny Champman


Sexscenerne i populærkulturen har indtil for nylig været ret tamme, og det vil podcasten Fangasm rette op på. I populære tv-serier og film får vi ofte kun lov til at se med før og efter selve akten, og indtil serier som Girls og Bridgerton var hovedpersonerne sjældent helt afklædte. Men hvordan ville det egentlig se ud, hvis vi fik lov til at se en sexscene med Jon Snow og Daenerys Targaryen? Hvad tænder de forskellige Marvel-superhelte på? Hvilke kinks har Harry Potter? Og hvordan er det at have sex i rummet, eller i Star Wars? I denne podcast beskrives de sex-scener, der ikke blev vist på tv, og resultatet er både underholdende og lummert, som showets mange fans vidner om.

Foto: PR

Podcast: ’Sextras’, Apple podcasts

Sextras lyder lidt som danske Fries before guys, men i Sextras diskuterer de to veninder – som navnet antyder – næsten udelukkende sex. I podcasten diskuterer de, hvordan man finder den type prævention eller kønsbehåring, der passer en aller-bedst, de deler historier om de pinlige sexeskapader, de selv og lytterne har haft, der er dybfølte samtaler om, hvordan begær, lyst og afvisning føles, og der er interviews med sexarbejdere og sexpositive aktivister. Det handler også lidt om dating og forhold, fra de monogame til de meget åbne slags, og om den psykologiske og emotionelle side af sex.

Find podcasten online her

Foto: PR

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her