Margrethe Vestager om at arbejde i udlandet: "Bruxelles er nem at føle sig hjemme i"

Artiklen blev først bragt i ELLE Januar 2024.

Margrethe Vestager har boet ni år i Bruxelles, siden hun i 2014 blev indsat som Konkurrencekommissær i EU, men hun føler sig stadig ikke bare en smule belgisk. Det skal der noget helt særligt til, mener Vestager, som dog har forelsket sig i byens særlige arkitektur, kunstscene og ikke mindst pomfritter, der virkelig er de bedste, hun nogensinde har smagt.

Da jeg fik jobbet som Konkurrencekommissær i EU i 2014, flyttede jeg til Bruxelles fra den ene dag til den anden. Jeg lejede en lille møbleret lejlighed sammen med en af mine tætte medarbejdere, mens godkendelsesprocesser og høringer i parlamentet fandt sted. Og så gik jeg i gang med at finde et sted at bo med min familie. Min yngste datter syntes, det var træls at bo i Bruxelles, så min mand flyttede hjem med hende efter et års tid. Et par år senere blev vores mellemste datter færdig med gymnasiet og flyttede til England for at læse. Vi rejser en del i vores familie for at få det hele til at hænge sammen. Typisk er det mig, som kommer hjem på weekend for at være sammen med min mand, som stadig bor i København. Og for at være sammen med børnene til søndagsmiddage og den slags.

Mit første indtryk af Bruxelles var kaotisk. Jeg syntes, at byen var virkelig svær at finde rundt i. Jeg var kommet meget i det europæiske kvarter, men kendte ikke resten af byen. Det er en gammel og lidt skramlet by, som ikke er bygget op efter et grit, vi kender fra Washington. I Bruxelles er hver plads ligesom midten af en stjerne, hvor vejene ud fra pladsen ikke er parallelle med hinanden. Hvis man tager en forkert vej, ender man et helt andet sted, end man troede. Det tog mig også noget tid at forstå byens kvarterer og 19 forskellige kommuner med hver sit politiske styre. De kommunale politikere gør en stor indsats for at få byen til at leve. Der arrangeres små festivaler, og de gør meget for at udleje tomme butikslokaler til små start ups, så de kan få muligheden for at blive til noget.

Med tiden fik jeg byen ind under huden ved at gå rundt og opdage kvartererne. Fra kaos fik jeg langsomt en forståelse for byens rytme. Jeg opdagede de høje slanke huse i fire-fem etager med fantastiske balkoner og gesimser, én dør og ét stort vindue. Pludselig så jeg dem over det hele. Ikke bare i ét kvarter. De stod både i de rige og fattige kvarterer. De var byens rytme. Jeg blev helt rolig, da det gik op for mig, at der var en tone, jeg kunne genkende, uanset hvor jeg var i byen.

Nu føler jeg mig hjemme i Bruxelles og i mit kvarter, Ixelles, som er et blandet kvarter. Det strækker sig fra det afrikanske område til det portugisiske og videre til der, hvor jeg bor. Min lejlighed ligger på femte sal med en meget bred balkon, og jeg har udsigt over byen. Himlen kommer helt ind ad vinduet. Om lørdagen, når jeg sidder med min morgente, kan jeg se de grønne papegøjer, parakitter, som der er tusindvis af i Bruxelles, komme susende ned mellem husrækkerne. De er eminente flyvere, der fræser som var de til verdensmesterskaberne.

Alle sagde, at jeg skulle spise pomfritter, når jeg kom til Bruxelles, og jeg tænkte: Hold nu op! En pomfrit er en pomfrit. Der var jeg så helt galt på den. For enden af min gade ligger Place Flagey, hvor Frit Flagey har hørt til i mange år. Første gang jeg kom der, krængede køen sig rundt på pladsen, det gør den altid, når de åbner. Da det blev min tur, bestilte jeg to gange pomfritter og en tatarsauce. ”En ting ad gangen, madame. Først får vi styr på pomfritterne, og så tager vi det andet bagefter,” svarede ekspedienten. Pomfritterne er dobbeltstegte i oksefedt. Der er så meget umami, at man tror det er løgn. De er fingertykke, vanvittigt sprøde, og med kartoffelblødhed inden i. Det er de bedste pomfritter, jeg nogensinde har smagt. Om søndagen skynder folk sig hjem til deres frokostborde med pomfritterne. De kunne ikke drømme om at lave dem selv.

Der bor næsten lige så mange forskellige mennesker i Bruxelles, som i Dubai, der er verdens mest diverse by, hvilket betyder, at du kan få hele verdenskøkkenet i Bruxelles. Hvis vi skal spise noget hurtigt med familien, vælger vi ofte Umamido, hvor de serverer fantastiske ramens. For et par år siden havde jeg besøg af min bogklub, og vi endte på Osteria Romana, som sågar har en hemmelig indgang. Bare indretningen er et kunstværk i sig selv. Hvis man bliver bange for en udstoppet ræv, der kigger ud fra en hylde, skal man ikke gå derned. Det er ikke beige og nordisk. De er eksperter i pasta, og deres store slagnummer er en carbonara, som serveres i den rygende varme pande, den er lavet i.

Når jeg leder efter bøger, går jeg i Waterstones, som er en fantastisk britisk boghandel i indre by, lige på den anden side af Grand Place. Det er et bogtempel. I Danmark går jeg ind i en butik, køber en bog, og går ud igen. Her går jeg ind og mærker den rare stemning. Jeg nusser rundt og kigger på bøger, samler tre-fire op. Efter en halv time har jeg 10 bøger under armen og må sortere dem ned til de to, jeg allerhelst vil læse. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at tilbringe en halv time på.

Jeg holder af byens mange museer, og særligt Royal Museum of Fine Arts of Belgium er blevet en favorit. De har skønne permanente udstillinger fra 1900-tallets socialrealistiske malere. I kæmpe formater. I starten af 1900-tallet var Bruxelles et fristed for mange kunstnere, der havde et andet syn på kunst end den herskende klasse. Det resulterede i en masse spændende og nytænkende værker, som museet viser flot frem. I mit kvarter genåbner Museum of Ixelles i 2025, hvilket jeg glæder mig til. Der er selvfølgelig også Magritte-museet og det nye moderne museum, MIMA.

Det kræver mere end ni år i Belgien at føle sig belgisk. Det er et helt særligt folkefærd. Det er et meget sammensat land, fordi de har skiftet form og funktion mange gange. De har været besat, været en kæmpestor koloni, de er tosproget; flamske og franske. På trods af anselige kulturforskelle, er det en befolkning, som føler en stor nationalidentitet. Deres kongehus har en meget samlende funktion og er til rådighed for de forskellige dele. De spiser middag med det muslimske samfund til eid, og det kristne ved juletid. De er interageret i alle samfundets lag. Bruxelles er en by, som er nem at føle sig hjemme i, fordi der er så mange forskellige mennesker og syn på tilværelsen. Man bliver ikke mødt af ensartethed. Det er en levende by, som byder dig velkommen som den, du er.