Kunstner Veronica Hodges: ”Jeg vil se håb i kunsten”

Veronica Hodges er uddannet scenograf og siden færdiggørelse af uddannelsen i år 2002, har hun arbejdet med alt fra film- og teaterscenografi til børnetøj. Et kunstprojekt, bestående af papirkjoler, ændrede dog det hele, og i år 2010 kastede Veronica sig ud i livet som selvstændig papirkunstner.

Siden da har jobbene været alsidige, men aldrig kedelige. Veronica har både indgået samarbejder af kommerciel karakter med shoppingcentre, men hun har også stået for vinduesudsmykning hos Stine Goya og Magasin du Nord.

Veronica bor på Christianshavn med sine tre børn, og klimadebatten fylder meget i hjemmet. En dag kom Veronicas 10-årige søn til hende og spurgte, hvad de kunne gøre ved klimaudfordringerne. Særligt var han optaget af at have set, at hvalerne svømmer rundt i plastik. Veronica tænkte over spørgsmålet, for hvad kan vi gøre? Vi kan i hvert fald blive bedre til, at passe på det vi har og ære det smukke, kom hun frem til.

Det blev startskuddet på Cherish. En udstilling bestående af 16.000 papirblomster, som netop nu hænger ned fra kuplen i Marmorkirken i det indre København, og som alene på kulturnatten den 12. oktober 2018 tiltrak 8.000 gæster.

Psst! Det tog et klatreteam en uge at sætte de 16.000 blomster op. De kravlede ind i Marmorkirkens kuppel, og via wires hang de sirligt grenene med de enkeltplacerede blomster op.

På ELLE er vi også betaget af det smukke samtidig med, at vi altid slår et slag for bæredygtighed. Derfor satte vi Veronica Hodges i stævne under blomsterloftet til en lille snak om det at skabe kunst og drømmen om en global omsorg for kloden.

Du er papirkunster, og det er jo ikke den mest udbredte kunstform. Hvorfor papir og hvordan er livet som papirkunstner?

Veronica Hodges: ”Mit speciale er ligesom blevet til papir, ikke fordi jeg har været sindssygt interesseret i det, men det er bare blevet sådan af en eller anden grund. Nu er jeg så gået på opdagelse i, hvordan man kan bruge rum og papir til at skabe nogle nye oplevelser”.

”Det er jo ikke altid, at det bare kører at være papirkunstner, der er også perioder, hvor der ikke sker så meget. Men der tror jeg bare, det er vigtigt at holde fanen højt og huske på, hvad det er, man vil med det. Selvfølgelig er der nogle kommercielle opgaver ind i mellem, som er sjove at lave, men mit arbejde skal hele tiden blandes med det, jeg selv synes, er interessant. Hvad er det, jeg bidrager med? Når jeg ikke har en konkret opgave, kan jeg godt lide at bruge tid på at udforske materialerne – hvad kan de – kan de måske bruges udendørs? Jeg drømmer også. Hvad er det, jeg har lyst til at lave, og hvilken historie har jeg lyst til at fortælle? Selvfølgelig samtidig med at hverdagen skal fungere, og at jeg tager imod de opgaver, som jeg er heldig at få”.

Lige nu udstiller du med blomsterværket Cherish her i Marmorkirken. Vil du fortælle os lidt om tankerne bag ved det værk?

Veronica Hodges: Det er et samarbejde mellem præsten her i kirken, min mand Morten Meldgaard fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og så mig som har stået for selve udførelsen. Især af blomsterne, som jo handler om at fastfryse en skønhed. Ideen kommer fra at gå på kirkegården oppe ved Bispebjerg kirkegård. Jeg synes, det er så fortryllende at gå rundt i den der eventyrverden. Så det har nok været lidt en drøm, det der med at tænke på, at skønheden skal vi altså virkelig bevare. Det er i hvert fald en af de smukkeste ting ved at være på jorden - at se naturen, der folder sig ud. Og med alle de her klimating, der foregår nu, så er vi jo i fare for at miste det. Så jeg havde en tanke om, at i stedet for at punke os selv over alle de ting, vi gør forkert og alle de ting, der bare er ved at løbe af sporet, så tænkte jeg: Det her, det holder jeg af, ligesom jeg holder af min kæreste, min mor og mine børn. Altså hvis lokummet brænder, så er det dem, jeg passer på, og så fik jeg den her følelse af, at det, der er smukt, det skal vi også passe på. Det var den vej, jeg havde lyst til at gå, hvis jeg skulle være med i en bæredygtighedssamtale”.

”Og så beskæftiger udstillingen sig jo også med FNs 17 bæredygtighedsmål, især det femte mål, som handler om ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det er jo lidt en abstrakt tanke, men hvis man skal sætte ord på det, så kan det være den grå kirke, som står for hele den kristne tro, som måske er en meget mandsdomineret verden, og så kommer man ind med det her lyserøde ultra-feminine projekt i den her tradition af mænd, der bygger kirker for Guds skyld. Og jeg tror bare, vi bliver nødt til at være mere i balance med det mandlige og det kvindelige, hvis vi skal redde planeten. Det er måske mere en indre efterrefleksion af værket, men der har jo også været sindssygt mange kvinder med til at skabe det her. Min 4-årige datter har for eksempel lavet 50 af blomsterne”.

Du er ret alsidig i dine valg af kunder. Hvilke tanker gør du dig i forhold til dine samarbejdspartnere?

Veronica Hodges: ”Bare de har højt til loftet. Altså mentalt og hvis de har sådan en ja-attitude omkring at skabe og appellere til sanser, så synes jeg, det er en god opgave. Juleudstillingen i Magasin var selvfølgelig voldsom stor. Fem etager og 11 vinduer på fire måneder, og jeg måtte gøre, lige hvad jeg havde lyst til. Det er jo vildt at få lov til at få sådan en mulighed. Jeg begynder også at få flere henvendelser, men der er også nogle ting, der skal være der, før at jeg siger ja. Der skal i hvert fald være en eller anden form for refleksion – altså det må gerne bare være dekoration for nogen, bare jeg selv har haft mulighed for at tænke over projektet. Måske er det så bare mig og to andre, der kan se tankerne, men det er fint nok”.

”I Magasin lavede jeg for eksempel svaler, og dem ville jeg gerne have med. Der var 600 svaler, der fløj i flok, og de symboliserede mennesker, som holder sammen. Kunsten skal selvfølgelig have en æstetik, men det er vigtigt, at der også er en mening bag, uanset om det er kommercielt eller ej”.

Hvilken form for kunst kan du selv lide? Hænger der papirkunst hjemme i privaten?

Veronica Hodges: ”Nej, det gør der overhovedet ikke. Jeg kan godt lide godt håndværk, og så skal der selvfølgelig være poesi og plads til at fantasere lidt. Jeg har det svært ved kunst, som fokuserer på noget dårligt eller negativt, hvor det er smerten, der skaber berettigelsen. Det appellerer overhovedet ikke til mig. Jeg bliver nødt til at have noget, hvor jeg ser håb. Det betyder ikke, at der ikke må være en smerte i kunsten, det er bare, det handler bare om, at behandle smerten på en måde, hvor man ser et håb. Det er jo også smertefuldt at skulle indse, hvad der sker med jorden, men måske er der håb, hvis vi selv tror på det”.

Hvad håber du, at fremtiden byder på for dig som kunstner?

Veronica Hodges: ”Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe noget håb for fremtiden og for kloden. Det betyder simpelthen så meget for mig, at kunne få lov til globalt at samle en form for caring. Om det så er kunsten – det håber jeg, for det synes jeg selv, er det jeg kan. Jeg er ikke politiker, og jeg kan heller ikke synge, så det her er det, jeg kan bidrage med. Men at skabe en opmærksomhed globalt, det kunne jeg virkelig godt tænke mig”.

Cherish kan ses i Marmorkirken på Frederiksgade 4 i København ind til den 15. november 2018.

Al papir til udstillingen er sponsoreret af Carte Fini.