Katherine Diez: "Vi diskuterer, hvor lidt kvinder har på på arbejdspladsen i stedet for at diskutere, hvor lidt de stadig får i løn"

JEG SÅ ENGANG ET KLIP fra et realityprogram med nogle kendte danske kvinder, som alle levede gode, velbjærgede liv og – for at sige det, som det er – nogle liv lidt fjernt fra den virkelighed, de fleste andre mennesker lever i.

I klippet harcelerede en af disse kvinder over den evindelige snak om mangel på ligestilling i Danmark.

“Hvad er problemet,” ville hun vide, “vi har stemmeret, vi uddanner os, vi går på arbejde. Hvad er problemet?”

Min mund stod på vid gab af forundring. Det gør den stadig. Jeg har nemlig fundet ud af, at det ikke bare er særligt privilegerede kvinder, der sidder på denne rædderligt lave standard over, hvad ligestilling er. Det er ret så udbredt på tværs af alle indkomstgrupper – selv blandt dem, der virkelig burde undre sig, når de for eksempel ser tallene på deres lønseddel.

JEG MEDGIVER, AT DET for det blotte øje kan være svært at spotte, hvad problemet er herhjemme. Men for nu at besvare den harcelerende realitystjerne: Problemet er netop, at det sådan cirka stopper lige dér – efter stemmeret, mulighed for uddannelse og indtog på arbejdsmarkedet. Og det er virkelig ikke godt nok.

Ønsker man uddybet, hvor godt nok, det virkelig ikke er, og er man indstillet på lidt deprimerende læsning (det er man bare nødt til at være en gang imellem), kan man dykke ned i World Economic Forums (WEF) ligestillingsrapport fra 2022. Den opgør et lands samlede niveau af ligestilling ud fra fire overordnede kategorier eller subindeks, som de kaldes i rapporten: Økonomisk deltagelse og mulighed, helbred og overlevelse, uddannelsesmæssige kompetencer og politisk indflydelse. Den udkommer årligt, og endnu en gang er Danmark droslet ned i rækkerne – fra en 29.-plads til en 32.-plads. Igen er det måske svært at se det decideret deprimerende i dét.

“Det er jo bare tre pladser, herregud, ingen progression er vel lineær.” Men før vi røg ned på en 29.-plads, lå vi på en 14.-plads. Vi har endda fået baghjul af Nicaragua og Rwanda, hvor en kvinde netop er blevet idømt to års fængsel for at have en “uanstændig” kjole på i offentligheden.

Kort sagt: Det går drastisk tilbage for ligestillingen i Danmark, selv om faktatjekkere mener, at både dette års og tidligere ranglister er misvisende, fordi WEF’s fremgangsmåde favoriserer lande, hvor mænd og kvinder klarer sig lige dårligt, over lande, hvor kvinder klarer sig godt, men blot ikke på niveau med mænd.

De har for eksempel heller ikke medregnet retten til abort i landenes samlede vurdering, når de har vurderet det for hvert enkelt land i rapporten. For der findes slet ingen data. Hvis du nu er forvirret, vil jeg godt betro dig, at det er jeg også. Men enhver dansker må da kunne sige selv, at vi ikke gør det godt nok, når fiskeri og ligestilling og derefter ligestilling og transport bliver lagt sammen under ét ministerium.

I en diskussion om præcis dét lettede min kæreste stemningen med en god idé: Når man træder indenfor i ministeriet, bør man blive mødt af en statue af Rosa Parks.

JEG FØLER, AT DET KLOGESTE, jeg kan gøre, er at træde et skridt tilbage og trække på min egen empiri; Den, jeg samler sammen, når jeg bevæger mig gennem verden som kvinde og ikke mindst lytter til medsøstre, som har en mørkere farve i huden og arbejder mere for en lavere løn.

I sommer læste jeg britiske Natasha Browns (f. 1990) super-hypede ‘Assembly’, som netop var udkommet på dansk under titlen ‘Samling’. I den skriver hun hårrejsende om at være en ung, sort kvinde i en hvid mands finansverden. Om hvordan hun arbejder dobbelt så hårdt for kun at nå halvt så langt. Om hvordan hun objektificeres og decimeres til et væsen, der skal ses, men ikke høres.

Ganske kort tid efter havde jeg en samtale med en dansk, yngre, sort kvinde, som havde taget en fin, lang økonomiuddannelse, som hun ikke gjorde brug af. Ikke fordi hun ikke gerne ville, men fordi hun havde to børn og et navn, der tvang hende hjem til kødgryderne, sagde hun selv og tilføjede: “Jeg er kvinde, jeg er mor, jeg er sort, og jeg ville alligevel blive betalt derefter. Det er kun min mand, der går på arbejde lige nu.”

Moderskabet er stadig en af de mest betændte, mest polariserende emner i ligestillingsdebatten og en af de største syndebukke for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Er det vores samfund værdigt i 2022?

I 1800-TALLET skulle en kvinde være i besiddelse af fire dyder: fromhed, renhed, underdanighed og huslighed. Kvinder i politik var en joke, ingen havde fantasi til at forestille sig. De kunne ikke eje jord, var ikke tilladt at udføre de fleste jobs, og det var ikke usædvanligt, at kvinder bare ikke talte foran mænd. Mænd besluttede at vedtage den myte, at kvinder fra naturens side havde et eksklusivt omsorgsgen, og deres funktion og pligt var at være mødre og opfostre børn, selv om det var mændene selv, der havde fuld kontrol og myndighed over børnene.

Og den er god nok; Ny forskning af forældrehjernen viser tydeligt at idéen om, at omsorgsgenet skulle være særligt moderligt og automatisk forbeholdt kvinden, er en myte. Det forklarer den amerikanske forfatter Chelsea Conaboy i sin nye bog, Mother Brain, som er blevet til i samarbejde med nogle af verdens førende hjerneneurologer.

Ved brug af hjernebilledeteknologi og andre værktøjer har man fundet ud af, at tilpasningen af den menneskelige forældrehjerne tager tid, som er drevet lige så meget af erfaring med en baby, som af de hormonelle skift, en kvinde gennemgår under graviditet og fødsel. Med andre ord: Intet taler for, at mænd ikke med naturlig omsorg skulle kunne passe børn lige så godt som kvinder.

Men myten – som fastholder forældede idéer om maskulinitet, der lærer fædre, at de er sekundære, assistenter, babysittere, og opfordrer mødre til også at se dem på den måde – lever stadig i bedste velgående. Det er skidt for ligestillingen og undergraver i øvrigt rettighederne og anerkendelsen af homoseksuelle, transkønnede og nonbinære forældre, hvis evne til at tage sig at et barn er noget, der ofte stilles spørgsmålstegn ved.

Se nu bare på Det Konservative Folkepartis formand og statsministerkandidat, Søren Pape, der for nylig blev spurgt ind til problemerne med mangel på arbejdskraft på landets plejehjem. Han fremhævede, at ukrainske kvinder, “som vi nu har fået så mange af”, med fordel kunne komme i arbejde på grund af deres omsorgsgen”. Han er endda selv homoseksuel.

Jeg er sikker på, han ikke ønskede at reducere sig selv og hele sit køn til andenrangs-omsorgspersoner. Det siger bare noget om, hvor indoktrineret den gamle myte om kønnene er; Selv en toppolitiker, som har sin spindoktor rendende i røven at all times, siger sådan med største selvfølgelighed i medierne.

“I dag kommer billedet af den perfekte mor fra den amerikanske og europæiske højrefløj”, skrev Suzanne Giese, der var en markant skikkelse i 70’ernes rødstrømpebevægelse, i sin bog Moderskabet fra 2004.

“Moderskabet er kulturskabt og ændrer sig hele tiden, ligesom det har gjort op gennem historien. Det moderskab, vi kender i dag, er under 250 år gammelt.”

INTET ER SÅ FARLIGT for ligestillingen som generel stigende splittelse i samfundet, og når en sommerfugl basker med vingerne i de konservatives lejr i USA, skaber det en storm, der sætter os tilbage i Danmark. Frem for at diskutere, hvordan vi kan forbedre forholdene for aborterende kvinder, diskuterer vi pludselig, om retten til fri abort skal omstødes. Vi diskuterer, hvor lidt kvinder har på på arbejdspladsen i stedet for at diskutere, hvor lidt de stadig får i løn.

Det handler ikke om at besætte flere bestyrelsesposter med kvinder, det gøres i forvejen i stor stil. Det handler om en ny indoktrinering hos både kvinder og mænd: At lære, at vi kan, vil og er det samme værd. Kvinder krævede stemmeret, ret til arbejde og ret til mulighed for uddannelse. Det var kun begyndelsen. Problemet er, at vi siden ikke er kommet nær så langt, som vi burde.

Men ofte står min mund også åben af forundring over de spring, vi tager, når vi har de kollektive syvmilestøvler på. Når vi lytter til hinanden, lærer om hinanden og ser verden fra vores egne blinde vinkler. Det er ligestillingens lys, og det vil kaste sig over tallene i næste års rapport, hvis vi virkelig mener det.