Kunstner Liva Streich: "Jeg prøver at holde det åbent for ikke at give svar"

Som barn løb jeg rundt mellem de voksne til ferniseringer i mine bedsteforældres lille galleri i deres eget hjem, som lå tæt på, hvor jeg voksede op på Sydfyn. Begge mine forældre er keramikere, så jeg har på en måde altid været omgivet af kunst. Jeg føler mig heldig at have haft adgang til den verden, så den aldrig har føltes så fjern for mig.

Da jeg efter min skolegang tog på højskole, fik jeg kunstneren Peter Larsen som grafiklærer, og han anerkendte mig, og det jeg havde gang i, og fik mig overbevist om, at det gav mening at lave kunst. Jeg husker ham sige: ”Hver gang du laver et tryk, bliver verden et bedre sted at være.”

Det kan måske lyde naivt, men for mig betød det, at jeg kunne legimitere det, jeg lavede. Jeg havde tænkt på det som et egoistisk valg at gå kunstens vej, fordi det var noget, jeg havde for mig selv. Den tanke ændrede sig med tiden, og jeg er blevet bevidst om, at det slet ikke er noget, jeg kun har for mig selv. På et tidspunkt tog jeg et valg, og gik all in.

Når jeg skaber, starter jeg typisk med en idé om et motiv. Når jeg begynder at male, opstår det, der er rundt om idéen på forholdsvis intuitiv vis. Det er vigtigt for mig at få eksekveret det, jeg har i hovedet med det samme.

Når jeg begynder at overtænke om, det er en god idé eller ej, er den i gang med at visne. Derfor er det sjældent, at jeg skitserer, inden jeg maler. Jeg prøver at eksperimentere og tage nogle valg, som jeg håber ender med at blive de rigtige. Ofte føler jeg, at det ene maleri fører videre til det næste, så i sidste ende er der ikke noget, som går tabt.

Det skifter meget, hvad jeg er optaget af, og inspirationen kan komme mange steder fra. Ofte er det noget jeg ser, hører eller læser. Det eventyrlige, akrobatiske og obskure har altid fulgt mig. På det seneste er personlige oplevelser og minder, ofte hentet fra barndommen, begyndt at få mere plads i mine værker. De blander sig med indtryk udefra, og det ender med at blive et mærkeligt mix af begge dele. Jeg har også været meget optaget af kvinders position i kunsthistorien, hvor jeg har fundet flere af mine helte som blandt andre Leonora Carrington, Hilma af Klint og Florine Stettheimer.

Fortællingen spiller en central rolle i mine værker, og jeg forsøger nok altid at sige noget med det narrativ, jeg opstiller. Ofte er det fortællinger, der på en eller anden måde berører menneskets væren og følen i verden. Jeg kan godt lide at opstille scener, hvor karaktererne virker anonyme og nærmest ansigtsløse – som i en drøm. Det handler meget om at skabe stemninger, hvor motiverne ofte kan virke tvetydige. Jeg prøver at holde det åbent for ikke at give svar, men i stedet stille spørgsmål, og dermed forhindre historien i at blive for åbenlys. Det største for mig er, når folk kan genkende noget af dem selv i mit værk.