Kunstner Ishan Tahir: "Når alt kommer til alt, så handler min kunst om repræsentation"

Min første betydningsfulde kunstoplevelse var på Louvre i Paris med min familie, da jeg var barn. Det var ualmindeligt vigtigt for mine forældre at tage mine søskende og jeg med på museer, især dem, der havde erhvervet sig tyvegods i form af irakisk kunst. Den politiske bevidsthed som flere og flere har i dag om Vestens monstrøsitet i den såkaldte orient er en selvfølgelighed for et fordrevet folk – og man skal bare tage på de største nationale museer, hvis man vil vise pokalerne frem for sine børn. Den slags er et direkte angreb på ens værd. Det betød naturligvis ikke lige så meget for mig dengang, som det gør i dag, men det har formet en stor del af min forståelse for min rolle som kunstner i ”vesten”.

Jeg har været ved at gå i andre retninger flere gange – jeg har mange interesser, og kunstindustrien kan være lige så nedslående, som den kan være opløftende. Min mor har altid opfordret mig til at følge mine drømme, men det er en svær balance, når man er flygtning. Jeg har ikke et sikkerhedsnet, jeg kan ikke lige få betalt en regning, flytte hjem til mine forældre, hvis den er helt gal, låne lidt penge, få en god julegave eller et forældrekøb – eller flytte ind i en lejlighed, som har været i familiens hænder i 40 år. Den slags privilegier er udenfor min rækkevidde. Men mine forældre flygtede ikke fra Irak for at se mig kæmpe med økonomien og forsøge at presse mig selv igennem et nåleøje, og så igen, de flygtede heller ikke for at se mig være ulykkelig i et arbejde, jeg ikke finder mening i.

Mit virke tager ofte afsæt i musik, litteratur, andet kunst eller mine venner – eller det hele blandet sammen. Jeg er meget inspireret af digteren Gil Scott-Heron, og jeg har lavet værker med hans tekster om klasseforskelle og diskrimination som et direkte afsæt. Jeg er også optaget af svensk rapmusik, især Yasin, hvis tekster beskriver flygtningetilværelser, opvækst i udsatte boligområder og alternative måder at tjene penge på. Hans tekster har også været et udgangspunkt for nogle af mine værker.

Jeg er ikke bange for at prøve nye materialer af i min praksis. De seneste par år har jeg både lavet en del keramik og malerier, men jeg har også arbejdet en smule i metal, og mit seneste projekt er et 12 meter langt relief i gips. Jeg prøver at vælge det materiale, som passer bedst til idéen eller essensen af værket. For eksempel giver keramikken mening for mig på grund af dens historie i kunsthandlen, og måden man udvekslede kultur på igennem Silkevejen og Det Arabiske Hav. Mit materialevalg kommer an på, hvad jeg prøver at referere til. Den faste del af min proces er vejen hen til idéen, symbolerne, motiverne og materialet, selve arbejdet med værket kan variere meget.

Jeg kan godt lide at snakke om mine ting i musikalske termer – jeg forestiller mig nogle gange, at jeg er rapper, som laver al min lyrik gennem sampling. Jeg finder billeder og tekster her og der, som ikke umiddelbart hører sammen, og prøver at komponere dem for at skabe nye betydninger. Familiebilleder, popkulturelle symboler, poesi, logoer fra importvarer, renæssancekunst og moderne raptekster står side om side.

Når alt kommer til alt, så handler min kunst om repræsentation. Jeg ser både mig selv som en rollemodel, jeg ikke så nogle af, dengang jeg voksede op, og som stadig er sjælden, men også repræsentation i form af indholdet. Jeg forsøger at skabe en form for konstitutiv repræsentation af en kultur og en type menneskeliv som i 200 år kun er repræsenteret gennem støv, krig og olie, som er det, ”vesten” forstår den arabiske krop igennem. Det, jeg laver, er modkultur. Jeg prøver at civilisere dig, som du prøvede at civilisere mig ved at repræsentere det arabiske menneske på en anden måde. Med nuancer, levet erfaring, glæde, økonomi, poesi, videnskab og kunst.