Foto: Alona Vibe
Samfund

Susie Jessen stiller op for Danmarksdemokraterne: “Inger er et kæmpe forbillede for mig”

af Christoffer Mygind Juul 10/10/2022
I forbindelse med folketingsvalget har vi talt med kandidater fra en række partier. Her kan du møde Danmarksdemokraternes Susie Jessen om sine vigtigste mærkesager, sit forhold til Inger Støjberg og om gå sit allerførste valg i møde som folketingskandidat.

Det er ikke kun første gang, det nystiftede parti Danmarksdemokraterne kan ses på stemmesedlerne. Det er også første gang, at Susie Jessen stiller op som folketingskandidat, og derfor betyder dette valg noget helt særligt for hende.

Her er det blandt andet et større fokus på de lokale egne af Danmark, der er blandt nogle af mærkesagerne hos Susie Jessen, der selv bor i en lille landsby syd for København og derfor mærker nogle helt andre bekymringer på landet i forhold til i byen.

Derfor vil hun blandt andet have dem højere op på den politiske dagsorden, hvis hun skifter sit virke som taleskriver og kommunikationskonsulent for Dansk Erhverv ud med et medlemskab af Folketinget.

Hvordan kom du ind i politik?
“Jeg er vokset op i et hjem, hvor politik altid har været et stort samtaleemne omkring middagsbordet. Så politik har altid – i en eller anden form – været en del af mit liv. Jeg var politisk aktiv i ungdomspolitik i en kort periode i mine tidlige tyvere, men lagde det efterfølgende på hylden, da jeg skulle være journalist.“

“Siden har jeg arbejdet som politisk konsulent og pressemedarbejder på Christiansborg i en del år. Blandt andet som politisk konsulent for Dansk Folkepartis tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl. Så arbejdsmæssigt har politik fyldt rigtig meget. Det er dog første gang, at jeg selv stiller op til et valg. Så i den forstand er det hele meget nyt for mig. Jeg plejer at hjælpe politikerne – nu skal jeg give den gas for mig selv. Det er noget særligt.”

Foto: Alona Vibe

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det mediefokus, der følger med som politiker?
“Jeg tror, at man skal være lidt hårdhudet for at blive politiker. Man skal være indstillet på, at det ikke nødvendigvis er alle, der kan lide én. Jeg tror, det er en god ting, at jeg først stiller op nu som 37-årig. Jo nærmere jeg kommer de 40 år, jo mere ligeglad bliver jeg med, hvad folk tænker om mig. Jeg kommer til at være 100 procent mig selv hele vejen igennem. Det tror jeg også, er meget vigtigt, hvis man skal være politiker. At man er tro mod sig selv. Det har jeg tænkt meget over. Jeg kommer ikke til at lave om på min person.”

Hvordan bruger du dit fag som taleskriver i din rolle som folketingskandidat?
“Det er en fordel for mig, at jeg er uddannet journalist og har arbejdet med kommunikation, siden jeg blev færdiguddannet i 2010 – og i dag i min rolle som taleskriver hos Dansk Erhverv. En del politisk kommunikation foregår skriftligt. På de sociale medier og i debatindlæg i aviserne – og her kunne jeg godt have en lille fordel, fordi jeg er så vant til at skrive.”

Hvis du skulle få én ting igennem nu, hvad skulle det så være?
“Så ville jeg helt sikkert få gennemført vores forslag om at give de ni ugers barsel tilbage til børnefamilierne, som er blevet taget fra dem. I Danmarksdemokraterne mener vi, at familierne selv skal kunne bestemme over, hvordan de fordeler deres barsel. Det er ikke noget, politikerne og EU skal blande sig i.”

Foto: Alona Vibe

“Mange familier kan komme i klemme på den nye regel, og taberne bliver børnene, som kan risikere at skulle starte langt tidligere i vuggestue. Man kan ikke sætte en formel på familieliv og tro, at denne formel passer til alle. Folk skal have mulighed for at indrette deres hverdag, som de vil. Og hvis det er, hvor moderen – og ikke faderen – tager barslen, så skal de have lov til det uden at blive straffet for det. Derfor vil vi omgå EU-direktivet ved at give ni ugers ekstra barsel til børnefamilierne.”

Om Susie Jessen

  • 37 år.
  • Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • Taleskriver og kommunikationskonsulent for Dansk Erhverv.
  • Tidligere politisk konsulent og pressemedarbejder på Christiansborg.
  • Stiller for første gang op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds.

Hvad fik dig til at stille op for Danmarksdemokraterne?
“Det var først og fremmest Inger Støjberg. Inger er et kæmpe forbillede for mig. Hun er knivskarp, ordentlig, rolig, positiv og saglig. Og så kan man stole på, hvad hun mener og siger. Hun er virkelig en god formand. Danmarksdemokraterne er et parti, der ligger i smørhullet mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Det passer helt perfekt til mig og mine politiske holdninger. Partiet er skræddersyet til mig, og derfor kunne jeg slet ikke lade være med at stille op. Jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg har fået muligheden.”

Hvad gør netop dette folketingsvalg til noget særligt for dig?
“Jeg har været med på sidelinjen som medarbejder ved to folketingsvalg, hvor jeg har hjulpet Kristian Thulesen Dahl. Men det er noget helt særligt, at det nu er mig selv, som jeg kæmper for at få i folketinget. Det bliver en speciel oplevelse at se sit eget ansigt i lygtepælene og på brochurer. Det er jo også et historisk valg for Danmarksdemokraterne, fordi det er vores første valg. Det er noget helt særligt. Jeg håber meget på et borgerligt flertal, så vi kan få vippet Mette Frederiksen af pinden.”

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her