Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Bolig

Kom med indenfor i designer Katrine Binnés forvandlede fabrik

af Missu Schneidermann 27/06/2022
Der er masser af bløde kontraster til den gamle fabrik hjemme hos designeren og butikindehaveren. Kom med indenfor her.

Designer Katrine Binné indretter sig med minder og arvestykker og satser på, at hendes egne børn en dag skal bygge videre på den proces, indretning er – som ikke kan forceres, men skal bygges op over tid. Præcis som hun selv gør.

Egentlig ville hun helst bo i et britisk country house. I stedet har hun skabt sin egen version i et baghus på Frederiksberg. For Katrine Binné ville bo, som hun gør, ligegyldigt hvilke rammer der er for hendes hjem, og erfaringen viser, at når hun falder for et hjem, er det altid på landet i England. Måske fordi hun er født i London og boede der de første år af sit liv, og fordi hun er vokset op med forældrenes historier fra England. Det, hun holder af ved den engelske country house-stil, er, at det ikke er et hjem, der bliver indrettet på én gang, men er blevet bygget op over tid, hvor hver ny beboer tilføjer noget, så hele hjemmet ender med at være fyldt op med minder. Og blomster fra haven.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

”Det er en proces at indrette sig, det tager tid og kan ikke forceres. Jeg er ikke på plads, og mit håb er, at jeg aldrig bliver færdig med at indrette og bygge på, og at mine børn en dag vil fortsætte,” siger Katrine Binné, der selv bygger videre på sin families minder i sit hjem.

Med arvede malerier fra sin mormor og møbler fra sin farmor, der stadig lever, men er sød til at give Katrine Binné de ting, hun er vild med.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Køkkenet var istandsat, da parret overtog huset, men er blevet autolakeret grågrønt med Farrow & Ball-maling. Spisebordet er fra Nørrebro Snedkerservice, mens Wegners Y-stole er gaver.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Vintage-daybedden er genial at crashe på efter en lang dag og som gæsteseng. BestLite-lampen er modellen BL10 og valgt, fordi Katrine Binné er vokset op med BestLite, men denne har lidt mere Bauhaus-stil over sig. Den sorte skammel er tegnet af Charlotte Perriand.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Husets mest brugte rum er det store køkkenalrum, leverummet, hvor der både er plads til at crashe på den ombetrukkede Børge Mogensen daybed og at løbe og cykle rundt om bordet. Sidstnævnte mest relevant for sønnen Hubert på to år. Spisebordet er lavet af Nørrebro Snedkerservice i massiv eg og autolakeret i lyserød.

Kvalitet og håndværk
Det med at være vild med tingene er det afgørende. Katrine Binné tænker aldrig på, om tingene i hendes hjem passer sammen, men om de har hendes historie i sig.

”Jeg indretter mig først og fremmest med minder og ikke ud fra en stil. Jeg skeler ikke til tendenser og er fløjtende ligeglad med, om det er moderne at indrette sig beige i beige. Det handler ene og alene om, hvad der gør mig glad. Og det gør det, at vores lyserøde spisebord er lavet af vores gode ven, som har lagt arbejde og tid i det, og at mange af vores lamper har stået i mit barndomshjem. Det kan godt være, at hverken Philippe Starck eller BestLite er smart, men jeg er vokset op med dem, og jeg kan lide tanken om, at de en dag skal gives videre til min søn,” forklarer Katrine Binné, der også kunne have peget på f.eks. Wegners Y-stole. To af dem har stået i hendes mands barndomshjem, de to andre er gaver fra en veninde, der havde boet i familiens hjem i en periode.

Med udgangspunkt i engelsk country house kunne man forestille sig en småblomstret rodebutik, men enkelheden, ikke mindst i de danske designklassikere, i indretningen vidner om, at her bor skandinaver. For Binné mener, at design skal være enkelt og godt, for ”så holder det bare både funktionelt og designmæssigt”. Og som en naturlig følge af hele ideen med at bygge op og gå i arv generation efter generation er kvalitet og håndværk afgørende.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Mads Caprani-gulvlampen fandt Katrine Binnés søster på et loppemarked. Litografiet af Wilhelm Freddie er en 30-års fødselsdagsgave fra Binnés forældre og er fra det år, hun blev født.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
På husets førstesal ligger sofastuen med en Ikea-sofa og -puf, som begge er ombetrukket med Katrine Binnés egne tekstiler. Erfa-reolen er lakeret i samme farve som væggene, Farrow & Balls 2009 Clunch.

Om boligen

Hvem?
Katrine Binné, 32, designer og indehaver af Binné, Instagram @shop_binne. Bor sammen med sin mand, Jonas Binné, 32, der er konsulent hos Son Of A Tailor, sønnen Hubert på 2 år og har endnu en dreng på vej samt hunden Mester.

Hvad?
Baghus i tre etager på Frederiksberg.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
På den tilbyggede øverste etage ligger terrassen, hvor der er sol hele dagen og har udsigt over Frederiksbergs villaer og haver. Bambusmøblerne er fundet brugt.

Tingenes lange levetid
Når Katrine Binné selv skal købe ting til sin bolig, foregår det gerne på rejser og er ofte keramik. Meget kommer fra Frankrig, som hun har en forkærlighed for, og en del af hendes fund stammer fra dengang, hun boede i Paris. Hun går også gerne efter brugt og gør en dyd ud af at give tingene så lang levetid som muligt. At få ombetrukket en sofa, når betrækket bliver slidt, at male et møbel i en ny farve. Og farver er i øvrigt gennemgående i Katrine Binnés bolig.

”Jeg har aldrig brudt mig om hvide vægge og det farveløse, og jeg har meget lidt hvidt og meget lidt sort. Selv stålreolen i stuen har jeg fået autolakeret i samme nuance som væggene,” forklarer Katrine Binné, som har valgt Farrow & Ball-farver til alle rum, med undtagelse af gæstetoilettet, der har fået hendes yndlingsfarve lyseblå, og som hun har fundet den helt rigtige nuance af hos Flügger.

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Den gamle skammel, brugt som sengebord, stammer fra barndomshjemmet og har fulgt Katrine Binné hele livet. Le Klint-sakselampen er fundet brugt.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Hylderne og radiatorskjuleren fik parret, ligesom de indbyggede skabe, bygget, da de flyttede ind. Her er Katrine Binnés hjørne med smykker og skønhedsprodukter. Spejlet er vintage.

Blød op med tekstiler
Baghuset på Frederiksberg, hvor Katrine Binné og hendes familie bor, var oprindeligt en filmfabrik, som fremkaldte Storm P-film. Spærene i loftet stammer fra den tid, og det har været vigtigt for hende ikke at forsøge at lave huset til noget, det ikke er.

”Vi bor ikke i en gammel Frederiksberg-herskabelighed, men i en gammel fabrik. For at få mere plads har vi fået sat en ny etage på til børneværelse og terrasse og har holdt det hele i den industrielle stil, da vi renoverede. I stueetagen og på øverste etage har vi lagt Dinesen-gulvplanker, men på førstesalen har vi bevaret de originale gulve. De er fyldt med syreskader, men det er fantastisk, fordi det giver farverige pletter i blå, gule og grønlige farver, og den slags detaljer går vi op i at bevare.”

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Katrine Binné køber gerne keramik med hjem fra ferier, denne fra Astier de Villatte er taget med fra Paris. Smykkerne er fra Nadia Shelbaya, Pernille Holm, Ole Lynggaard og Sophie Bille Brahe.
Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Detaljerne tæller i Katrine Binnés kollektioner, som er skabt til at kunne gå i arv.

Den industrielle stil bryder Katrine Binné, hendes arbejde taget i betragtning naturligt nok, med tekstiler. På øverste etage har hun indrettet et hjemmekontor, så selvfølgelig kan man se spor af hendes arbejde der, hvor hun f.eks. laver perler til sine halskæder. Puffen ved sofaen er fra Ikea, men er ombetrukket i hendes eget tekstil, ligesom nogle af puderne. Sengetøjet er i Liberty-stof, som hun også bruger i sine kollektioner, og dermed kommer det engelske country house også ind i garderoben.

”Uanset sæson arbejder jeg med Liberty-detaljer, som særligt om vinteren er gode til at bløde op, både i mit hjem og i mit arbejde. Hele filosofien med mit brand går ind i min indretning og omvendt. Hvis jeg har købt et Liberty-pudebetræk, som jeg elsker at sove med, bruger jeg det gerne som en detalje på en skjorte. Dybest set er den røde tråd i alt, hvad jeg laver, min historie og det, der gør mig glad.”

Foto: Marie Louise Munksgaard. Styling: Trine Nørgaard
Katrine Binné er designer og indehaver af Binné, hvor hun skaber tøj og accessories, der gerne skal holde til at gå i arv, både kvalitets- og stilmæssigt.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her