Kinder Bueno, Nina Simone og Tumblr: Hjemme hos model Tonia Otieno

Mine første kulturoplevelser er summen af alle de indtryk, jeg skulle lære at absorbere, da jeg som niårig ankom fra Kenya til asylcenteret i Sandholmlejren og derefter Kongelunden i Dragør, hvor min mor, lillebror og jeg boede i fire år. Det var mere et kulturchok. Et nyt sprog. Nye dufte og farver. Kontrasterne var enorme, og jeg fik travlt med at omrokere mine tanker og væremåde. Jeg løb, da jeg var yngre. Sprintdistancer. Min mentalitet var at komme hurtigt i mål og blive på egen bane. Nu var jeg i et ukendt land, hvor jeg på stort set alle parametre blev udfordret på min tålmodighed.

Jeg gik på en katolsk privatskole på Nørrebro. Busturen fra Kongelunden og tilbage var mit space. Her var der plads til at reflektere. På skolen var der børn fra hele verden. Mange havde palæstinensisk og iransk baggrund. Vi var fælles om ikke at kunne bo i vores hjemlande. Og i det er der en stor smerte – også for børn. I Kongelunden var der en gruppe frivillige unge og voksne danskere, der tog os med i biografen og Tivoli. De kom også og dyrkede sport med os. Jeg ser stadigvæk et par af dem i dag. Det er dem, som har reddet mit liv. Ikke papiret på mit tilhørsforhold til Danmark, for jeg fik først godkendt min opholdstilladelse sidste år, som 23-årig.

Første gang, jeg rejste udenfor Skandinavien, var til Barcelona, da jeg gik på efterskole i 10. klasse. Jeg kunne jo kun få lov til at rejse ud af Danmark, hvis det var i forbindelse med skolegang, så det var helt vildt for mig. Men det var også lidt anspændt, for alle de andre havde MobilePay på deres telefoner, jeg blev nødt til at have kontanter med, fordi jeg – uden dansk opholdstilladelse – ikke kunne få en bankkonto. Min mormor som jeg voksede op hos i Kenya, døde under rejsen. Jeg fik besked om det i bussen til kunstneren Salvador Dalís hjem udenfor Barcelona. Så min første rigtige rejse var præget af både stor glæde og stor sorg. Besøget hos Dalí fik mig i gang med at male selv, og det forsatte jeg med i gymnasiet på Nørre G, hvor jeg gik på IB. Her var der igen mennesker, der fik stor betydning i mit liv. Lærere, der gav sig tid til at lytte og inspirerede mig til at skrive mine tanker og oplevelser ned på papir.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg være ked af det. For jeg er i en god bevægelse, hvor der sker så mange ting. Jeg er på vej til Kenya, hvor jeg skal besøge min familie, som jeg ikke har set, siden jeg kom til Danmark. Jeg skal dernede og researche, opdage nye, genkendelige dufte og lyde, som skal sætte fodspor til kommende kreative projekter.

Gadgets, jeg ikke kan leve uden, er en kuglepen og et stykke papir. Jeg ville blive skør, hvis ikke jeg kunne skrive. Der var en periode i mit liv, hvor blyanten ikke kunne følge med alle mine tanker, hvilket gjorde det umuligt at skrive. Derfor begyndte jeg at lave lydoptagelser, men det virkede slet ikke for mig. Det er skriften, som betyder noget.

Bedste gave, jeg for nylig har givet … okay, det kan måske lyde cringe, men det er en Kinder Bueno til min veninde. Hasselnødder, chokolade, vaffel … det er en kærlighedsgave. Jeg elsker Bueno, og en juleaften gav min lillebror mig den bedste gave – en hel æske af dem. De minder mig om evig kærlighed og er en nøgle ind til mit følelsesliv, en Bueno-nøgle, ha ha.

Når jeg har brug for inspiration, kigger jeg på min Tumblr account. Jeg har haft den, siden jeg var 13 år, og den er fuld af billeder, stemninger, samtaler; ja et årelangt moodboard. Men egentlig kan jeg finde inspiration alle steder. Jeg er meget nysgerrig og går rundt i tilværelsen med store ører og åbne øjne. Og så er min veninde Michella Bredahl én jeg er meget op til. Hun er kunstfotograf – med sit helt eget unikke blik.

Min livret er en god varm ret med kokos og en masse grøntsager.

Skønhedsproduktet, jeg igen og igen bruger, er Shea Butter fra aasai. Som jeg elsker! Jeg mødte Brenda, der er aasais founder under en skydning til en Mads Nørgaard-kampagne for et par år siden. Jeg var blown away over hende. Brenda var den første sorte kvinde, jeg havde mødt på et fotoshoot, og oveni det havde jeg haft supersvært ved at finde produkter i Danmark, der passede til min hud. Dengang havde jeg en dårlig vane med at kradse min hud, og det efterlod ’dark spots’. Brendas produkter bliver produceret på familiefarmen i Uganda og Kenya og er baseret på de planter, hendes mor og bedstemødre har brugt i generationer. Jeg har kæmpe respekt for Brenda, som i dag er blevet en af mine gode venner.

Mit forbillede er Nina Simone. Min kærlighed til musik stammer fra hende. Jeg har læst om hende, set en masse dokumentarfilm og dykket ned i hendes tekster igen og igen. Her finder jeg svar på mange spørgsmål. Hun var en klog kvinde. En fantastisk sanger, pianist og borgerrettighedsforkæmper. Hun er min musikalske mor. Et andet forbillede er min egen mor. Hun er også en kvinde, der har kæmpet og kæmper for sin og mine søskendes plads i livet.

På min ønskeliste er der rejser, bøger, musik. At rejse ud i verden. Lære nye sprog. Jeg er flydende på engelsk, dansk og swahili og er i gang med at lære fransk, så jeg har fået en dansende tunge. Og det er ikke nok at forstå sproget. Jeg skal også kunne tale og skrive det.

Min personlige stil er farverig. I alle nuancer. Jeg får altid en kommentar om, at det tager lang tid at gøre mig klar til at gå ud. Men det er fordi, min påklædning skal stemme 100 procent overens med, hvordan jeg har det. Og hvis ikke jeg finder det tøj, som afspejler mit humør, foretrækker jeg at blive hjemme. Jeg er en ’ud i byen-pige’, så heldigvis kan jeg ’dresse’ mig glad – men det kræver et par ekstra minutter at finde frem til de elementer. Og så er det bare om at komme ud i livet – ja, så er jeg klar til at køre hele vejen til Paris.

I min taske er der altid en læbepomade og en masse ting og sager, jeg har samlet op på min vej.

De bedste dufte i verden er alle de uskyldsrene. Jord, regn, træer, græs … naturen.

En egenskab, jeg sætter stor pris på, er evnen til at dele. Når naboen mangler salt, så deler man. Sådan er jeg opdraget. At dele er også at stole på andre mennesker. Og den mentalitet skaber en indre frihed og egentlig også mod.

Seneste ting jeg har købt, som jeg elsker, er en vinterfrakke. Det er første gang, jeg har købt og ikke arvet fra andre. Det er en fake, hvid pels, der minder mig om hvide isbjørne og perler. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i Paris.

Den største glæde i mit liv er at være i live. Jeg har gået en hel del igennem i min tilværelse. Men nu er mit fokus at være til stede i alle de gode momenter. Og stole på at der er en masse fantastiske oplevelser i vente.

Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Nairobi. Jeg har ikke været i Kenya, siden vi flygtede til Danmark. Og om et par dage rejser jeg tilbage. Jeg er så spændt på det. Kan jeg mon genkende det hele?

Bedste bog, jeg har læst, er ’Meditations’ af den stoiske filosof og romerske kejser Marcus Aurelius. Det tog mig et år at læse den, og den bragte mig mange åbenbaringer. Jeg skrev så mange noter i den bog. Desværre har jeg ikke den udgave længere, for det var min ekskærestes, og vi gik fra hinanden efter, at jeg havde læst den. Men jeg har købt en ny, og en dag opstår der nok en mulighed for at udveksle dem.

I mit køleskab er der altid æg. Da jeg var barn, kunne jeg ikke tåle æg. Det kompenserer jeg for nu; blødkogte æg, omeletter, røræg, spejlæg …

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, må være Salvador Dalí. Og det passer fint, for han er jo også inspireret af drømme.

På repeat hører jeg ’Juls’, Sade Riddim, ’Meghalaya’, Tiana Khasi, ’Ddoje Face’, Nu Genea og ’Ginn’, Bad Man.

Filmen, jeg kan se igen og igen, er ’Touki Bouki’ af den senegalesiske instruktør Djibril Diop Mambéty. Den er fra 1973, men er i sin fortælling så genkendelig og aktuel. Det er en modig og poetisk film om udlængsel.

Bedste tøjkøb er en genbrugsskjorte med guldfiskprint. Egentlig er det en sørgelig historie. Jeg havde en guldfisk, som jeg fik i gave og elskede. Den boede ubeskriveligt længe i akvariet med en piratfisk. Den dag, hvor jeg første gang tog skjorten på, døde min guldfisk. Men nu tænker jeg, at den har efterladt sine spor i den her skjorte.

Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville det 100 % være gratis skole til alle verdens børn.

Det gør mig glad at kigge på fugle.

Det gør mig vred, når jeg kommer til at være for skarp i min tone. Jeg har fundet ud af, at mine vokaler er stærkere også uden lyd, så det unødvendigt. Man skal huske at lytte til tonen i rummet. Og selv gøre sit for at den er omsorgsfuld.

Mine favoritfarver er blå og rød.

Jeg kommer altid til at grine, når jeg er sammen med min ven Rodrigue. Vi har det ubeskriveligt sjovt, og snakker også swahili sammen. Der er mange, der tror, at vi er tvillinger eller søskende. Samtidig har jeg min tætteste veninde Maria, der forstår mig og omvendt. Det er skønt at føle sig afspejlet i andre mennesker.

I år vil jeg lande med begge ben på jorden. Jeg skal ikke længere svæve rundt. Lige nu er jeg i et limbo. Hvor skal jeg bo? På landet i Danmark eller i Paris? Men jeg er sikker på, at jeg finder det rette sted.