PR, privat
Rejser

Rejsedagbog | Med ELLE på snescooter-safari og Tree Hotel i Lapland

redigeret af Stine Braunschweig 14/04/2015
ELLEs redaktionschef, Malou, var et par afgørende døgn i Lapland med tøjmærket Canada Goose. Det var nogle dage, der lærte hende om, hvad tøj også er. Læs hele hendes dagbog og se de flotte billeder fra den oplevelsesrige tur til Lapland her...

Tekst: Malou Wedel Bruun // Foto: PR, privat

For nylig var jeg inviteret til Lapland i Nord-nord-nordsverige af tøjmærket Canada Goose. I stedet for bare at holde en pressevisning i diverse storbyer ville de gerne demonstrere tøjet i dets rette omgivelser. Det at komme nordpå for en gangs skyld kombineret med, at basen skulle være Tree Hotel, som jeg med åben mund og polypper havde læst om i amerikansk Vogue, gjorde, at jeg ikke var et sekund i tvivl: Selvfølgelig skulle jeg med, selvfølgelig skulle der findes tid til det midtimellem artikler, møder og børnehentning.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Alt i mit liv er klemt ned med et skohorn og foregår i sidste sekund, så da pakkelisten til turen kom, og der stod skiundertøj, fleecejakke og gode sko, måtte jeg konstatere, at mit eget skiundertøj var lånt ud til en veninde og aldrig returneret, og at husets eneste fleecejakke tilhørte min niårige søn og var alt for lille. Heldigvis kunne jeg dagen før afrejse låne undertøj af ELLEs skiglade boligredaktør Mette Skjødt, mens fleecen blev købt i Spejdersport på de tre minutter, det kunne blive til, på vej mellem job og børnenes baskettræning. Så langt så godt. Halvvejs inde i søvnen den aften fik jeg mumlet til min mand, at han godt måtte huske mig på, at jeg skulle finde mine 20 år gamle vandrestøvler frem. Snork ....

Læs også: Book of Love: En soloudstilling af Kasper Eistrup

Tidligt næste morgen fik jeg smidt alt i en kuffert, og idet taxaen kom, mindedes min mand vandrestøvlerne, så af røg de mørkeblå Doc Martens, og den yngste søn ålede sig ind under trappen for at finde mors rariteter i et miks af olivengrønne og bordeaux farver. På med dem, på med den sølvgrå letvægtsdunjakke, Canada Goose havde sendt som teaser på, hvad beklædning i Lapland indebærer, og af sted. Pyyyh!

Vi skulle hente den danske PR-dame, Lou, på vejen, jeg havde adressen, trafikken var venlig, alt var godt. Lige indtil Lou satte sig ind iført lang, oversize herrefrakke, skinny jeans, solbriller og hvide Lacoste-sneakers. Ååååh, hvor kunne jeg have gravet mig ned i mit ualmindeligt uchikke outfit. Og jeg bandede mig selv og min respekt for pakkelister langt væk. Havde jeg i det mindste bare holdt mig til mine Doc Martens ... Nå, sket var sket, og jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det jo heller ikke er udseendet, det kommer an på. Det er derimod komforten. Ikke sandt?

Men da vi kom til lufthavnen, syntes jeg godt nok, at jeg gik markant dårligere i mine ellers så fantastiske vandrestøvler. Som om de var trådt helt skæve i løbet af de 20 år. Man kan da heller aldrig vende ryggen til noget ... Opklaringen kom ved Security, da jeg kiggede ned og opdagede, at først den højre sål og derefter den venstre var på vej i hver deres retning, væk fra skoene ... Og at jeg efterlod mig et nydeligt spor af sorte gummirester, hvor end jeg gik ...

De var simpelthen mørnede. Og jeg, der havde pakket i sidste sekund, havde selvfølgelig ikke det der bare mindede om et ekstra par sko med. Så er det, man opdager lufthavnens velsignelser, for der ligger simpelthen en ECCO. Mig ind, finde et par mørkeblå sko, få ekspedienten til at smide vandrestøvlerne og de to såler (der havde nået at svine godt i min taske) ud, og endelig fik jeg lidt ro i kroppen. "Nu kan der ikke gå mere galt," sagde Lou. Famous last words ...

Jeg skal ikke trætte med allerede fyldte fly, der måtte skiftes ud pga. olielæk, fyldte kaffekopper, der væltede under sæderne m.m., men blot konstatere, at vi fik stødt til såvel den danske blogger Emily Salomon som et hold af svenske journalister og en engelsk, der iført Ilse Jacobsen-gummistøvler blot fik mig til at tænke: "Den mulighed havde jeg også - hvorfor valgte jeg så det eneste par sko, der ikke funkede?!" Endelig ankom vi så til Luleå, hvorfra der var yderligere ca. halvanden times kørsel til Tree Hotel og en anden verden.

Læs også: ELLE anbefaler: Mann Beißt Hund af Stine Marie Jacobsen

En verden af is, sne og kulde. En verden af rener, harer, mos, lav, birketræer og stilhed. Og et hotel udsprunget af et klassisk gammelt svensk pensionat af lysegule træplanker med kælke og ski anno 1978 stående op af facaden, men hvis værtspar, Kent og Britta, fik den geniale ide at entrere med fremtiden i form af seks arkitekter, der for et par år siden skabte seks vidt forskellige hytter oppe i træerne: En spejlkube, en ufo, et insekt ... En magisk landsby inde i skoven, hvis centrum er en badstue med sauna og udendørs jacuzzi. Maden spises på det gamle pensionat (som stadig har værelser til overnattende gæster), hvortil man kommer ad en stejl skovsti, der lige nu er frosset til en glidebane. Så bliver man glad for simple løsninger såsom et kraftigt tov bundet mellem træerne langs stien, for spritnye gummiskosåler og en sti af is er ikke liiiige den mest sikre kombi.

Gudskelov lå der overlevelsesudstyr fra Canada Goose i vores hytter i form af skaljakker og -bukser, og aldrig har jeg skiftet tøj så hurtigt. Det samme gjorde Lou, der måtte konstatere, at københavnerstilen måske var lige optimistisk nok valgt. Emily Salomon til gengæld viste sig at være en gammel skibums, der hjemmevant havde pakket alt fra solide vandrestøvler til solfaktor 50. Med lidt hjælp kom jeg ned ad stien (og nej, det så ikke kønt ud, men på dette tidspunkt havde jeg opgivet alt om at se mig selv udefra; jeg skulle bare nå frem uden brækkede lemmer), og hen til pensionatet, hvor Britta og Kent med deres 70 % udenlandske gæster, fra alskens klimaer rundt om på Jorden, havde et passende udvalg af vinterstøvler i alle størrelser stående klar.

Ud og af sted på turens første udfordring: snesko. Ketsjerformede aggregater, der spændes på ens egne sko for at fordele vægten, så man ikke træder igennem sneen, der stadig her i april når op til lårhøjde. Af sted med os og en ung, karismatisk svensk guide, der lignede en, som kunne have været CEO for en kreativ virksomhed, professionel tennisspiller eller eje en vinbar i Gamla Stan i Stockholm, men som i stedet var 100 % dedikeret til vildmarkslivet og boede med seks kilometer til nærmeste nabo og blot 50 meter fra, hvor den sidste store brand hærgede området og slugte alt brændbart på et areal svarende til 90.000 fodboldbaner. Han var lykkelig. Men indrømmede dog, at han måtte tage til New York cirka en gang om året for at opleve kontrasten.

Nu førte han os op til en bakketop med udsigt over den smukkeste tilfrosne sø og serverede så røget rensdyrkød, hård Västerbottenost og rygende varm tyttebærsaft. Det eneste, der gjorde os opmærksomme på, at det faktisk var hundekoldt, var, at den engelske journalist, der havde valgt at holde fast i London-looket med Fendi-frakke og gummistøvler og ikke havde skiftet til Canada Goose-udstyret, fik varmet sine ben og fødder under armhulerne på guidens kæreste og medguide, inden hendes hudfarve skiftede til blå ...

Læs også: 24 timer i London: Dét skal du opleve ifølge ELLE's moderedaktør

Der gik det for alvor op for mig, hvad tøj er og kan. For det er jo ikke bare et spørgsmål om udseende som i klimavenlige Danmark, hvor vi stort set kan have det samme på året rundt; det kan handle om overlevelse. Og derfor gør det gennemtænkte tøjvalg hele forskellen. Er der fleece i dine lommer, så hænderne kan få ekstra varme? Er der lynlåse i siderne og kan du lyne fronten op og ned fra både top og bund, så du hele tiden kan regulere varmen? For du må hverken fryse eller svede. Faktisk er det bedst, hvis du fryser lidt, idet du går ud ad døren, inden du skal være aktiv, for er du alt for varm, kommer du til at svede og forrykker dermed saltbalancen ... Hav altid din mobil opladet og hav den inden for rækkevidde med batteriet ind mod kroppen, så det ikke bliver koldt og går ud. Og en detalje, der vil glæde forfængelige hoveder som mit: Hav en lille lomme på ærmet med plads til læbestiften.

Resten af turen står som et eventyr for mig: Efter snesko-testen i den knitrende, glitrende hvide sne blandt de lige så hvide, tynde og elegante birkestammer kørte vi tilbage til hytterne og havde lidt fritid, som vi danskere straks brugte på sauna, udendørsjacuzzi og at rulle os i sneen. Middagen på Brittas pensionat bestod af lokale specialiteter som rødding og ren, aftenhimlens stjerner fik følgeskab af et grønt bælte af nordlys, og vi faldt i søvn mætte, trætte og taknemmelige over alt det, vi havde fået lov at opleve blot få timer fra København. Næste morgen vågnede vi tidligt af det kraftige lys fra sneen, temperaturen var faldet til minus 20, og jeg var lykkelig for, at Mette var kommet til at give mig to sæt skiundertøj med - de kom på, uden på hinanden, så fleecen, letvægtsdunjakken, skalbukserne og -jakken, et halstørklæde og mine forede handsker, og vi var klar på nye eventyr efter et morgenmåltid bestående af alt fra knækbrød og ost til røræg og pandekager. Kent tog os med ud på snescootere, som vi kørte to og to, og tændte bål og serverede stegt fisk, kød og grøntsager for os, mens vi sad på tilhuggede sneblokke og rensdyrskind, afsluttende med kaffe kogt over bålet og serveret i håndskårne træmugs. En tilsvarende udflugt havde han lavet lige før nytår for Kate Moss og hendes familie, blot med hundeslæde, da de kom og boede på Tree Hotel i Dragon Fly-hytten i tre dage. Hun havde hørt om stedet fra en svensker, hun havde mødt til en fest, og ikke været et sekund i tvivl om, at det måtte opleves.

Intet varer evigt. Tilbage på pensionatet skiftede vi til vores storbytøj, og jeg fik lov at rejse hjem i en mørkeblå letvægtsdunjakke, der matchede mine nye ECCO-sko. På vej til lufthavnen i Luleå lokkede vi vores søde chauffør og fotograf til at holde ind ved den lokale købmand, og vi tømte Vittjärvs Lanthandel & kafé for røget rensdyrkød, Västerbottenost, grøn the med lokale urter, chokolade og rød-hvide bolsjestænger, og langsomt, langsomt kom vi tilbage til hverdagen. Men jeg tror godt, jeg tør tale for alle, når jeg siger, at vi vil tilbage til Tree Hotel og dets magiske, glitrende hvide verden. Men iklædt rigtigt tøj som Canada Goose fra start til mål, ikke noget med hverken mørnede sko eller oversize herrefrakker. Der er en grund til, at deres motto er Ask anyone who knows ...

Læs også: Nu kommer 3. sæson af Orange Is The New Black - se traileren her

Har du også fået lyst til at tage et smut til Lapland og besøge Britta og Kents pensionat, bo i hytte i træerne og køre på snescooter? Ja, det tænkte vi nok! I galleriet kan du få en smagsprøve på alt det, du kan opleve i Lapland. Vi har nemlig samlet hele Malous dagbog i billeder. Du kan også se det canadiske luksusbrand Canada Goose's Spring 15 collection. Canada Goose er kendt for sit overtøj, der kan trodse selv de mest hardcore arktiske temperaturer. Brug pilene i galleriet eller 'swipe' dig igennem for at se mere.

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her