Signe Molde: "Jeg ansætter altid 12-talspiger eller 12-talsmænd eller 12-talspersoner, fordi de gør mig trygge"

Indeni tv-værten Signe Molde bor der en 12-talspige, der helst ikke vil skuffe nogen. Hendes forventninger til livet er absurde, som hun siger det. I hvert fald kaster hun sig hele tiden ud i nye grænsesøgende projekter, og hver eneste dag regner hun med, at alting bliver utroligt – og slet ikke hverdagsagtigt. Sådan går det bare ikke altid.

Læs vores interview med Signe Molde, som er en del af en interviewrække på ELLE.dk med fem af de allersjoveste kvinder i Danmark: skuespiller Bodil Jørgensen, komiker Nina Rask, komiker Eva Jin, og skuespiller Julie Rudbæk.

Jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg laver sjov. Det har aldrig været et mål for mig, men af en eller anden grund er det altid der, jeg ender. I mine mere usikre perioder, tænker jeg altid, at nu skal jeg også lave noget, der er alvorligt – noget knastør journalistik som andre seriøse voksne mennesker.

Sådan én stoppede mig for et par år siden på gangen i DR. En meget anerkendt journalisttype stirrede mig direkte i øjnene og sagde: “Signe, hvis du en dag vil være seriøs og alvorlig, så vil jeg gerne hjælpe dig.” Det var helt klart sagt i bedste mening, men jeg tænkte ”hey mester, jeg er mindst lige så seriøs som dig, og jeg fortæller de samme historier som dig, men jeg får folk til at grine ovenikøbet.”

Så det røg ud af mig: “Tusind tak – og hvis du en dag vil være sjov, så ringer du bare”. Egentlig er jeg stadig i tvivl, om han blev fornærmet – eller om han synes, det var sjovt. Men gu’ er jeg da seriøs! Jeg går jo altid efter alvoren. Dér, hvor der er noget på spil. Det må gerne gøre lidt ondt. For det er her, det bliver rigtigt morsomt.

Det er lidt som det gode, gamle Piet Hein-citat. ”Den, som kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet bege dele dårligt” – den er god nok.

Det er en ret god start at have selvironi, hvis man gerne vil lave noget sjovt. Hvis man ikke kan grine af sig selv, så bliver det svært, for meget af det sjove ligger jo i det grimme og ærlige. ”It’s funny because it’s true” er stadig verdens bedste forklaring på, hvorfor noget er sjovt. Når jeg arbejder og prøver mig frem, er det værste, jeg ved, når nogen siger: ”Ahr, er det ikke lidt for meget? Er det ikke lidt for pinligt? Er det liiige lidt for et eller andet?”

Den der tvivl og forsigtighed og forsøget på at nedtone og pakke noget grimt lidt pænere ind er altid en stor advarselslampe for mig. Når jeg møder den type, løber jeg altid skrigende bort, hvis jeg kan. Men det kan jeg ikke altid … Ofte er det nemlig mig selv, der har de tanker – det sker, når den pæne pige indeni mig lige stikker snuden frem og tvivler og sletter alt, jeg har skrevet eller nedtoner en joke, der faktisk var ret sjov, selvom den var grov og upassende.

Det er faktisk først her på mine gamle dage, at jeg har opdaget, at jeg nok inderst inde er en 12-talspige. Eller 12-talsdame … Samtidig med at jeg nok godt kan lide at gå til grænsen og altid jagter noget vildskab, vil jeg også gerne leve op til folks forventninger og for guds skyld ikke skuffe nogen, og det er ærligt talt lidt kikset.

Jeg er jo så gammel, at man skulle tro, at jeg var færdig med at bekymre mig om, hvad andre mennesker mon tænker om mig. Men jeg bekymrer mig stadig. Jøsses mand, jeg bruger oceaner af tid på at bekymre mig og forsøge at regne ud, hvad der er den helt rigtige beslutning i nærmest alle situationer. Det er hårdt arbejde at være 12-talsdame.

I sin tale til mit og min mands bryllup sagde min far: “Lad aldrig det perfekte stå i vejen for det gode.” Manden havde jo ret. Og jeg skal helt klart arbejde med nøjagtigt dét. Eksempelvis har jeg brugt 12 år på at finde den perfekte løsning til vores komfur, som i alle de år har manglet en gummiliste rundt i kanten – det er ikke lykkes mig endnu. Derfor har der nu i årevis været absurd klamt rundt om vores komfur – vi har en grøft fyldt med klamme madrester.

Det er vigtigt for mig også at forsvare alle os 12-talsdamer – det har fået klang af noget negativt at være én, der gerne vil præstere og ikke skuffe. Men det er da også en god ting. Det er en drivkraft og en evne, jeg værdsætter højt hos andre. Jeg ansætter altid 12-talspiger eller 12-talsmænd eller 12-talspersoner, fordi de gør mig trygge: De er tjekkede og har styr på deres ting og bruger ikke al tiden på at ævle og puste sig op.

Jeg kan godt misunde de der typer, der bare er 100 % i balance med sig selv og nyder livet i fulde drag og vågner med et stort smil hver morgen, lige dyrker yoga og har den der slap-af-det-er-jo-bare-et-arbejde-attitude – det må da være skønt at have det sådan, men for mig er det skrækscenariet at skulle arbejde med så afslappet et menneske.

Jeg tror faktisk også, at mit irriterende præstationsgen har bragt mig langt og også givet mig mange spændende oplevelser. Også vågne nætter, bekymringer og tvivl – helt klart. Men det har også bragt mig mange sjove steder hen.

På en måde giver det ingen mening, at jeg på den ene side er en pæn pige, der bare gerne vil have ros og gøre folk glade, og på den anden side kaster jeg mig hele tiden ud i alle mulige grænsesøgende projekter, hvor jeg absolut skal udfordre mig selv – jeg er nok bare en gigantisk rodebutik af modsatrettede følelser.

I øvrigt er det ikke kun til mig selv, at jeg har alt, alt, aaaaalt for høje forventninger. Mine forventninger til selve livet og tilværelsen er absurde.

Hver eneste dag regner jeg med, at alting bliver utroligt og skønt og nemt og slet ikke kedeligt og hverdagsagtigt, og det er jo både naivt og dumt, for det meste af ens liv er jo bare hverdag, og hverdagen består jo også af Betalingsservice, skedesvamp og MitID.