Carmen med solodanserinde Ida Praetorius og kostumier Silvia Delagneau

Carmen er en ballet i et filmunivers - skabt specifikt til Det Kongelige Teater af koreograf Marcos Morau. Forestillingen og kostumerne skiller sig i den grad ud fra den normale ballet på Det Kongelige Teater, og derfor satte ELLE solodanserinde, Ida Praetorius, i stævne for at tale lidt om den atypiske ballet.

I 2016 blev den dengang 22-årige balletdanserinde Ida Praetorius udnævnt som solodanserinde på Det Kongelige Teater, hvilket gjorde hende til den yngste af sin slags. Siden da er mange balletsko slidt op, og i dag er den 25-årige Ida Praetorius aktuel i Det Kongelige Teaters opsætning af Carmen. ELLE besøgte den unge ballerina på Det Kongelige Teater to timer inden aftenens forestilling, hvor Ida viste rundt i hår og make-up, i kostumeafdelingen og på scenen.

Psst! Se en video fra vores møde med Ida Praetorius under interviewet.

Du er datter af en professionel balletdanserinde, og dine brødre danser også. Har du altid danset ballet?

”Jeg har altid danset, men det blev mere målrettet, da jeg var otte år gammel og startede på balletskolen på Det Kongelige Teater. Jeg dansede allerede, da jeg var tre år, men der er er det jo bare leg og prinsesseverden”.

Hvornår vidste du, at det skulle være mere end en hobby?

"Da jeg var otte år, kom jeg ind på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor man har målet om at blive professionel danser. Det var ikke sådan, at jeg konkret vidste, hvad der var min drøm, men jeg havde en barnedrøm om at blive professionel. Da jeg var 14-15 år gammel der vidste jeg, at det var det, jeg ville. Så meget at hvis det ikke kunne blive her, så skulle det være i et andet land”.

Kan du huske et specielt øjeblik, hvor det gik op for dig, at det her kommer rent faktisk til at ske?

”Da jeg blev ansat som aspirant, der blev det ligesom virkeligt. Og jeg fik min første løn for at danse, og det var også på det tidspunkt, at det hele blev mere konkret, og der var jeg slet ikke i tvivl. Det var her hele mit fokus lå”.

Du er praktisk talt vokset op herinde på Det Kongelige Teater, og du har haft din daglige gang herinde, siden du var otte år. Føles det som hjem?

”Ja, det gør det. Det føles som mit andet hjem. Og nogle gange bruger jeg flere timer her, end jeg gør derhjemme i min lejlighed. Jeg siger meget sjældent ”nu skal jeg på arbejde”, jeg siger ”jeg skal ind til teatret”, og det var jo også det, jeg blev betaget af som barn. Ikke bare dansen, men hele universet her. Det at ændre karakter og være nede på skræddersalen og få lavet kostumer. Og så er det jo en gave at gå på en skole, hvor man ser sine idoler hver dag stå og danse. For mig var det som at møde verdens største skuespillere, at stå og se på de voksne træne. Så på den måde blev drømmen meget virkeliggjort”.

Du har jo danset mange balletter igennem din tid på Det Kongelige Teater. Har der været en forestilling, du har været særlig glad for?

”Der er nogle stykker, der har stået særligt frem. Blandt andet da jeg dansede Enetime første gang, som er sådan en thriller-ballet. Der var jeg 17 år, og det var min første hovedrolle, første gang jeg fik lov til at bygge en karakter. Så det står klart som et minde fra første gang, jeg fik lov til at arbejde som solist. Og så da jeg blev udnævnt til solodanser i 2016 i Romeo og Julie. Det er jo også en af de store. Det var min første helaftensforestilling, det vil sige, hvor man er den bærende hovedrolle i tre akter, og hvor karakteren også gennemgår en stor udvikling. Siden da er der kommet mange”.

Nu nævner de her store milepæle, hvor det helt sikkert har været vigtigt for dig, at din familie har været inde og se det. Er det stadig vigtigt for dig, at de kommer?

”Ja, det betyder meget for mig, og det betyder også meget for dem, jeg elsker, at de er der. Ikke at de skal være der til premieren, men jeg holder meget af at dele det med min familie og min kæreste. For det er jo ikke bare et arbejde, det er også min passion. Og jeg tror også, de synes, det er fedt at se det, når jeg taler så meget om det. Og så også bare fordi, de har lyst til at støtte mig”.

Fortæl os om Carmen – hvad er dit forhold til den her forestilling?

"Carmen har været sådan en vild proces. Vi har arbejdet med en koreograf, der ikke selv har været danser. Så han har brugt vores kroppe til at fortælle sit sprog. Det er jo meget klassisk sådan, man koreograferer, men koreografen i det her tilfælde, kunne ikke selv vise, hvad han gerne ville have. Så det var rigtig spændende at arbejde med. Og så er den her forestilling meget moderne i sit udtryk, og er nærmest mere total-teater, så det har været sjovt at arbejde i en hel anden retning. Jeg har selvfølgelig altid kritiske øjne på det, jeg laver, men jeg gik med på Marcos’ præmis fra dag et. Og det tror jeg også man skal. Selvfølgelig skal man stille kritiske spørgsmål, men jeg var med på hans rejse fra første dag”.

Kostumerne er jo fantastiske. Hvordan skiller de sig ud fra normale balletkostumer?

”Et helt klassisk balletkostume vil enten have et tutu, som er det her tylskørt, der står lige ud til siden, eller et langt tylskørt, eller måske en empirekjole. Noget hvor man også viser kroppen, og viser karakteren på den måde. Men her skaber kostumerne også karaktererne, og de her karakterer er vilde. Og det afspejler kostumerne også. Og så synes jeg bare, de er sindssygt fede. Jeg elsker at have dem på. Det er som om, man tager dem på, og så føler man sig som karakteren. Og de er faktisk meget dansevenlige, også selvom skørtet er meget stort, og vi har stive jakker. Men til koreografien passer det godt. Og så er de bare vildt flotte!”.

Arbejdede du med Silvia Delagneau?

”Ja, altså kostumerne er jo kreeret til os. Det vil sige, at kostumeafdelingen står og prøver ting af på vores kroppe, og lytter også til, hvad vi siger. Hvis jeg for eksempel siger :”kan jeg ikke få det skåret på den her måde, for så kan jeg bedre løfte mit ben” eller sådan noget”.

Carmen er normalt en opera, som så er konverteret til en ballet, som så er konverteret til noget helt andet her. Hvordan kommer det til udtryk?

”Jeg vil sige, i den her opsætning, er Carmen-plottet blevet dekonstrueret og sat sammen igen. Den her fortolkning er så splittet ad, så du har ikke Carmens historie fra start til slut. Vi ser derimod billeder af Carmen i forskellige stadier. Det har været enormt sjovt at dekonstruere en historie, og så stadig finde essensen frem. Vi er fem, der spiller Carmen igennem forestillingen, men jeg spiller hende i slutningen, hvor hun skal dø. Og det ved hun godt…”.

Som Ida Praetorius fortæller, er kostumerne til Carmen alt andet end almindelige, og ELLE bad derfor den spanske kostumier Silvia Delagneau om at sætte ord på processen fra idé til premiere.

”Jeg har lavet kostumerne til tre af Marcos Moraus shows nu. Vi elsker begge mode, design og populærkultur. Vi begyndte at arbejde på Carmen for over et år siden. Jeg elskede Marcos’ vision for forestillingen. Publikum skulle ikke bare se en almindelig ballet, men en filmoptagelse” fortæller Silvia Delagneau.

”Vi startede med at lege med to forskellige verdener, hvor Carmen går fra virkelighed til fiktion. Den fiktive verden er min favorit. Marcos og jeg ville gerne have, at kostumerne skulle repræsentere drømme og lyster. At arbejde i fantasien på den måde, gav mig en stor frihed i forhold til at designe” fortæller Silvia Delagneau, der rejste regelmæssigt mellem sit hjem i Barcelona og teatret i København i de otte måneder, det tog at lave kostumerne. ”Det var en fornøjelse at arbejde med danserne. Nogle kjoler og hatte var svære at bevæge sig i, men danserne havde altid en åben tilgang, og de legede med kostumerne, indtil vi fandt en form. De arbejdede hårdt for at bringe kostumerne til live” afslutter Silvia Delagneau.

ELLE fulgte Ida Praetorius backstage to timer op til aftenens forestilling. I videoen herunder kan du se, hvordan Ida forberedte sig på en aften på scenen.

Video og klip: Kavian Borhani.

Carmen kan ses på Det Kongelige Teater indtil den 1. november 2018.