Ita O'Brien Sex Education Normal People
Foto: Sam Taylor/Netflix
Film og TV

Intimkoordinator på 'Sex Education': "Jeg håber på mere realistiske sexscener i fremtiden"

Af Marie Emilie Hofman 1/02/2024
Ita O'Brien er en af filmindustriens første intimkoordinatorer og har arbejdet på seriesucceser som 'Sex Education' og 'Normal People'. Lige nu er hun aktuel i filmen 'Men Up', og vi har mødt hende til en snak om grænser, smukke scener og et ønske om mere 'tirsdagssex' på det store lærred

Hvad laver en intimkoordinator?
"En intimkoordinator skaber en professionel proces for intimt indhold til film og tv. Både ved at koreografere det fysiske indhold, men også både fysisk og psykisk at øve indholdet med skuespillere, så de ikke overskrider deres egne grænser. I den indledende fase øver skuespillerne scenerne med instruktøren. Det hjælper skuespillerne til at få en forståelse for den fysiske storytelling og samtidig også, hvor deres egne grænser går for at lave intimt indhold. Og det er mit arbejde at løfte den aftale ind til en fysisk koreografi som sætter klare, trygge rammer, så alle kan slappe af og fokusere på at udfolde sig både kreativt og professionelt for at skabe de smukkeste scener."

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Foto: Nic Dawkes
Ita O'Brien.

Hvordan ser du, at intime scener på film og tv har udviklet sig de seneste fem år?
"Vi er blevet langt bedre til at fokusere på det intime indhold helt fra starten af en produktion. Og det i sig selv er en helt ny udvikling. Tidligere plejede det at være sådan, at instruktøren sagde; ’hov, der er en sexscene, sådan her vil jeg have det, i går bare ind foran kameraet og går i gang’. Det har jo desværre ført til, at mange skuespillere er kommet til skade både fysisk og psykisk, og vi ved heldigvis bedre i dag. Med #Metoo og Time’s up-bevægelsen kom der virkelig momentum for at tage det her alvorligt.

"Jeg håber, at vi bevæger os væk fra de glamourøse, glorificerede sexscener"

Og det er virkeligt glædeligt, fordi det nu er en kreativ proces, hvor jeg i samråd med skuespillerne og instruktøren kan sikre, at ingens grænser bliver overtrådt. Jeg plejer at sige til skuespillerne, at dit 'ja' er dit 'ja', dit 'nej' er dit nej og dit ’måske’ er også et nej. At lave intime scener er en proces og skuespillere kan opleve, at noget, som de oprindeligt har sagt ja til, faktisk ikke fungerer for dem. Og det er klart noget nyt for skuespillere at lytte til sig selv og kommunikere deres behov til mig. Men det er en gave til en produktion, der også inviterer instruktøren og produceren til at forstå skuespillernes grænser og samtykke."

Foto: BritBox Nordic
Ita O'Brien er aktuel som intimitetskoordinator på filmen 'Men up' (premiere 14. februar på BritBox). Den handler om en gruppe Walisere, der begiver sig ud i testforsøg med Viagra i 1994.

I dag har nærmest alle film og tv-produktioner verden over intimkoordinatorer - er det en direkte konsekvens af #Metoo-bevægelsen?
"Jeg har udviklet mit arbejde med at koordinere intimt indhold helt tilbage fra 2014. I 2015 startede jeg med at undervise, men først i 2017 begyndte jeg at arbejde med filmindustrien og dele min viden. Der arbejdede jeg med en gruppe agenter, der var sådan; ”Endelig, det her, har vi ventet på!” Men det var først i oktober 2017, da #Metoo for alvor rullede, at filmindustrien virkelig fik øjnene op alle de ting, de havde vendt det blinde øje til. Det ændrede virkelig hele atmosfæren og skabte en helt anden lydhørhed."

Ita O'Brien

  • Startede som en af branchens første intimkoordinatorer i 2017, hvor hun introducerede 'The Intimimacy On Set Guidelines' til film-, teater- og tv-produktioner.
  • Har arbejdet med b.la. HBO, Netflix og BBC på produktioner som 'Sex Education, 'Normal People' og 'I May Destroy You'
  • Aktuel på filmen 'Men Up' på BritBox, der kan ses fra d. 14. februar
  • Uddannet i teater og scenekunst fra Bristol Old Vic Theatre School og med en master i bevægelsesstudier fra Royal Central School og Speach and Drama
  • (f. 1964) i England

'Sex Education' var et nybrud i forhold til at vise sexscener med queerpersoner. Hvad tænker du særligt over, når du skal koreografere det indhold?
"Det er akkurat ligesom med skuespillere, at hvis der er indhold i et manuskript, man ikke selv har kendskab til, så laver man grundig research. Queerpersoner skal være i stand til at forstå hver en lille detalje i koreografien og føle at de bliver respekteret og spejlet, som de er. Jeg er ikke selv en queer person, så derfor sørger jeg altid for at lave min research ved at tale med folk fra queermiljøet og læse relevant litteratur."

Foto: Sam Taylor/Netflix
Sex Education Season 3.  Ncuti Gatwa as Eric Effiong, Connor Swindells as Adam Groff in Episode 2 of Sex Education Season 3. Cr. Sam Taylor/NETFLIX © 2020
'Sex Education'

Du har arbejdet på en lang række produktioner som 'Sex Education' og 'Normal People', der har yngre, og måske mere uerfarne, skuespillere med. Hvordan tager du højde for det i dit arbejde?
"Med yngre skuespillere, der er dugfriske fra skuespillerskolen, støtter det dem virkelig at følge ’The Intimacy Guidelines’ (Intimitetsretningslinjer, som er udarbejdet af Ita O’Brien selv red.). Det giver dem en klar struktur, der guider dem gennem de intime scener, og som tillader, at vi undervejs i processen løbende tjekker ind med skuespillerne for at høre, hvordan de har det. Dagen, hvor scenen skal filmes, er jo ofte toppen af isbjerget. Og forud er gået et stort arbejde, hvor vi (intimkoordinatorer red.) løbende har koordineret og afstemt krav hos alle dele af produktionen i alt fra skuespillere, instruktør til kostumeafdelingen og sørget for, at alt stemmer overens, og især skuespillernes krav bliver mødt."

Foto: Ho/PA Images/Ritzau Scanpix
'Normal People'.

Du har også arbejdet på serien ’I May Destroy You’, der handler om voldtægt. Hvad er fokus, når man koordinerer intimindhold, der er uden samtykke?
"Som regel plejer jeg ikke at spørge ind til skuespilleres baggrunde på settet, men når vi har at gøre med udfordrende intimt indhold, som for eksempel overgreb, er der større sandsynlighed for, at det kan trigge tidligere oplevelser. Derfor gør jeg altid meget ud af at skabe et trygt rum for skuespillerne, hvor de kan fortælle mig, hvordan de ønsker scenen, hvor deres grænser går og om der er særlige ting, vi skal være opmærksomme på."

"Jeg har ofte set, at skuespillere, der skal spille overgrebsmanden, kan have større psykiske udfordringer efter."

"Den indledende læsning af manuskriptet med skuespillere og instruktør er særlig vigtigt her, fordi den blotlægger, hvilke følelser, magtdynamikker og psykiske faktorer, der i spil. Derfra kan jeg lave den bedst mulige koreografi, som skal være meget klart struktureret og gennemøvet, så vi hurtigt og effektivt kan filme de mere sårbare scener. Derudover er det vigtigt at tage sig af ikke bare offeret for overgrebet, men i høj grad også personen, der begår overgrebet. Jeg har ofte set, at skuespillere, der skal spille overgrebsmanden, kan have større psykiske udfordringer efter. Derfor er efterspillet mindst lige så vigtigt, hvor man giver god tid til, at skuespilleren træder ud af rollen efter og giver dem et kram og et highfive."

Hvordan ser du fremtiden for intime scener på film og tv-serier?
"Jeg arbejder løbende med en parterapeut for at blive endnu klogere på, hvordan vi kan vise de fysiske scener. Lære om anatomien f.eks. ved fysisk ophidselse, dysfunktionen, der kan være i et sexliv, eller den fysiske rejse en transperson går igennem. Jo flere detaljer, jo mere realistisk storytelling kan jeg lave. Jeg håber, at vi bevæger os væk fra de glamourøse, glorificerede sexscener. Og hen til det, man måske kan kalde ’tirsdagssex’, altså realistiske sexscener, hvor nogle måske prutter eller har morgenånde og bliver bedt om at børste tænder. Og få seeren til at føle sig set, forstå dem selv lidt bedre og måske også udforske og berige deres eget intime liv."

Lyt til ELLEs podcast 'Klædt På', som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her