Anja Ringgren Lóven redder heksebørn: "Dalai Lama kalder mig for sin heltinde"

Det er tydeligt at mærke, at den 41-årige Anja Ringgren Lóven er en ildsjæl, der brænder for det, hun laver. Hendes livsværk, hvorved hun vier sit liv til at hjælpe heksebørn i Nigeria, er nemlig affødt af et brændende barndomsønske om at gøre en forskel.

Anja kastede allerede sin kærlighed på Afrika som barn og fik særligt øjnene op for fænomenet om heksebørn, der lider en uretfærdig skæbne på grund af overtro.

I kampen mod netop overtroen og den dertilhørende mishandling af børnene, har Anja, som du måske allerede kender fra DR-dokumentaren Anjas børnehjem, udgivet biografien Heksebørnenes mor, der udkom den 18. februar 2020, og i den anledning har vi spurgt hende om…

Hvor stammer din fascination af Afrika fra?

Fra jeg var helt lille, har det at komme til Afrika været en drøm for mig. Drømmen stammer fra 5-6-års alderen, hvor min mor påpegede over for min tvillingesøster og mig, at hvis vi ikke spiste vores aftensmad op, så skulle vi tænke på børnene i Afrika. Jeg sad vitterligt med min søster på værelset og tænkte på, om man kunne proppe mad i kuverter og sende dem afsted til Afrika. Omsorg og næstekærlighed, det var noget, jeg fik ind med modermælken. Jeg blev ældre, og jeg startede i folkeskole og senere i gymnasiet, og der fulgte drømmen mig. Det var faktisk mit mål i livet at komme til Afrika og redde børn. Jeg tror også, at det var den her fascination af – specielt i barndommen - at de her børn havde en anden hudfarve. Dengang i 90’erne var der jo rigtigt skruet op for billeder af de her udmagrede afrikanske børn, og der var mange store internationale indsamlinger – det var så forfærdeligt, for man så jo ikke børn i Asien på samme måde. Det var mest fokuseret på Afrika. Det var det, der satte sig i mig.

Hvad rørte sig inde i dig, da du valgte at sige dit job op i tøjbutikken i Århus tilbage i 2011 til fordel for at hjælpe heksebørn i Nigeria?

På et tidspunkt i 2008 blev der vist en dokumentar på DR1, der hed Saving Africa’s Witch Children. Da jeg så den dokumentar i 2008, var jeg vitterligt i chok, fordi jeg blev bevidst om, at børn i Afrika døde af sult, af malaria, kolera, tyfus, epidemier, naturkatastrofer – men et heksebarn vidste jeg ikke, hvad var, og jeg var i chok. På det tidspunkt i mit liv var jeg butikschef i en tøjbutik og var flyttet fra Frederikshavn til Århus, for at starte på et nyt kapitel i mit liv og komme væk fra det hele, efter min mor døde. Jeg begyndte faktisk at leve et lidt overfladisk liv, hvor jeg stod i tøjbutik og solgte dyrt modetøj. Det liv, som jeg pludselig levede, var ikke en del af min drøm, og jeg lovede mig selv, at hvis jeg nogensinde fik muligheden for at udleve min drøm, så var det de heksebørn, jeg ville redde. Da jeg så den dokumentar, ændrede alt sig for mig.

Hvordan oplevede du så den barske virkelighed i Afrika?

Jeg var i starten af 30’erne, da jeg besluttede, at nu ville jeg udleve den drøm, som jeg havde været nødsaget til at sætte på standby, fordi min mor døde efter et langt kræftforløb. Der var rigtig mange år, hvor jeg vaklede og ikke kunne finde min plads i verden, men da jeg så endelig kom ud på den anden side, valgte jeg at rejse til Malawi med Folkekirkens Nødhjælp i 2011, og det var mit første møde med Afrika. Der var en hel verden til forskel i at opleve sulten på egen krop – jeg tabte 10 kg den første måned, hvor jeg boede dernede. Bare det der med at gå flere kilometer for at hente vand – jeg havde lyst til at græde den dag, jeg skulle prøve det, min nakke var ved at knække. Den her primitive måde at leve på var en øjenåbner. Jeg var til begravelser næsten hver uge – der var flere i min landsby, der døde. Der var en gammel mand, som jeg snakkede rigtigt meget med – han fik en infektion i benet, og jeg tænkte – ”Nå, det er da ikke noget” – men det gik i hans blod…

Hvad tror du, der ligger til grund for, at fotografiet af dig, der reddede den tre-årige udmagrede dreng fra Nigeria, gik viralt tilbage i 2016?

For det første havde jeg helt lyst hår på det billede – og Hope var det her udmagrede barn, så kontrasten var enorm. Her var jeg, den hvide engel – og jeg var ikke bare lyshåret og i hvid i huden, jeg havde nemlig også alle de her tatoveringer. Tit og ofte er der mange fordomme om, at folk med tatoveringer er en bestemt type, så jeg var måske ikke den, der ’normale’ hvide engel – hvilket for nogle måske kunne virke provokerende. Og så det med, at jeg havde en flaske vand. Det var jo ikke, fordi, at jeg bare bukkede mig ned og kiggede på ham. Jeg gav ham vand, samtidig med at jeg gav ham kiks – hvilket i høj grad referer til religion og kirken, hvor du får vand, brød og Guds velsignelse. Det var bare ét billede, der rummede rigtig meget – både provokation, symbolik på mange områder og kæmpe kontrast.

Hvad betød dét, at du var i trediverne og barnløs for den måde, at du tog børnene til dig, da du på tidspunktet rejste til Nigeria i 2013?

Den succes, jeg har fået med mit arbejde i dag, handler om, at jeg var over tredive, da jeg forfulgte min drøm. Jeg havde derved en masse livserfaring – jeg havde oplevet sorg, mistet min mor, taget en uddannelse som stewardesse og haft verden som min arbejdsplads - og jeg rejste rundt i Mellemøsten i to år efter gymnasiet. Min alder gjorde, at jeg var mere gearet til den barske virkelighed, jeg mødte i Afrika. Hvis jeg havde været i starten af tyverne, da jeg fik muligheden for at følge min drøm, så er det ikke sikkert, at det havde været den succes, som det er blevet til. Jeg tror, at jeg havde været offer for naivitet og ungdom. Set i bakspejlet, er jeg glad for, at jeg ikke tog afsted 10 år tidligere.

Du har selv haft en hård opvækst præget af usikkerhed og med mangel på omsorg. Spiller det faktum en rolle ifm. med dit arbejde?

Jeg er meget øje for øje og tand for tand, og jeg har svært ved at tilgive i alle aspekter. Jeg har sådan en vrede indeni. Det med at man selv har oplevet uretfærdighed gør, at man ret ofte føler sig uretfærdigt behandlet på andres veje. Når jeg tænker tilbage på min barndom, tænker jeg på en god barndom, men skyggesiden er, at jeg voksede op med en far, der drak. Jeg har siden min mor døde følt en uretfærdighed over, at hun døde – min mor kæmpede alene med tre børn, arbejdede så hårdt og var så omsorgsfuld – faktisk var hun den stærkeste kvinde, så hvorfor skulle hun dø? Den uretfærdighed jeg følte, da min mor døde, er også samme uretfærdighed, jeg føler, når jeg er i Nigeria og oplever børn blive mishandlet på grund af overtro.

Hvordan har det følelsesmæssigt været for dig at skrive Heksebørnenes mor, når du er så involveret?

I skriveprocessen har jeg haft mange samtaler med Julie, der er forfatter af bogen. Jeg kunne tale om børns rettigheder i timevis, men vi skulle også snakke om min barndom. Det var det hårdeste, fordi jeg har lært at opbygge en skal og ikke åbne for meget op. Det har været en følelsesmæssig rutsjetur, også for mine søstre, der var med på sidelinjen. Jeg havde nogle erindringer, som vi ikke rigtig vidste, om vi skulle have med i bogen, fordi min far døde, mens vi var ved at skrive den. Der er mange ting omkring ham, som jeg var lidt påpasselig med i forhold til, om det skulle ud – mest for at beskytte ham. Men vi var bare enige om, at vores far aldrig havde været en ond far. Han havde jo bare sine dæmoner at kæmpe med. Han havde selv angst og formåede ikke at bearbejde det, så han valgte at drikke det væk. Han har altid været en kærlig far og holdt sig i live for sine tre børns skyld, men han formåede at komme ud af sit druk. Det er jo klart, at hvis man skal skrive om sine forældre, er det hele ikke positivt.

Hvad kan læseren glæde sig til at blive klogere på i din nye bog?

Det er en fortælling om den nye ’Mother Teresa’, som selveste Dalai Lama ser som sin heltinde – hun lever ikke en dans på roser, bare fordi hun har opnået en masse. Jeg har ofret mig selv på mange måder. I bogen åbner jeg virkelig op for det forløb, jeg gennemgik som ung, hvor jeg havde anoreksi og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Selv den dag i dag lever jeg med en dødsangst. Bogen er også henvendt til unge mennesker, for der er mange unge mennesker i dag, der har angst, fordi man skal præstere så meget som ung i dagens Danmark. Jeg er da glad for at Instagram ikke eksisterede i min ungdom… Derudover har vi 74 børn på vores børnehjem, der har nogle forfærdelige skæbner, og i bogen har vi valgt at skrive om fem af dem.

Hvad betyder det for dig, at et ikon som Dalai Lama personligt har vist dig sin anerkendelse for dit arbejde i Nigeria, og hvordan tackler man at blive anerkendt en af verdens største fortalere inden for folkerettigheder?

Jeg var i audiens hos ham i to timer i Himalayas bjergtinde oppe i det nordlige Indien i tibetanernes tempel. Det der med at sidde og få at vide; ”You are one of my biggest heroes," som han ordret sagde, det er jo noget, der ikke er gået op for mig endnu. Det er ikke noget, der har gjort mig stjernenykket, jeg er trods alt nordjyde, men at få at vide, at man er en af verdens største nulevende lederes største heltinder, er et kæmpestort skulderklap, og jeg er da klart stolt. At møde ham er det største, jeg har oplevet med det her arbejde - foruden at jeg redder børn. Det var helt vanvittigt at sidde der og blive velsignet, få en gave af ham og være i hans tempel.

Hvorfor har du valgt at skrive biografien nu? Betyder det, at arbejdet med heksebørnene er et overstået kapitel?

Først og fremmest så håber jeg, at bogen får sat et punktum for overtro om heksebørn – og agendaen er at sætte fokus på fænomenet. Men det er langt fra et overstået kapitel! Listen af børn, jeg vil redde, er kilometerlang, og vi skal ud i nærområderne og oplyse og uddanne folk for at aflive myten om, at de her børn er hekse – så det er jo et arbejde, der kun lige et begyndt. Jeg håber, at det jeg har startet, bliver til små ringe i vandet, der spreder sig. Bogen her er måske et springbræt til en bog mere senere hen.

Køb Heksebørnenes mor her.