ELLE Style Awards: Vinderne

Annonce

Middagen og prisuddelingen er nu forbi, og nattefesten i anledning af Ole Lynggaards 50 års jubilæum er ved at gå i gang.

Vinderne er fundet!
Se her, hvem der kan gå hjem med de prestigefulde priser.

Årets brand
Om vinderen sagde dommerne:
Alt ved brandet er gennemført til fingerspidserne - fra butikskonceptet med cool poser og ditto bøjler til spitzenklasse modeshows og forførende kampagner. Brandet har siden sin start tilføjet noget forfriskende nyt til den danske modescene med en stærk, international approach. Kort og godt: Vinderen er årets modebrand i 2012.
Vinder: Designers Remix

Årets designer
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderen har med sine designevner over en årrække transformeret og løftet en ældre dame ind i en ny og moderne tidsalder og dermed pustet liv i brandet. Hendes evne som designer har i den grad imponeret, og hun er blandt andet nået ud til kunderne ved at tegne et nyt, stærkt ansigt udadtil. Hun har lavet en fantastisk turnaround, som virkelig kræver overtalelse og evner og har foretaget nogle virkelig cool valg. Hun fortjener en pris for det, hun har gjort.
Vinder: Lene Borggaard

Årets modefotograf
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderens billedstil er frisk, sprød og særdeles forførende! Vinderen går all-in på enhver opgave på en afsindigt ambitiøs og kreativ måde. Vinderen er det unge Wunderkind, der kan vade ind på et modelbureau i Paris og charmere sig til at skyde en af tidens mest attraktive modeller. Vi er ikke i tvivl om, at vinderen bliver den næste store fotograf i Danmark - og at hans holdbarhed er lang!
Vinder: Oliver Stalmans

Årets smykkebrand
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderen har skabt et eventyrligt - ja, nærmest magisk - univers, som er gennemgående i såvel design som i butikskoncepter. Vinderen skaber smykker med en stærk personlighed og autenticitet, hvor den nordiske coolness møder Østens mystik. Og dét med en unik håndværksmæssig tradition. Og så er brandet tilmed - selv her 50 år efter, det hele begyndte - en ægte familievirksomhed …
Vinder: Ole Lynggaard Copenhagen

Årets sangerinde:
Om vinderen sagde dommerne:
Kategorien handler ikke kun om, hvem der kan synge, men i den grad også om, hvem der er tidens talk of town. Så vinderen er ikke blot en hamrende dygtig sangerinde, som laver formidabel musik, hun er også en stilmæssig inspiration og en it-girl. Og så er hun allerede en stærk dansk eksportvare!
Vinder: Oh Land

Årets mand
Om vinderen sagde dommerne:
I år 2012 har vinderen igen - og for alvor! - vist bredden i sine mange præstationer. Han er en ener inden for sit felt; nuanceret til fingerspidserne og med oceaner af karisma. Han har SÅ meget på paletten og er lige dele bad boy og pretty boy - men samtidig aldrig bange for at være kikset …
Vinder: Nikolaj Lie Kaas

Årets danske stylist
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderen har et særligt talent, når det kommer til at formidle modens historie samtidig med, at hun i den grad er både eksperimenterende og har et stærkt, kommercielt blik. Hun forstår at sætte sig ind i sine kunders behov og ønsker, altid særdeles lydhør og samarbejdsvillig, men uden at gå på kompromis med sin egen stil. Dommerne ser en stor stjerne i hende.
Vinder: Dorothea Gundtoft

Årets danske model
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderen satte i sig i starten af 2012 i et katapultsæde - og har nu nået stratosfæren ... Og det på trods af at hun først slog igennem som model som 22-årig. Hun har en stærk personlighed og er en ufatteligt talentfuld model, der både har gået de største shows i de mest umulige sko og lavet et hav af eksklusive kampagner. Hun har en særlig vildskab, man altid kan genkende - og landede allerede i sin første sæson kampagner for modehuse som Balmain og Gucci. Det er helt unikt!
Vinder: Nadja Bender

Årets danske makeupartist
Om vinderen sagde dommerne:
Hun er aldrig bange for at gå all the way - hun gør det faktisk helst (og tilmed over stregen) - men resultatet ender altid HELT rigtigt. Hun er særdeles eksperimenterende, men altid sikker i sin stil, og hendes kunstneriske tilgang til faget giver et både smukt og inspirerende facit. Hun er Danmarks internationale makeupartist, hvilket blev cementeret, da hun i 2012 skrev kontrakt med et af verdens førende makeupbrands og dermed blev mærkets chefmakeupartist i Skandinavien.
Vinder: Zenia Jæger

Årets danske hårartist
Om vinderen sagde dommerne:
Når vinderen arbejder, tager han stilling til mere end bare håret - han har hele opgaven for øje og søger altid at skabe det bedste resultat for alle involverede i processen. Han går ydmygt, men sikkert til hver en lok - og løser opgaven med lige dele kreativitet og forståelse for helhedsindtrykket.
Vinder: Henrik Haue

Årets skuespillerinde
Om vinderen sagde dommerne:
Vinderen havde et særdeles stærkt 2012, hvor hun modtog adskillige priser for sine præstationer. Med sine tungere roller har hun fået en ny, stærk attitude med en hot, international appeal. Og når vinderen så samtidig er en smuk repræsentant for dansk mode, ja, så er også vi overbeviste.
Vinder: Trine Dyrholm

Årets cool kvinde:
Om vinderen sagde dommerne:
Hun har i den grad sat Danmark på verdenskortet - og det ikke kun inden for sin branche. Hun har på sin vej sparket et utal af døre ind (i stiletter, håber vi) og har udvist stort mod ved at kaste sig ud i forskellige genrer. 2011's Oscar blev i 2012 fulgt op af megahittet Den skaldede frisør, som hun både instruerede og var med til at skrive. Se, dét er cool!
Vinder: Susanne Bier

Årets internationale designer
Om vinderen sagde dommerne:
Modehusets nye duo skabte i 2012 nogle af de stærkeste kollektioner i nyere tid, der blev fuldstændigt uundgåelige i nogle af verdens største stilikoners garderober. Som nu deres 'rockstud'-sko, der sås i alle afskygninger på gæsternes fashionable fødder ved de internationale modeuger. Linjen har tilført en rå kant til husets ellers meget feminine og yndige look, samtidig med at designerne har bevaret den Valentino-røde tråd.
Vinder: Maria Grazia Chiuri og Pierpaolo Piccioli for Valentino

ELLE-prisen
Om vinderen sagde ELLE:
Som en omsorgsfuld second mom og en visionær forretningskvinde er vinderen Jacqueline Friis-Mikkelsen foregangskvinde inden for sit felt. Hun har en helt særlig evne til at se potentialet i de danske modeller, som hun i den grad har været med til at sætte på modens verdenskort. Med blandt andre Freja Beha Erichsen, Eddie Klint, Oliver Bjerrehuus, Maria Gregersen, Josephine Skriver og Caroline Corinth har Jacqueline været en afgørende drivkraft bag den internationale bølge af populære skandinaviske modeller. Jacqueline tager ansvaret for sine modeller, og selv på døgnets mest umulige tidspunkter står hun ved deres side forud for udfordrende shows og svære kampagneskydninger. Med 15 år på tronen hos Unique Models er Jacqueline konstanten og menneskeliggørelsen af den danske modelbranche.
Vinder: Jacqueline Friis-Mikkelsen

Læserprisen
Om vinderen sagde læserne:
"Ingen andre fortjener det så meget som dig." "You're my style icon. That's for sure!" "Most stylish woman living in Denmark." "Hvis alle havde den elegance, du har, så var der kun gode og smukke mennesker på denne jord." "Flere er nomineret, men der er kun én, der kan vinde den her pris!" Og de konkluderede: "Hvem skal vinde? MEDINA, selvfølgelig!"
Vinder: Medina

Se showet på TV3 d. 26. maj kl. 21.

Relaterede artikler