Ugens ELLEment: Sandaler med pels

Foto: @byrosemaria

Den danske sommer er en utilregnelig størrelse og derfor er sandaler med pels et hit! ELLEs Digital Director, Rose Maria Boelsmand, stiller skarpt på trenden her.

Mandag, 19. juni 2017 - 10:33 - af Emilie Bech Zerlang

Umiddelbart lyder det skørt: Sandaler med pels. Men det er slet ikke så tosset en ting endda, da den danske sommer jo unægteligt kan være en utilregnelig størrelse, hvor temperaturen ikke altid lever helt op til de sommerlige forventninger. Og der kommer det fluffy fodtøj ind i billedet, med deres herlige miks af noget lunt og luftigt. 

Trenden startede allerede sidste sommer, da Celiné vendte op og ned på det sæsonprægede fodtøj og sendte modellerne ned af catwalken iført pelsklædte sandaler. Dernæst fulgte Gucci trop, og lancerede deres klassiske loafers i en pelsforret udgave, der løftede den ellers så nedtonede og rolige flade model til et larmede statementpiece, der snart kunne ses syd for anklerne på alverdens velklædte kvinder.

Og nu er turen så kommet til Danmark, hvor Oh! by Kopenhagen Fur netop har sendt en ny og allerede utrolig hypet kollektion af pelsklædte sandaler på gaden, der er resultatet af et samarbejde mellem det danske sportswearbrand, H2O og model og blogger, Freja Wewer. De klassiske H20-badesandaler, der er omdrejningspunktet for det nye co-lab, har gennemgået en udvikling fra at være et fast element i den såkaldte 'camping-habit' til at være et moderigtig item. Og det er måske den bedste nyhed for dine fødder denne sommer, og derfor er de denne uges ELLEment.

Om de pelsede sanadaler siger ELLEs Digital Director, Rose Maria Boelsmand: "Sandaler med pels er kommet for at blive, og selvom jeg først var skeptisk overfor trenden, må jeg ligge mig fladt ned og sige, at det fluffy touch på fødderne giver ethvert look instant cool-faktor. Jeg er vild med et look med en florlet maxikjole og de pelsede sandaler, der giver en legende kontrast mellem det tildækkede, lune og det luftige åbne look, eller til et simpel jeans og t-shirt outfit, der får lidt x-faktor med pels." 

De klassiske H2O-badesandaler har tidlige fået makeovers af blandt andre Stine Goya, og vi er glade for at de igen er tilbage i modebilledet - for der findes ikke noget bedre end at tilbringe sommeren i sko, der er er en drøm at have på. 

Oh! by Kopenhagen Fur x H2O x Freja Wewer sandalerne fås med enten kort eller lang pels, og hver model kommer i to farver. Køb dem her. 

 

Foto: PR