Komiker Eva Jin: "Jeg havde en desperation for at blive set og hørt. Jeg har ellers ikke fyldt meget som barn"

For komiker Eva Jin er det en identitetsmarkør at være sjov, og der er meget på spil, for det er lidt blevet dén ting, hun kan. Hun har dyrket komikken så meget, at hvis hun mister sin flair for den, ved hun ikke længere, hvem hun er.

Læs vores interview med Eva Jin, som er en del af en interviewrække på ELLE.dk med fem af de allersjoveste kvinder i Danmark: skuespiller Bodil Jørgensen, komiker Nina Rask, tv-vært Signe Molde, og skuespiller Julie Rudbæk.

Jeg besluttede mig for mange år siden for at blive komiker. Jeg havde en desperation for at blive set og hørt. Jeg har ellers ikke fyldt meget som barn. Jeg har aldrig sagt meget i sociale sammenhænge. Jeg har altid bare siddet, lyttet og kigget. Det var de andre, der råbte højt, men jeg kunne godt lide at optræde.

Jeg har generelt altid elsket at få folk til at grine. Så føler jeg mig lidt overskudsagtig, og man rykker på en måde lidt højere op i hierarkiet. Det er blevet en stor del af min identitet, og hvis folk ikke griner, føler jeg, at det er mig som person, de ikke kan lide. For mig er komik en identitetsmarkør.

Der er meget på spil. Hvis jeg ikke er sjov, har jeg ikke meget at give. Det er lidt blevet dén ting, jeg kan. Det er noget, jeg synes, der er fedt ved mig, og hvis jeg mister det, kender jeg ikke mig selv godt nok til at vide, hvad jeg ellers har, fordi jeg bare altid har dyrket det.

Det er nogle underlige ting, jeg griner af. Jeg kan ikke sætte fingeren på min humor. Det, jeg selv laver, er ret fjollet. Jeg kan godt grine af noget, der er meget groft og måske også lidt jantelovspræget. Jeg synes, at det er sjovt, når folk påtager sig en rolle, de måske ikke er, og det er meget gennemskueligt.

På et tidspunkt følte jeg, at der var en forventning om, at jeg skulle være sjov hele tiden, fordi jeg havde sagt, at jeg gerne ville være standupkomiker. Når jeg møder nye folk, som kun har set mig på scenen, kan jeg godt mærke et pres over, at så skal jeg være virkelig sjov. Man har jo kendt sig selv, siden man var baby, hvor man sad og gravede i en sandkasse, så man er jo stadig den samme, men lige pludselig ser folk en som noget andet.

Folks forventninger er nok særligt steget efter Stormester, som jo er et stort udstillingsvindue. Selvom jeg endnu ikke kan mærke den vilde forskel, kan jeg godt blive lidt i tvivl, om folk begynder at genkende mig nogle gange. Jeg føler, at folk kigger mere, men man kan hurtigt blive i tvivl.

Ofte ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er ikke så god til small-talk, men man bliver bedre til det med alderen ved at lade som om, man ikke er akavet, men fornemmelsen for at skabe en akavet stemning er noget, jeg bruger meget aktivt i min standup.

Det vil være ekskluderende kun at joke med majoriteten og sige, at der er nogle grupper, vi ikke kan gøre grin med, fordi de er følsomme. Man kan gøre grin med alt, hvis bare der er en god vinkel. Det giver jo ikke længere et grin at sige bøsse, så længe joken kun er ”… og så var der en bøsse” som det nogle gange blev reduceret til i 1990’erne.

Jeg synes selv, at jeg styrer, hvor selvudleverende jeg vil være. Jeg sætter en form for filter på, når jeg optræder, og nogle gange handler min komik jo heller ikke om mig, men om noget andre har gjort. Jeg kan godt sige, at jeg har gjort noget dumt, men jeg har kontrollen og langt hen ad vejen overhånden.

Der er mange ting, jeg ikke deler – nogle gange også fordi jeg endnu ikke er dygtig nok til at kunne gøre det sjovt nok. Jeg er ikke der endnu, hvor jeg vil kunne joke om et emne som ”min farmor er død af kræft”, selvom andre vil kunne gøre det. Egentlig er det ikke fordi, at jeg er bange for at dele ud af mig selv – når bare jeg er herre over fortællingen, og det er jeg jo, når jeg optræder. For mig føles det faktisk mere blottende og selvudleverende, hvis folk ikke griner.

Min første optræden var ret antiklimatisk, for jeg havde jo forventet, at hele verden ville blive anderledes, men det var ret meget bare det samme, og folk havde ikke set mit show. Jeg var nervøs, men havde det sådan ”nu sker det – nu omvender jeg standup-branchen.” Jeg så det meget som en skæbnesvanger dag, men folk var bare sådan ”nå, jamen det var da meget sjovt.”

Det kræver selvtillid at stille sig op på scenen, men man skal også være desperat nok til at gøre det. Det var faktisk først, da jeg var med i Zulu Comedy Galla, at jeg fik den her store chance karrieremæssigt. Det var en kæmpe drøm, men der var også sygt meget pres. Jeg havde ingen idé om, hvor meget det ville komme til at betyde for mig, men jeg kan huske, at jeg bare gerne ville nyde det.

Hvis jeg ikke var komiker, ville jeg være biolog, for jeg elsker planter. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg kan blive meget entusiastisk, hvis jeg finder en svamp, jeg kender. Jeg overvejer stadig at læse på deltid.