Cecilie Thorsmark: ”Den globale modeindustri er på mange måder lidt som det vilde vesten”

Artiklen er først bragt i ELLE Danmark, februar 2022

Direktør for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, vil stille høje, grønne krav til danske modemærker – og drømmer om at starte en bevægelse, der skal gøre hele branchen mere bæredygtig. Vi har mødt den 38-årige modeuge-direktør til en snak om økologisk bomuld, om greenwashing og om, hvilken forskel en lille modeuge kan gøre i en industri, der er en af verdens største klimasyndere.

Du har været direktør for Copenhagen Fashion Week i tre år. Hvad var det for en modeuge, du overtog i 2018?
”Det var en modeuge med et rigtig stærkt fundament, skabt og bygget op af Eva Kruse og Anne Christine Persson (hhv. tidligere adm. direktør og udviklingsdirektør for Copenhagen Fashion Week, red.). Men den var også lidt tyndslidt, og den havde mistet lidt af sit momentum. Den forholdt sig – som mange andre modeuger – meget lidt til verden omkring sig, herunder bæredygtighed. Traditionelt set har det ikke været en modeuges rolle at blande sig i politiske eller samfundsmæssige anliggender, men jeg synes, at vi står i en tid, hvor man hverken som privatperson, virksomhed eller organisation kan være sig selv bekendt, hvis ikke man tager et ansvar. Det var det potentiale, jeg så, da jeg valgte at søge stillingen i 2018. Inden jeg blev direktør for modeugen, arbejdede jeg for Global Fashion Agenda, som arbejder for at promovere bæredygtighed i modebranchen. Her oplevede jeg, at der var rigtig mange danske virksomheder, som gerne ville bæredygtighed. Men hos modeugerne, der måske er modens epicenter, og som i mine øjne skal sætte retningen for resten af branchen, var det ikke noget, man beskæftigede sig ret meget med.”

I lancerede en bæredygtighedsplan i starten af 2020. Hvorfor?
”Tanken bag vores handlingsplan var, at jeg fandt det vigtigt at gå meget systematisk til værks. Jeg fandt det også vigtigt at være meget transparent om vores målsætninger. Det gjorde jeg, fordi jeg godt kunne se risikoen for, at vi som en del af modebranchen enormt nemt kunne blive genstand for beskyldninger om greenwashing og for at være fluffy, hvis ikke vi var meget konkrete om, hvad vi gerne ville opnå. Det første, jeg gjorde, var at samle et advisory board omkring mig. Det bestod blandt andet af repræsentanter fra branchen, fordi jeg gerne ville teste, om jeg havde tilslutning til de visioner og idéer, jeg kom med. Ellers kunne det være lige meget. Jeg hyrede en rådgivningsvirksomhed, og sammen med dem brugte vi et års tid på at udarbejde bæredygtighedsplanen, som bestod af en række helt konkrete mål og krav, både til os selv og til de brands, vi arbejder med. Modeuger stiller i forvejen krav, der handler om æstetik. Hvad er det, vi gerne vil vise vores internationale gæster? Æstetikken vil vi ikke gå på kompromis med, men det skal gå hånd i hånd med også at stille krav til bæredygtighed. Derfor skal alle deltagere ved Copenhagen Fashion Week fra 2023 leve op til 18 minimumsstandarder, som dækker hele værdikæden for en modevirksomhed – lige fra ikke at destruere usolgt tøj til at sikre ordentlige arbejdsforhold hos producenterne.”

Hvor mange danske modevirksomheder lever op til de krav i dag?
”Vores system fungerer sådan, at alle ansøgere til modeugen skal udfylde et spørgeskema, som viser, om de lever op til de 18 minimumsstandarder, og som giver dem en samlet score. I januar 2021 lavede vi en pilottest, og der kunne vi se, at ikke ét brand levede op til de krav, der skal til for at være med i 2023. Heldigvis kunne vi se, at der er mange, som er godt på vej, og vi håber at komme i mål med så mange som muligt. Det var også derfor, vi lancerede det som en treårig handlingsplan, fordi både vi og branchen var enige om, at virksomhederne skulle have tid til at danne sig et overblik over, hvad der kræves, og hvilke initiativer de skal sætte i værk for at leve op til kravene.”

Som modeuge er I jo også afhængige af at vise det bedste og mest kreative fra den danske modescene, hvis I skal holde jer relevante. Hvad gør I, hvis nogle af de bedste brands ikke lever op til kravene i 2023?
”Vi arbejder intensivt med de forskellige brands for at sikre os, at vi når i mål. Men det er da en tilbagevendende stressfaktor i ny og næ. Til de kommende to modeuger har vi bedt virksomhederne om at udfylde vores spørgeskema for at ”onboarde” dem og give dem et indblik i, hvor de står, og hvad de mangler for at blive klar til 2023. Men vi kommer ikke til at slække på 2023-kravene, og vi er klar til at løbe den risiko, at der er nogle, som ikke når det. Det er jo hele præmissen for planen, men det er også dét, som holder os til ilden.”

Hvilken forskel tror du, at en forholdsvis lille modeuge som Copenhagen Fashion Week kan gøre i en branche, der er en af de helt store klimasyndere globalt set?
”Den helt store drøm er, at vi ikke kun gør det her i København, men at vi har udviklet et værktøj, som kan implementeres i andre modeuger eller af andre modeorganisationer. Det skal ikke bare være en fiks idé, som er med til at positionere Copenhagen Fashion Week. Vi har en reel tro på, at vi kan skabe forandring ved at gå forrest og forhåbentlig skabe en bevægelse, der fører til, at modeuger i resten af verden også begynder at stille bæredygtighedskrav. Hvis målene i Parisaftalen skal nås, har modebranchen en forpligtelse til at reducere dens udledning med 50 procent, og hvis det skal lykkes, skal vi løbe langt hurtigere, end vi gør i dag. Lige nu er der desværre ingen tegn på, at vi når det, men mit håb er, at vores bæredygtighedskrav kan være med til at gøre en forskel, især hvis de bliver taget op af nogle af de store modeuger som eksempelvis London eller Paris. Dem har vi heldigvis en god dialog med, hvor vi udveksler erfaringer med hensyn til at arbejde med bæredygtighed. Vi samarbejder også med den norske og den islandske modebranche, og vi har indgået en aftale med CIFF (Copenhagen International Fashion Fair, red.), der står for modemessen i Bella Center, så bæredygtighedskravene ikke kun kommer til at gælde de 35 showbrands, men også de 1.500 udstillere, som de repræsenterer, og brancherne i Norge og Island.”

Et af kravene i jeres plan er, at mindst 50 procent af deltagernes materialer skal være økologiske eller genanvendte. Men eksempelvis økologisk bomuld er jo stadigvæk nyt materiale, der kræver ressourcer at udvinde. Så er det nok?
”Nej. Men i 2023 tror jeg, at det er et rigtig fint udgangspunkt. Og vores krav stopper jo ikke der. I 2023 sætter vi nye mål for 2026 osv. Vi kommer til at stille stadig strengere krav til branchen, men hvis vi i 2023 kan se, at alle brands på modeugen og messen i København, i Norge og på Island lever op til vores krav om 50 procent bæredygtige materialer, så synes jeg, at vi er nået langt.”

Er det ikke vigtigere, at tøjmærkerne ganske enkelt producerer noget mindre?
”Jo. Det bliver de også honoreret for i vores 2023-krav. Hvis du eksempelvis laver tøj, der er made to order, så trækker det op i vores spørgeskema, mens eksempelvis udsalg trækker ned.”

Hvad gør I for at reducere jeres eget aftryk som begivenhed?
”Det er klart, at modeugerne belaster klimaet, fordi der er så meget rejseaktivitet, hvad angår både presse og indkøbere, som flyver fra den ene modeuge til den anden. I København har vi iværksat initiativer for at gøre transporten mellem de forskellige shows i København mere grøn, og vi kigger på den mad og de drikkevarer, vi serverer, samt en række andre parametre. Den helt store udfordring er dog flytransporten, fordi vi jo stadig gerne vil vise nordisk mode frem for et internationalt publikum – og brandsene er med, fordi vi er et udstillingsvindue. Men for at sætte tingene lidt i perspektiv har man udregnet, at flyaktiviteten til alle de store modeuger tilsammen udleder cirka 241.000 tons CO2 årligt. Hvis man kigger på modebranchens samlede udledning, er vi helt oppe på to milliarder tons CO2. Så det er hele branchen, der skal ændre sig og reducere sit aftryk, hvis det virkelig skal betyde noget. Jeg tror, at modeugens rolle først og fremmest er at inspirere og vise vejen, men også at bruge dens indflydelse til at skabe forandring.”

Men er det helt store problem i modebranchen ikke fast fashionkæder som H&M, Zara og Uniqlo, som jo slet ikke er repræsenteret ved modeugerne?
”Jeg giver dig helt ret. I det helt store billede er det ikke den lokale strikdesigner på Amager, der er problemet. De store kæder er problematiske, hvad angår alt fra arbejdsforhold til ressourceudvinding, især fordi deres forretningsmodel grundlæggende er skræmmende, og fordi de er med til at fremme overproduktion og en brug-og-smidvæk-kultur, hvor folk kan udskifte næsten hele deres garderobe hver sæson for ganske få penge. Og hvis vi fortsætter ud ad det spor, så kommer vi jo aldrig til at nå i mål. Jeg tror, at det allervigtigste er, at der kommer noget regulering på området. Det var mangel på samme, som fik mig til at søge jobbet som direktør for modeugen og sige: Okay, hvis ikke politikerne gør noget, hvem er det så, der skal skabe incitament hos brandsene til at accelerere deres bæredygtige omstilling? Den globale modeindustri er på mange måder lidt som det vilde vesten, og det er først, når der kommer regulering på globalt plan, at der sker noget – ellers rykker de store kæder bare deres produktion derhen, hvor reguleringen ikke er.”

Gør det dig pessimistisk på branchens vegne?
”Nej, for så kunne jeg lige så godt give op, kaste håndklædet i ringen og finde mig et andet arbejde i en anden branche. I den del af branchen, som jeg beskæftiger mig med, er der en fælles gejst og tro på, at det kan lykkes at nå i mål med den grønne omstilling. Og der er også lovgivning på vej i EU om blandt andet due diligence i modebranchen (rettidig omhu i forbindelse med blandt andet miljø og menneskerettigheder, red.). Så jeg er fortrøstningsfuld, men jeg er også lidt skræmt, og jeg tror, at begge dele er en drivkraft – troen på, at vi kan gøre en forskel, men også de konsekvenser, vi står over for, hvis ikke vi gør noget.”

Er modeugens opbygning i halvårlige sæsoner ikke også problematisk i forhold til at fremme den usunde forbrugskultur, du taler om?
”Jeg synes ikke, at der er noget i vejen med at have en sommer- og en vintergarderobe. Det har vi jo et helt lavpraktisk behov for. Problemet er snarere mængden af tøj og den afhængighedskultur, der bliver skabt hos modeglade mænd og kvinder, når der konstant udkommer nye mellemkollektioner, og der hele tiden er udsalg. Jeg tror, at det er med til at give folk en følelse af, at man er bedst tilpas, hvis man har nyt tøj på.”

Tror du reelt set, at det er realistisk at skabe en bæredygtig modebranche?
”Nej. Men hele begrebet bæredygtig modebranche klinger lidt forkert. Det ville for de flestes vedkommende betyde, at der ikke blev produceret ret meget, hvis noget overhovedet. Så længe man producerer, udvinder man ressourcer, og de tærer på planeten. Men jeg tror på en ansvarlig modebranche, der kan nedbringe sit klimaaftryk betragteligt.”