ELLE Ukraines chefredaktør: "Ja, I kan hjælpe. I er vigtige"

Det er i skrivende stund en uge siden, at russiske tropper invaderede Ukraine, og på linje med resten af verden har vores tanker på ELLE-redaktionen kredset omkring de rædsler, som den ukrainske befolkning gennemlever.

Spørgsmålet om relevansen af vores eget virke – og ikke mindst, hvordan vi som modemagasin skal og kan støtte op om det ukrainske folk – har fyldt i samtlige af vores samtaler. For giver det overhovedet mening for ELLE at beskæftige sig med krig, når det, uanset hvor agendasættende vi mener, vi er, i den grad falder uden for vores stofområde og ikke mindst kompetencer?

Svaret fik jeg tirsdag eftermiddag, hvor hele det internationale ELLE-hold var ’samlet’ på Teams med vores ukrainske kollega, chefredaktør på ELLE Ukraine, Sonya Zabouga.

Fra sit hjem i Kyiv, på det sikreste sted i lejligheden bag en korridor og uden et vindue i syne, toner Sonya frem på min skærm. Jeg har mødt hende utallige gange gennem vores næsten 14 år som ELLE-chefredaktører, vi tiltrådte begge i 2008, til modeuger og til de konferencer og komsammener, som bliver holdt i ELLE-regi. Hun burde, som jeg, være på vej til modeuge i Paris, som endelig efter år præget af Covid-19 er tilbage på fuldt blus.

Men Sonya skal ingen steder.

Hun bliver i Kyiv - også selvom de fleste af hendes ansatte er rejst ud af byen for at søge beskyttelse. Hendes arbejdsliv fortsætter stort set som under de sidste to år med Corona: hjemmefra. Men ellers er alt andet forandret.

Udenfor hyler luftalarmer konstant, fortæller hun, befolkningen er via den 24-timers nyhedskanal, som er skabt særligt til at rapportere om krigen og kun krigen, blevet orienteret om, hvordan de skal forholde sig, og det giver på alle måder mindelser til det, som vi alle har læst og hørt om Anden Verdenskrig: mørklægning, udgangsforbud, madrationering etc.

Hun beretter om, da hun i fredags – få timer efter invasionen – var ude for at handle. Hun havde som vanligt en plan for sine indkøb; men da hun entrerede et fuldstændigt kaotisk supermarked, måtte hun opgive den og bare tage, hvad hun kunne få fat i.

Hun skal af sted igen i denne uge – hvornår ved hun ikke, da åbningstiderne varierer, så hun skal lige tjekke det site, der er skabt særligt til den type information.

Til det virtuelle møde sad vi alle med tårer i øjnene, mens Sonya fortalte.

Det var, og er, ubegribeligt, at hun sidder midt i en krigszone, for alting – bortset fra de manglende vinduer i hendes omgivelser – virkede helt normalt. Da vi spurgte ind til, hvordan hun finder mening i sit arbejde i denne tid, fortalte hun først om sine medarbejdere. Hvordan hun hver morgen tjekker ind med dem med håbet om, at alle er ok. Og her fornemmede jeg første gang frygten i hendes stemme. Frygten for, at der en morgen mangler nogen.

Men jeg fornemmede også i løbet af samtalen noget andet: Håbet og troen. Troen på, at mareridtet ender snart.

Indtil da fortsætter hun og teamet deres arbejde som formidlere. Nu dog mere som formidlere af, hvad der foregår i deres krigsramte land, men modestoffet får også plads. Som billeder af streetstyle-gæster til de pågående modeuger, der viser deres opbakning til Ukraine ved eksempelvis at klæde sig i blåt og gult, modebyernes monumenter, som Eiffeltårnet og Empire State, der er oplyst i samme farver eller brands som Balenciaga eller Jaquemus, der har dedikeret deres Instagram-profiler i disse dage til at vise opbakning til Ukraine.

Printmagasinet kan redaktionen selvsagt ikke lave lige nu, men de knokler digitalt og på SoMe. For det er det, de kan, og det er det, der giver mening for dem midt i denne ellers meningsløse tid.

Også privat, hvor blandt andre Sonya Zabouga, som qua sit job har et stort internationalt netværk, har omlagt sin Instagramprofil (@sonickelle) til dels at være engelsksproget og dels handle om, hvordan krigen påvirker dem, der lever og bor lige midt i den. Lige midt i hovedstaden Kyiv.

Selv tror hun på, at de forhandlinger, der foregår mellem Rusland og Ukraine, kommer til at blive vejen ud af krigen. Især hendes tillid til præsidenten, Volodymyr Zelenskij, skinnede igennem, da hun sagde:

”Han er præcis, som en leder af en nation skal være.”

Men på vores spørgsmål om, hvordan vi kan hjælpe, og om vi som modemagasinredaktører overhovedet kan gøre noget, der giver mening, svarer hun:

”Ja, I kan hjælpe. I er vigtige, for I er ligesom mig formidlere. Så blev endelig ved med at vise jeres opbakning til os på jeres kanaler: for vi mærker det. Vi mærker verdens varme mod os. Og så kan I støtte os økonomisk, for vi har brug for hjælp. Lige nu sover folk i deres biler i lange bilkøer i den vestlige del af Ukraine for at komme ud af landet. Og de har meget lidt med sig.”

Vi bad hende dele de organisationer, som hun mener giver mest mening at støtte – Sonya delte en hjemmeside med os, hvor man kan blive oplyst om forskellige måder at hjælpe og støtte på. Du kan se den her. Jeg har også bedt hende om at skrive et essay til os med sine ord, og det deler vi i morgen.

Vores virtuelle møde sluttede mindre fattet, end den begyndte for Sonya. Hun var rørt over, at alle 45 ELLE-chefredaktører fra Vesten til Østen var mødt op. Over at mærke det, som et netværk kan; nemlig at stille op og støtte.

Jeg håber, at vi som en del af netværket omkring Ukraine bliver ved med det, så mareridtet snart slutter for Sonya og hendes land.