Billedkunstner Søren Arildsen: "Tomhed, pauser og ventetid er mine store inspirationskilder"

Mange af mine tidligste minder involverer mig med et A4-papir taget lige ud af printerbakken og et multimedium af børnevenlige tegneredskaber foran mig. Det var en af de få aktiviteter, som kunne opsluge mig fuldstændigt. Min debut i en kunstnerisk bevidsthed kom fra den modtagelse, mine tegninger fik fra mine børnehavekammerater, som ville bytte samleobjekter som Pokémon-kort og Diddl-papir for en af mine tegninger. Det var første gang, jeg oplevede, at noget, jeg gjorde for mig selv, kunne påvirke dem omkring mig. Efter gymnasiet vidste jeg, at jeg skulle lave alt andet end noget, som mindede om det. Jeg ville arbejde med hænderne og med billeder på den ene eller anden måde. Det var det eneste, jeg rigtigt kunne finde ud af.

Min mormor har været en af de mest fingernemme og dygtigste håndarbejdere, jeg har kendt til i mit liv. Hun var en ægte hobbykunstner, og hun lagde så meget omhyggelighed og kærlighed i sine håndmalede porcelænsfigurer og sy- og strikkeprojekter. Da hun gik bort, arvede jeg en lille kasse af hendes porcelænsredskaber, som jeg bruger den dag i dag. Den omsorg, hun lagde i sit håndarbejde, har haft en dyb påvirkning på min indstilling til kunst, og hvordan jeg driver mit virke.

Min proces involverer en blanding af observation, hukommelse og fantasi, som bliver til en lille spire af en simpel idé. Tomhed, pauser og ventetid er mine store inspirationskilder. Jeg finder en helt særlig idyl og atmosfære i scener, som er fanget i en vis form for tomgang. Pausen, mellem jeg lukker øjnene, til jeg falder i søvn. To drenge i jakkesæt, der venter på bussen. Stilheden mellem vindstødene, der suser i bladene. Uanset om de er lykkelige eller dybt melankolske, så har jeg altid holdt dem kær, og gemt dem i mine minder. Minder, som får tæsk af min dårlige hukommelse, så der til sidst kun er få fragmenter tilbage. Jeg forsøger så på bedste vis at samle de her stykker af følelser og minder til et helstøbt billede.

Jeg danser mere og mere omkring porcelænet og dens uendelige muligheder for udtryk og farve. Mine porcelænsrammer hjælper mig med at bryde isen ind til kernen af ideen til værket. Igennem rammernes tekstur og overflade, finder jeg essensen for det atmosfæriske og farvelandskabet til mine værker. Ideen til et billede bliver først fysisk i en skitse, som aldrig er større end et postkort. Skitsen kan gå direkte fra papiret til lærredet eller den kan leve i mange år i skuffen eller blive genbesøgt til ny fortolkning. Min tilgang til selve malerprocessen kan variere meget efter, hvilken overflade og struktur, jeg føler det enkelte billede efterspørger.

Jeg laver kunst for min egen skyld. Min kærlighed til billedet, og hvad billeder kan, er i sidste ende det, der driver mig. Jeg er ikke særlig bevidst om, hvor jeg går hen, før jeg er ankommet. I stedet for at formidle eksplicitte budskaber er min praksis en udforskning af følelser og den menneskelige psyke. Jeg søger en umiddelbarhed, jeg håber, kan skabe en forbindelse til beskuerne og fremkalde en følelsesmæssig reaktion og invitere dem til at konfrontere deres egne indre landskaber og eksistentielle dilemmaer.