Gigi Hadid efter body-shaming: ”Kommentarerne får mig ikke ned med nakken”

Gigi Hadid efter body-shaming: ”Kommentarerne får mig ikke ned med nakken”
Foto: All Over Press

Gigi Hadid tog d. 15. august til genmæle på Instagram og fortalte sine følgere, at hendes vægttab hverken er et udtryk for usunde slankekure eller et bevidst forsøg på at ligne de andre modeller på catwalken. På en brugers kritiske Instagram-kommentar om hendes vægttab svarede hun: 

”Kroppen ændrer sig i takt med, at piger bliver til kvinder. I mine teenageår er min krop gentagne gange blevet bedømt, og det har vist mig menneskers kedelige tendens til at stemple og bedømme hinanden på et uoplyst grundlag.”

At kendte kvinder på de sociale medier modtager hadefulde kommentarer for deres udseende er et velkendt fænomen, som går under navnet ”body-shaming”. Beyoncé blev f.eks. udsat for det da billeder fra en L’Oreal kampagne i 2013 afslørede, at sangerindens hud slet ikke er så perfekt, som man skulle tro. Et andet eksempel var da skuepsilleren Renée Zellweger, efter et par år ude af rampelyset, i 2014 viste sig på amerikansk ELLEs røde løber. Spekulationerne om hendes ændrede ansigtstræk ville ingen ende tage, og de ydmygende kommentarer stjal fuldstændig opmærksomheden fra Renées talent som skuespillerinde.

Se også: Bridget Jones' Baby: Bridget vender tilbage på det hvide lærred     

Elisa Lykke rådgiver danske kendisser som Julie Zangenberg og danser Claudia Rex i, hvordan de skal agere på sociale medier. Da vi spurgte hende hvorfor body-shaming er blevet et så udbredt fænomen, havde hun et klart svar: 

Vi bruger vores ytringsfrihed på en meget uartig og uorganiseret måde – vi tænker på, hvad vi har ret til uden at overveje, at vi skal opføre os ordentligt,” fortæller Elisa Lykke, men understreger samtidig, at vi også før de social mediers tid talte om hinanden.  Der var f.eks. rigtig mange, som i 1950’erne havde stærke holdninger til Marylin Monroes fremtoning og offentlige eskapader. Forskellen er bare, at de sociale medier i dag giver os mulighed for at ytre os til højre og venstre - helt uden at tænke på konsekvenserne.

Men Gigi Hadid og Beyoncé er ikke de eneste stjerner, hvis kroppe i den digitale verden er blevet allemandseje og udsat for en masse meninger.

I februar 2015 blev et billede, taget til Marie Claire, af den 48-årige model, Cindy Crawford, og hendes uretoucherede krop offentliggjort. På billedet så vi den smukke supermodel posere foran kameraet med rynker og skønhedsfejl - med andre ord: helt uden retouchering. Det var fotografen John Russo, der i 2013 tog billedet, og han påstod efterfølgende, at det blev stjålet fra ham. Hvorvidt John Russo talte sandt vides (stadig) ikke, men hvad mere interessant er, at Cindy Crawfords popularitet faktisk steg efter billedet gik viralt - hun blev nemlig lykønsket  for sin naturlige krop. Marie Claire hyldede ligeledes Cindy Crawford og de uretoucherede og skrev:  

”Uanset hvor billedet kommer fra er det forfriskende – vi har altid vidst, at Crawford var smuk, men at se hende sådan får os kun til at elske hende mere.”

Læs også: Jennifer Aniston: "Jeg er ikke gravid. Jeg har bare fået nok."

Men hvorfor hylder vi Cindy Crawfords skønhedsfejl, mens vi hater på Beyoncés urene hud – hvorfor så forskellige reaktioner? Ifølge Elisa Lykke handler det om et typisk behov hos os kvinder: Vi vil være i kontrol:

”Der ligger succes i kontrol. Den urene hud udstråler, at man ikke har været i kontrol: Man har spist usundt, eller man har ikke fået renset huden. Når heltinder som f.eks. Beyoncé ikke udstråler denne kontrol, bliver folk usikre,”  fortæller Elisa Lykke og forklarer, at billedet af Cindy Crawford derimod udstråler kontrol, fordi det fremstillede hende som en voksen, professionel model, der turde vise omverdenen, hvordan hun så ud.

Elisa Lykke påpeger også, at de kendte kvinders alder har en betydning:

Det handler også om alder. Ældre kvinder er ikoniske, og vi hylder dem på en anden måde. Man kan ikke body-shame en ældre kvinde på samme måde, som man kan med en yngre,” siger Elisa Lykke.

Hvis du spørger Elisa Lykke, er det altså de unge, kendte kvinder, der særligt er i risikozonen for at blive body-shamet på de sociale medier. Men Elisa Lykke mener også, at unge kvinders iscenesættelse af sig selv som ”perfekte” bærer en del af skylden: 

”Vi har et større fokus på kroppen, end mænd har. Mænd går ikke på samme måde op i detaljerne omkring deres krop. De har ikke det samme kritiske og kræsne syn på den og en mening om, hvad der er rigtigt og forkert,” fortæller hun.

Desuden mener Elisa Lykke, at det er de smukke kvinder der ligger for had. Det er de kvinder, der  ”tør og gør”, som får hug for det: ”Det er en pudsig modreaktion, for på den ene side har vi feministerne, der går forrest i kampen for, at kvinder skal turde og gøre, hvad de vil. På den anden side får kvinder, der stikker næsen frem, hug.”

Og så er vi tilbage til Gigi Hadid og de mange negative kommentarer, hun må leve med på de sociale medier. Elisa Lykkes bud på, hvorfor hun tager til genmæle overfor sine sure følgere er, at hun giver dem tilbage af samme, belærende skuffe: ”Dem der kommenterer indtager ofte en belærende ekspertrolle overfor de kendte på de sociale medier. Man giver sig selv ”lov” til at skrive lige, hvad man mener. Jeg tror, at folk blev sure på Gigi fordi hun signalerede en holdningsændring til sin krop, efter hun er blevet model. Ved at tage til genmæle udtrykker hun, at hun er et godt sted i sit liv, og fremstår samtidig belærende.”

Læs også: Gigi Hadid: "Hvis folk ikke kan lide det jeg gør, så kan de kigge den anden vej"

Ifølge Elisa Lykke er kendissernes Instagram-profiler skydeskiver for alverdens spydigheder, men samtidig giver de magten tilbage til de kendte, som kan give følgerne svar på tiltale. Som f.eks. Gigis modsvar, hvor hun skrev: 

”Jeg spiser stadig, som jeg vil, jeg er stadig stærk og sund. Jeres kommentarer får mig ikke ned med nakken, men næste gang så tænk på de unge kvinder, som måske tager de dømmende kommentarer på sig.”

At Danmark er et lille land er desværre ingen hindring for body-shamingens udbredelse herhjemme, og Elisa Lykke fortæller, at stjerner som Medina og Julie Zangenberg jævnligt modtager kommentarer som ”du er for tynd,” ”du er for syg” eller ”se din skelethånd.”:”Når kendisserne lægger et afklædt billede op, så ved de godt, at de puster til ilden. For det meste kan de dog selv navigere rundt i, hvornår kommentarerne er deciderede ondskabsfulde, og hvornår de ”bare” er en hurtig kommentar,”  fortæller Elisa Lykke.

Ifølge Elisa Lykke skal vi dog huske på, at vi i Danmark også er gode til at hylde forskellige kropsformer og bakke dem op, som tør at stå frem. Et godt eksempel er, da Julie Ransby fra Esbjerg i sommers blev hyldet på Facebook, efter hun havde delt et bikinifoto af sig selv, som reaktion på de kritiske kommentarer en gruppe unge mænd havde udsat hende for, mens hun solede sig. 

Men selvom hadet i nogle tilfælde kan blive vendt til noget positivt, og body-shaming kan ende lykkeligt, mener Elisa Lykke dog alligevel, at vi bør tænke os bedre om, før vi ytrer os:

”Før man kommenterer noget på de sociale medier, bør man spørge sig selv: Ville jeg kunne sige det op i ansigtet på et andet menneske? Jeg tror, at der vil ske meget de næste 10 år ift. hvordan vi opfører os på nettet,” afslutter Elisa Lykke.

Gigi Hadid efter body-shaming: ”Kommentarerne får mig ikke ned med nakken”

Relaterede artikler