Klumme: "Ensomheden er blevet min ven, efter jeg er begyndt at se den som tosomhed"

Tosomhed. Smag på ordet. Det lyder rart, ikke? Varmt, trygt, hjemligt.

Prøv så at gøre det samme med ensomhed. Det er slet ikke det samme, vel? Det er mere hårdt, mut og måske lidt trist.

Det er i hvert fald sådan, de fleste har det med disse to ord. Og selvom ordene i virkeligheden er ens, blot med én matematisk værdi til forskel, så tillægger vi dem ofte to helt modsatte betydninger. For når man har fundet tosomheden, er man glad. Men har man fundet ensomheden, er man ked af det.

Problemet for mig er bare, at det ikke er sådan, jeg har det som single i starten af 30'erne gennem snart otte år. Eller, som jeg gennem de seneste år har øvet mig i at kalde det, ensomheden. I ordets allerbedste betydning vel at mærke. Det er bare ikke den kontekst, vi er vant til at bruge ordet i. I hvert fald ikke mig.

Det er derfor, at jeg siden et nedbrud på grund af ensomhed i sin gængse betydning i midt/slutningen af mine 20'ere, har forsøgt at vende det til noget, som jeg kunne begynde at se som en form for tosomhed. Bare med mig selv. Og det har i det store hele virket.

For ensomheden er blevet min ven. Min ven i den forstand, at jeg nyder mit eget selskab. At jeg har brug for mit eget selskab for at kunne være noget for andre. Ikke fordi jeg er introvert, tværtimod, eller fordi jeg er sky eller synderlig genert, men fordi, at jeg oprigtigt nyder at kunne være noget for mig selv.

Derfor er jeg også vild med, at blandt andre tv-vært Anna Lin gennem sommeren har delt sine erfaringer med at rejse alene og gå på date med sig selv. For gennem årtiers utallige serier og film er vi blevet fortalt, at det er sørgeligt at spise alene, gå i biografen alene og opleve noget alene. For alt det sjove og givende er forbeholdt tosomheden. Så det kan du godt glemme alt om, indtil du finder 'the one'.

Men det kunne jo ikke være længere fra sandheden. Jeg elsker at opleve ting for mig selv. Derfor blev jeg også nysgerrig på, om man rent faktisk kan være i et forhold med sig selv ud over et holistisk plan.

Så da jeg i sensommeren var til et foredrag med en kendt kærlighedsekspert, så jeg mit snit til at spørge hende direkte, om hendes teorier vedrørerende opskriften på et lykkeligt parforhold også kan virke i praksis, hvis man er i et forhold med sig selv?

Spørgsmålet undveg hun ganske overraskende ved at spørge ind til min alder, for bagefter at belære mig om, at jeg havde masser tid til at finde kærligheden, og at jeg simpelthen bare skulle opleve at få børn en dag - for det var bare lykken i livet.

Et svar beroende på stereotypiske forestillinger om, hvad 'det lykkelige liv' er. Og et svar på et spørgsmål, jeg ikke havde stillet. Og ikke mindst et svar, som jeg på ingen måde havde forestillet mig at få fra en ekspert, der ellers tidligere har fortalt om lykken ved at date sig selv.

For med ét blev mit spørgsmål om selvkærlighed vendt til, at jeg havde givet op på kærligheden og dermed lykken. Og det har jeg ikke for at sige det mildt. Men hvorfor skal den afhænge af, at jeg finder en partner til at dele den med mig?

Misforstå mig ikke: jeg vil hellere gerne finde mig en kæreste, jeg kan dele tilværelsen med og varme mig på under energikrisen og til vores dages ende, men i mellemtiden vil jeg gøre alt for at forene mig med min ensomhed. indtil den en dag bliver til en tosomhed med et andet menneske.