Månedens bog: Augustus

John.Williams.Augustus
Foto: PR

Mesterværker John Williams udgav ganske vist sine blot tre romaner, Butcher’s Crossing, Stoner og Augustus fra 1960 til 1971, men alligevel er det først i disse år, at han for alvor er blevet anerkendt. Ja, ikke bare anerkendt, men kult! Ikke mindst pga. Stoner, der blev udgivet på dansk i 2014 og straks blev en bestseller. Men alle tre bøger er ganske enkelt perler, som du bør unde dig selv at læse.

Læs også: Horoskop // Sådan bliver din juli!

I Butcher’s Crossing (1960) lægger den unge Will Andrews i årene efter borgerkrigen universitetsstudierne bag sig for i stedet at følge sin natur, helt bogstaveligt: at ride ind i Colorados hjerte for at jagte bisoner. Især den rå og brutale jæger Miller skiller sig ud; han er ren urkraft og betragter naturen som fjende. Ift. ham er Andrews kun en katalysator. En bifigur. Stoner (1965) er en såkaldt antihelt. En af dem, der normalt ikke skrives bøger om. En dreng fra landet, som elsker litteraturen højere end den fædrene jord og bliver universitetslektor. Her gennemlever han et ikke-liv i kraft af intrigante kollegaer og en bitter kone. Men Stoner tager sin skæbne på sig, og det er mesterligt skildret.

Læs også: Her er opskriften på 3 skønne sommerdrinks

Den tredje og sidste bog, Augustus (1971), vandt den prestigiøse National Book Award i 1973. Kejser Augustus regerede efter sin myrdede onkel Julius Cæsars ønske over Romerriget mere eller mindre fra 44 f.Kr. til 14 e.Kr. – svimlende 58 år. Ligesom Andrews og Stoner er Augustus styret af en sær skæbnebestemmelse. Han kan ikke andet end følge Cæsars ønske, om end han er alt andet end magtbegærlig. Så selv om han om nogen indtager en hovedrolle, opfører han sig ydmygt og betragtende som en, ja, bifigur. Alt sammen beskrevet gennem ’breve’ skrevet af Augustus’ samtidige, hvilket både tegner et fantastisk fint portræt af manden bag kejserrollen og giver en forståelse for Romerriget og dets yderst sofistikerede tid, kulturelt og socialt. Med Augustus gør John Williams således for alvor antihelten til en helt: En mand, der formår både at spille spillet, bevare fødderne på jorden og gøre en forskel. John Williams skriver om rigtige mennesker. Drevet af begær, hævngerrighed og selvglæde, men også opofrelse, respekt, ydmyghed ... Det er stort, det er smukt, og det er enestående. Tre bøger, som ikke tager meget mere end en sommerferie at læse, men som vil berige dig resten af livet.

Relaterede artikler