Greta Thunberg: "Min aspergers har hjulpet mig til at se gennem en masse vrøvl"

Greta Thunberg danser. Faktisk opfører hun en koreografi af Beyoncés ‘Single Ladies (Put a Ring on It)’ til titelmelodien til Toget Thomas. Som du sikkert ved fra det meme, hun referer til, burde koreografien ikke passe, men det gør den: bevægelserne er perfekt synkroniserede med den muntre musik. Og hun ’shaker’ virkelig. Som en hver anden teenager, der fremfører en TikTok-værdig rutine.

Greta Thunberg elsker, og jeg mener elsker, at danse. Det er noget, de fleste ikke ved om den unge svenske klimaaktivist, hvis skolestrejke i 2018 slog globale gnister, som har været nomineret til Nobels fredspris tre gange, som har haft audiens med Paven, og som uden forbehold skælder verdens ledere ud for ikke at gøre nok for at takle klimaforandringerne. Men Greta Thunberg er ikke den, du tror, hun er.

Det er en dag med tunge regnbyger og blændende solskin da ELLE fotograferer hende i Chelsea Physic Garden i London. Tiden op til fotoskydningen har været fuld af modsætninger – intet plastik, ingen hår og makeup, intet designertøj – men mens billederne bliver taget, lader det til, at den verdensberømte aktivist lever sit bedste liv.

“Folk har det med at antage, at jeg er en vred teenager – de har tydeligvis ikke mødt mig,” siger hun. “Jeg får grineflip, hvor jeg ikke kan trække vejret, mindst to eller tre gange hver dag,” tilføjer hun, og selv tanken om det, får hende til at småfnise. “Det kan opstå af alt, og hvis der er folk til stede, som pludselig opdager, at jeg næsten ikke trækker vejret og spørger, om jeg er o.k., er det fordi” – hun griner endnu mere nu – “jeg ikke kan stoppe!”

Det er ikke let at forene billedet af den løsslupne Greta Thunberg, som glad vinker farvel til os efter fotoskydningen med sin store 70-liters rygsæk på ryggen (vores interview ligger lige midt i hendes sommerferie, hvor hun Interrailer gennem Europa med sine venner) med aktivisten, der giver patostunge taler til FN, World Economic Forum og Parlamenternes Hus. Men disse to sider af hende – den, som hele verden kender og den, der er formet af hendes personlige udvikling – har begge til tider været udfordrede og fået hende til at føle sig helt uden håb.

Spørgsmålet om håb og hvordan hun fastholder det, når hun står ansigt til ansigt med klimakrisen, et det, Greta Thunberg oftest får stillet.

“For det første: Håb for hvem?” siger hun. “Er det for os? Mennesker, der bor i den økonomisk heldige del af verden, som i høj grad kan tage skylden for klimakatastrofen – måske ikke os som individer, men som part af denne del af verden – eller håb for dem, der rent faktisk er påvirkede af klimakrisen? Jeg tror ikke, håb er noget, man kan få foræret – det er noget, man selv skal skabe. Håb betyder, at man skider til handling,” forklarer hun. “Jeg tror, at vi er nødt til at redefinere håb, fordi det bliver brugt mod os. Hvis der er håb, behøver vi ikke gøre noget, men det er det modsatte af håb”.

Klimabogen
Siden Greta Thunberg var 15 år, da hun første gang sad på brostenene foran det svenske parlament med et stort, håndskrevet skilt, hvor der stod ’Skolstrejk för klimaet’, har hun opfordret befolkningen til at tage handling: til at ændre måden, vi lever på og sætte en stopper for det pres, vi pålægger kloden. Men det nu berømte Climate Clock fortæller, at tiden er ved at rende ud. Så hvorfor, spørger jeg hende, er folk så modvillige overfor forandring?

“For det første fordi vi ikke for alvor har fået fortalt om det fulde spektrum af betydning og implikationer klimakrisen indeholder. Vi anerkender ikke engang, at det er en krise, og vi opfører os ikke, som om vi står midt i en katastrofe, og derfor tror jeg heller ikke at folk tolker det sådan. Mennesker er meget sociale dyr, og vi kopierer den opførsel, vi ser i dem omkring os. Hvis alle omkring os uforandret fortsætter deres hverdag, så gør vi det samme.”

Manglen på opmærksomhed er en af grundende til, at Greta Thunberg tilbragte sin lockdown i Stockholm, hvor hun skrev en bog. Klimabogen, som består af korte, knivskarpe essays skrevet af videnskabsfolk og forfattere som Naomi Klein og anerkendte klimaforkæmpere som Wanjira Mathai, er en stor opgave. Bogens fem sektioner, alle med flere essays skrevet af Greta Thunberg selv, fortæller hvordan klimaet fungerer, hvordan planeten forandrer sig, hvordan det påvirker os, hvad vi har gjort for at imødekomme det og hvad vi skal gøre nu. Det er hård, men interessant læsning – den type bog, du ikke glemmer, når du har lagt den fra dig.

Men hovedintentionen med bogen er, ” … at folk skal læse mellem linjerne og drage konklusionerne selv. Det er det, jeg vil opnå med den”. Hun vil også have at folk skal lytte, men ikke nødvendigvis til hende.

“En af de primære budskaber er: ’Lyt ikke til mig. Lyt til forskerne. Lyt til eksperterne. Lyt til dem, der er mest påvirkede …’ Jeg kan sagtens tale om alle disse ting, men jeg er en privilegeret hvid person, der bor i Sverige. Jeg har faktisk ikke noget at fortælle, så det er op til dem, der har behov for at blive hørt, der skal tale om disse ting.”

Hvis det var op til hende selv, ville hun slette sine sociale medier, og siger selv, at hun er en boomer, når det kommer til teknologi. Men hendes 20 millioner følgere, ville nok undre sig over, hvor hun blev af. “Jeg har ikke lyst til at være en influencer, selv om det selvfølgelig er svært at undgå, når man har mange følgere,” siger hun. Hendes offentlige profil har tiltrukket roser – Margaret Atwood har sammenlignet hende med Jeanne d’Arc, og Prins Harry har udtalt, at alle lande har brug for deres egen Greta – men hun har også været udsat for ekstrem hate. Hun er blevet kaldt ’et ondt, manipulativt barn’, ’kommunist’, ’en ekstrem kapitalist’ og modtaget dødstrusler for sine kampagner. Hun ignorerer i høj grad kommentarerne, så hun ikke lader sig påvirke af dem, og er mest forvirret over truslerne.

“Selvfølgelig er det underligt, at der er nogle der mener, at jeg skal stå til ansvar; jeg forstår ikke hvad jeg skal stå til ansvar for,’ siger hun. “Folk tror, at jeg har mere magt, end jeg reelt har.”

For fire år siden var der ingen, inklusiv hendes forældre, der troede at Greta Thunberg rent faktisk ville gennemføre sin skolestrejke. Hun havde diagnoser som Aspergers, OCD og selektiv stumhed (i fem år talte hun ikke til nogen med undtagelse af sine forældre, søster og skolelærer – men siger selv, at hun i dag kompenserer ved ikke at ville holde kæft). De turbulente år forud for skolestrejken er beskrevet i bogen ‘Scener fra Hjertet’, som er skrevet af hele Greta Thunbergs familie. I bogen fortæller hendes mor, Malena Ernman, som er tidligere operasangerinde og Eurovison-deltager, hvordan Greta Thunberg som 11-årig pludselig ” … stoppede med at fungere. Hun holdt op med at spille klaver. Hun grinede ikke mere. Hun talte ikke og ville ikke spise.”

“Jeg var et meget mærkelig barn,” siger Greta Thunberg om sig selv i dag. “Der var kun fire mennesker, jeg talte til, og jeg var hjemme hele tiden. Jeg kunne ikke tale til fremmede, og jeg kunne ikke spise foran fremmede. Så de troede ikke at jeg kunne gennemføre strejken. Jeg ville heller ikke selv have troet det – men jeg gjorde det.” Da hun begyndte at tiltrække sig opmærksomhed ved at sidde alene foran parlamentet, var hun ikke vant til at interagere med mennesker: “Det var o.k. i begyndelsen, men indimellem kom der store grupper af unge mennesker op til mig, og jeg var nødt til at løbe grædende væk, fordi jeg var bange for dem.” Hun griner. “Jeg var meget mærkelig, men efter lidt tid blev jeg vant til det.”

Følelsen af at høre til
Jeg studser over, om hendes “mærkelighed” er en inspiration for andre, der føler, at de ikke passer ind. “Jeg ved ikke, om det er en inspiration, men jeg er meget underlig,” gentager hun empatisk. “Der er mange i klimabevægelsen, der er meget specielle, på den gode måde, men som skiller sig ud fra normen. Det er fantastisk, at vi har fundet et rum, hvori vi kan være os selv. Og i det mindste, i hvert fald hvis man spørger mig, er vi meget imødekommende.”

Gennem klimabevægelsen har Greta Thunberg fundet et sted, hvor hun føler hun hører til. “Vi er alle meget nære venner og vi er i kontakt hver dag,” fortæller hun om sine ligesindede aktivister. “Jeg tror næsten, man kan kalde os kollegaer, men mest af alt er vi venner. Vi har gruppechats, hvor vi bare er fjollede og gør ting for sjov, fordi alt behøver ikke være alvor. Folk siger ofte, at vi unge mennesker er dem, der skal redde verden, men hvis de vidste, hvad vi rent faktisk talte om, ville de ikke sige det.”

Greta Thunbergs Asbergers-diagnose er veldokumenteret; I 2019 kaldte hun den på sociale medier selv for sin “superkraft”. Hendes tendens til at se sort-hvidt på tingene har defineret hendes tilgang til klimakrisen.

“Det har hjulpet mig med at se igennem en masse vrøvl, som når der bliver sagt, ’Når ja, vi er ikke helt afstemt med Parisaftalen endnu, men i det mindste tager vi små skridt i den rigtige retning.’ Mange ser det som et tegn på at der bliver handlet, men jeg ser det som et udtryk for, at vi er så langt væk fra der, hvor vi bør være, og ikke engang er i nærheden af at gøre det absolut minimale.”

I begyndelsen af ‘Klimabogen’ deklarerer Greta Thunberg, at vi er i “tiden for den store maskinelle greenwashing”, hvor der er flere store lande, som producerer fossile brændstoffer, der kalder sig for bannerførere for klimaet, ” … selv om de ikke har nogle valide klimamæssige afværgeforanstaltende politikker på plads.” Greenwashing kommer ofte op i en kontekst af modeindustrien – brands, der på papiret tager hensyn til bæredygtighed, men som bag kulissen gør meget lidt for at rydde op efter sig. Jeg spørger Greta Thunberg, om hun synes, at branchen gør nok for at inddæmme dens udledninger.

“Det varierer selvfølgelig meget. Der er nogle, der prøver at arbejde bæredygtigt, ofte dem der opererer i mindre skala, hvor genbrug og så videre er i spil. Men skåret over den brede kam er modeindustrien meget destruktiv og behandler ikke kun mennesker, men også planeten dårligt. De fleste forsøg på at se godt ud er greenwashing. En stor procentdel vil jeg sige.”

Hvad angår tøj, mener hun at fokus nærmere skulle være på genbrug.: “Vi er nødt til at begynde at bruge meget mindre. Vi kan låne fra hinanden, vi kan genbruge. Jeg antager, at jeg har fået 90 % af mit tøj fra andre – også alt det, jeg har på nu (hun peger på sin farverigt stribede bomuldsbluse og bukser).” Hun køber ikke nye ting, hun ejer ikke en bil – og hun flyver ikke. Hun sejlede på famøs vis til FN-topmødet i New York i en båd uden toilet eller bad: “Det var sjovt! Jeg nød det virkelig! Men jeg er jo aktivist og prøver at skabe forandring med det jeg gør.”

Bliver Greta Thunberg nogensinde vred på dem, der ikke gør nok? “Jeg bliver ikke vred, hvilket måske er lidt pudsigt. Måske skulle jeg være mere vred. ’Jeg gør, hvad jeg kan’ lyder meget oversimplificeret, men det er sådan bare sådan, det er, i hvert fald for mig. Og nogle gange har jeg det også sådan, ’Hvorfor kan vi ikke bare være normale teenagere og gøre, som vi har lyst til? Hvorfor skal vi trækkes med dette?’ Men sådan er livet vel bare …”

Klimabevægelsen har virket bekræftende og reddet Greta fra en mørk periode i hendes liv, Moderen fortæller i ‘Scener fra Hjertet’, at hun i perioden ” … ikke kunne forstå kontrasterne der fandtes i det moderne liv.” Greta siger selv: “Det har givet mig et formål, noget at give mig til, og jeg tror at det er noget, mange mangler i dag. Der er så mange mennesker, der føler, at deres liv er meningsløse og at de ikke hører til nogen steder, og at de ikke spiller nogen rolle, men blot løber rundt i hamsterhjulet og prøver at tjene penge eller få følgere på sociale medier. Hvis man bare slipper det og flytter fokus til noget andet, så bliver livet mere betydningsfuldt.”

I ‘Klimabogen’ skriver Greta Thunberg, at det ikke er for sent for andre at nå til samme erkendelse. “Nogle mennesker tror, at hvis de tilslutter sig klimabevægelsen nu, så vil de være blandt de sidste. Men faktisk, hvis du beslutter dig for at tage aktion nu, så er du en pioner.” Bogens slutning fokuserer på løsninger og indsatser man kan tage for at gøre en forskel; fra små individuelle forandringer til de store, systematiske. Der er hjælpsomme ressourcer og tjeklister samt opfordringer til at ændre det narrativ medierne præsenterer klimasituationen i, og som skal hjælpe med at gøre befolkningen mere opmærksom på den kritiske tilstand, vi står i.

Til januar fylder Greta Thunberg 20 år. I tænker på, hvorvidt klimakrisens hastende tilstand har indflydelse på hendes personlige syn på tid. “Jeg prøver at leve en dag ad gangen. Jeg tænker ofte over hvad det egentligt er, jeg bruger mit liv på, og det kan jeg godt tænke længe over. Men ofte når jeg til den konklusion, at alting ændrer sig hver dag. Jeg kan ikke planlægge noget som helst.”