Nima Tisdall vil give ungdommen deres stemme tilbage: "Det er vigtigt, at vi står sammen"

Artiklen er først bragt i ELLEs martsnummer 2022.

Jeg har længe følt mig politisk hjemløs. Jeg har altid været engageret i samfundet, men jeg har altid fundet politik enormt uhyggeligt. Set udefra ser det nogle gange ud, som om det er vigtigere, at de andre ikke får ret, end at man finder konstruktive, ambitiøse løsninger i fællesskab. Ungdomspolitik virkede aldrig attraktivt for mig, fordi det mest af alt virkede, som om man skulle ud og øve sig i at kæmpe mod de andre partier. For mig var politik noget, som andre beskæftigede sig med, og så kunne jeg i stedet arbejde for at gøre en forskel igennem iværksætteri.

Da jeg satte mig ned med de andre medstiftere af Saga, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Vi er alle engagerede i samfundet, men ingen af os følte, at den traditionelle måde at engagere sig på passede til os. Og hvis det også gjaldt for andre unge, selv om de rent faktisk bekymrer sig om, hvor samfundet er på vej hen, hvad sker der så med vores demokrati?

I Saga vil vi give unge lov til at engagere sig i samfundet uden at være tvunget til at vælge et parti. Man kan sagtens være medlem af Saga, selv om man er med i et ungdomsparti, men vi ønsker at sænke barren for, hvordan man kan få lov til at engagere sig politisk – og opnå en forståelse af de demokratiske processer. Samtidig er vi unge et demokratisk mindretal, og vi bliver kun færre sammenlignet med de ældre. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen.

Mærkesager er unges mentale sundhed og klimakrisen. Sidstnævnte arbejder jeg også med i min virksomhed, Blue Lobster. Det er et startup, der fungerer som en markedsplads, hvor man kan købe fisk direkte fra bæredygtige fiskere. Ambitionen er at skabe incitamenter til, at fiskere skal fiske bæredygtigt, så vi ikke ødelægger havbunden og risikerer overfiskeri. Det er et område, hvor bæredygtighedsproblematikken lidt er blevet glemt, fordi det hele foregår under vandet og ikke er synligt for de fleste. Desværre er det også et område, hvor udviklingen går den forkerte vej. De små fiskere forlader branchen, og de små fiskerihavne lukker til fordel for store, forurenende industrifiskere. Jeg håber, at min virksomhed kan være med til at holde det bæredygtige fiskeri i live – og få det til at vokse.

Ved siden af er jeg medlem af World Economic Forum Global Shapers sammen med min medstifter Carl (Kronika, red.). Her arbejder vi med projekter, der skal gøre verden til et bedre sted, men med et lokalt fokus dér, hvor man befinder sig. Eksempelvis arbejder Carl og jeg med, hvordan man kan gøre København til et bedre sted at bo inden for en række områder som bæredygtighed, det sociale område og demokrati.Jeg er bange for, at vi i Danmark tager vores demokrati for givet. Fra jeg var ti, og til jeg fyldte 12, boede jeg i Nepal, hvor min far kommer fra. Vi rejste dertil, fordi min mor blev udsendt gennem sit job i Udenrigsministeriet. Dengang var der borgerkrig i landet, og mens vi boede der, afskaffede den nepalesiske konge folkestyret fra den ene dag til den anden ved at erklære undtagelsestilstand i landet. Det ville svare til, at dronning Margrethe opløste Folketinget fra den ene dag til den anden, hvilket jo er helt utænkeligt. Derfor var det en absurd oplevelse at se et andet land, der fungerede som samfund med en kongefamilie og et folkestyre, og som er mit andet hjemland, ændre sig fra den ene dag til den anden. Det gik op for mig, hvor skrøbelige de strukturer, vi har kæmpet for at opbygge, i virkeligheden er. Jeg tror selvfølgelig ikke, at det samme sker i Danmark, men jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke automatisk forventer, at vores demokrati bliver ved med at fungere helt af sig selv.

Jeg har selv sagt: ”Demokrati er for besværligt og langsomt, og derfor har jeg i stedet startet en virksomhed i den private sektor.” Men det er jo lidt en falliterklæring. Jeg tror, det skyldes, at alt for få mennesker rent faktisk forstår at sætte sig ind i de demokratiske processer, og hvad der skal til for at skabe forandring gennem lovgivning. I stedet ender det med kun at være lobbyister, som er professionelt trænede til at navigere i systemet. Min ambition er, at vi med Saga kan vise, hvad det er for nogle konkrete skridt, vi skal tage for at skabe ny lovgivning. Vi er selvfølgelig afhængige af, at politikerne vil lytte, men vi har tænkt os at råbe så højt, at de ikke kan ignorere os. Og hvis de gør, så må vi arbejde for at få valgt nogle nye næste gang.

Hvis ikke vi gør noget, frygter jeg, at de unge holder op med at stemme. Det sker allerede i Frankrig, hvor man ved de seneste valg har set nogle katastrofale stemmetal, især blandt yngre befolkningsgrupper. Jeg møder selv unge, som siger: ”Min stemme gør jo alligevel ikke nogen forskel”. Den apati er farlig, men også forståelig, hvis man ikke føler, at man bliver hørt. Hvis vi forestiller os en udvikling, hvor ungdommen bliver ved med at føle sig negligeret, hvor stærkt et demokrati har vi så egentlig, når vi kigger 30 år frem i tiden?

Jeg tror på, at vi med Saga kan bane vejen for de unge. Har du en god idé? Kan vi få nogle regnedrenge til at bakke det op med tal? Så bærer vi dig lige igennem, hele vejen ind i Folketingssalen, og så må det bære eller briste. Saga skal vise hele Danmarks ungdom, hvordan man får adgang til at skabe reel forandring.

Mød flere af kræfterne bag Saga i ELLEs martsnummer i interview-serien 'Ungdommens stemme' på side 35.