Anmeldelse: 'Beef' er en af de bedste Netflix-serier nogensinde

Denne artikel blev første gang delt på vielskerserier.dk

Vi kender alle typen. Den, der bliver lidt for hidsig, hvis der er nogen, de føler, kører ad helvede til. Eller direkte provokerer dem. Road rage er, set udefra, både et sjovt og skræmmende fænomen. For det er lidt aparte at se voksne mennesker fuldstændig tabe sutten og blive skolegårds-sur over en anden persons kørsel.

Men det kan jo også udvikle sig yderst ubehageligt, hvilket vi ikke mangler eksempler på, hverken fiktive eller i virkeligheden.

Hvem er det, der bliver sur? Og hvorfor? Serien 'Beef' på Netflix giver ikke et universelt svar, men den forsøger at forklare, hvorfor Danny (Steven Yeun) og Amy (Ali Wong) starter en flere måneder lang vendetta mod hinanden.

Resultatet er en af Netflix’ bedste serier nogensinde.

De to hidsigpropper kunne ikke være mere forskellige. Han er på randen af selvmord, efter at hans forældre året forinden har mistet deres forretning; et motel. Alle forsøg på at vende lykken mislykkes, og som det ældste barn hviler der et (selvinduceret) pres på ham for at skabe velstand.

Hun er direkte modsat. Gift med George – søn af en berømt kunstner – mor til uforskammede nuttede June (Remy Holt) og ejer af en succesfuld forretning, der er lige på nippet til at blive solgt for en heftig sum penge. Alligevel hader Amy sit liv, lige som Danny.

Så da deres veje tilfældigt krydses på en parkeringsplads i hver deres bil, kanaliseres alle frustrationer og negative tanker over i vrede. På det dumme svin i den anden bil.

Hun giver Danny fingeren, hvorefter han sætter i en hæsblæsende jagt efter Amy. Den lille tvekamp slutter uforløst, og konflikten fortsætter i seriens 10 afsnit, hvor den eskalerer mere og mere, indtil det bliver et spørgsmål om liv eller død.

VREDE I BYEN

Selvom det lyder voldsomt, udfolder den første halvdel af 'Beef' sig mest af alt som en rigtig god drama-komedie. En af den slags, som HBO plejer at excellere i.

Vi følger de to i deres hverdag, hvor alt sjældent er godt i længere tid ad gangen. Amys ægteskab er kørt hårdt fast i en rille, hvor manden ikke helt besidder det samme kunstneriske talent som faderen. Derfor er det lidt ekstra akavet, når det forventes, at hun sælger hans sekunda-keramik i sin forretning.

For slet ikke at tale om den bedrevidende og irriterende svigermor, der ikke forsømmer et eneste øjeblik for at minde Amy om, at hun mere eller mindre bare er skrald. Og når man får den slags at vide tilstrækkelig mange gange, begynder man også at tro på det.

Navigationen mellem at gøre, hvad hun selv vil, og hvad der er det rigtige, er en fascinerende balancegang. For det ville være nemt at sende Amy udover kanten og gøre hende mere karikeret. Men serieskaber og hovedforfatter Lee Sung Jin og kompagni holder igen med at give efter for den nemme løsning.

Tiden til at lade problemer og overvejelser ligge og ulme i Amy og Danny er der, hvor 'Beef' virkelig udmærker sig. De to kamphaner bliver skildret så godt og nuanceret, at det er tæt på umuligt at favorisere den ene over den anden.

ENSOMME SMERTER

Tværtimod har man mere lyst til at give dem et stort kram og fortælle, at det nok skal gå. Hvordan står dog ikke helt klart.

Danny forsøger sig med den ene get rich-fidus efter den anden. Da han beslaglægger lillebror Pauls (Young Mazino) kryptovaluta, når han lige at se et lys for enden af moradset. Indtil den skrøbelige form for penge styrtdykker og bliver lige så meget værd som et brugt stykke toiletpapir.

Eneste sted, han finder helle, er på en øde parkeringsplads, lidt oppe i bakkerne omkring Los Angeles. Der napper han fire kyllingesandwiches, han har købt fra en specifik Burger King – de laver dem bare bedre der end hos de andre filialer. Danny kigger ud over det stykke land, han drømmer om at få råd til at købe, så hans forældre har et sted at bo i USA. Da de mistede motellet, var de nødsaget til at flytte tilbage til Sydkorea.

Det er ikke drama hele tiden. Grovkornet humor gennemsyrer 'Beef', hvor især Dannys kriminelle fætter Isaac (David Choe) er en guldgrube af geniale replikker. Pranks som at overtisse et badeværelse har en tilpas barnlighed til, at de står som harmløse, når det eskalerer og fjerner alle spor af humor.

HÅRDE GRIN

I sin kerne er 'Beef' en historie om to mennesker, som er endt med et liv, de hverken har forudset eller ønsket. Glæden er forsvundet i det øjeblik, deres veje krydses på parkeringspladsen, og indirekte giver konfrontationen dem en snert af livsfølelse.

At få skovlen under hinanden bliver en drivkraft. Men vejen dertil er ikke uden gevaldige bump, der vender op og ned på Amy og Dannys liv i flere omgange. Fuck, det er en god serie!

Ali Wong og Steven Yuen er fantastiske i de to duellerende hovedroller, hvor de får rig mulighed for både at fremvise eminent komedietiming og dybt sjælekvasende drama. David Choe er skiftevis grinagtig og skræmmende som få. En sand voldspsykopat, der er din bedste ven det ene øjeblik, og så med et fingerknips klar til at flå hovedet af dig.

Og så er der noget uskyldigt bøvet over Dannys lillebror Paul, hvor Young Mazino fornemt får fanget den lidt dumme Bro-type. Igen er der nuancer til karakteren, så han ikke fremstår endimensionelt, og han ender måske i sidste ende med at være den mest sympatiske af alle.

Der er så mange roser til 'Beef', at det er umuligt at få dem alle ned på tekst. Kort sagt, se den! Tving Netflix til at satse på den her slags kvalitet og ikke masseproduceret skrald.