Kom med inden for i kuratorens lille lejlighed, der er fyldt med kunst og rejseminder

Anna Weile Kjær ser på meget kunst. Hver dag på sit arbejde som kurator på Den Frie Udstillingsbygning i København, og når hun rejser. Som kontrast har hendes hjem i lang tid haft hvide vægge. Nu er kunsten alligevel begyndt at snige sig ind, fordi hun hjælper sine venner med at opbevare dem. For Weile Kjær er hjemmets vigtigste funktion at have plads til venner og familie

For mig er et hjem rammen om alting. Hvor livet udspiller sig. Jeg har boet her i 10 år, og lejligheden bestod oprindeligt af fire værelser og var et mindre kollektiv for mig og tre-fire venner. I takt med at folk flyttede ud, rev jeg væggene ned for at få et stort åbent køkken, hvor jeg kan samle familie og venner ved et langbord. For mig er det vigtigt, at venner og familie bare kan komme forbi. Og at mine venner fra udlandet kan overnatte.

Der skal være plads til søndagsmiddage, hvor man er flere, der laver mad sammen. Jeg har lige revet den sidste væg ned, og nu skal hele lejligheden lige renoveres, så den ikke fremstår så rå, som den er nu med ledninger stikkende ud af væggen og huller i gulvet.

Mit hjem er også et sted, hvor jeg ikke er så selvbevidst. I lang tid havde jeg næsten intet på væggene, fordi det pludselig blev en al for stor beslutning, når det nu er det, jeg arbejder med til daglig. Jeg fordyber mig hele tiden i forskellige tidsperioder og kunstnerskaber, så det blev uoverskueligt, hvad der skulle op og hænge. Om det er kunst eller møbler, så kan de hurtigt stagnere i ens hjem, fordi man lever sit liv og har travlt og ikke lige får byttet rundt på billederne, når de først hænger der, og det gør beslutningen endnu større.

Nu er der alligevel kommet lidt mere op på væggene, fordi jeg opbevarer nogle værker for nogle af de kunstnere, som har lavet dem, men ikke selv har plads til dem. Det store maleri med skelettet er af Sophie Star Suaning, der ikke kunne have værket, som er hendes afgangsværk fra akademiet, med til Jylland, da hun flyttede kort efter.

Jeg har en ting for køkkenredskaber. Det er en fascination af objekter, som har en funktion. Kunst har i mange år været kategoriseret ved, at man ikke må røre ved det, men jeg kan enormt godt lide ting, man kan bruge. Jeg sætter virkelig pris på, at de ting, jeg omgiver mig med og bruger, også er smukke. Det er dem, jeg ser allermest.

Jeg elsker min lille japanske tekande, som jeg har købt på Camilla Plums gård. Den er fantastisk. Stilistisk og simpel. Jeg har været på jagt efter den perfekte tekande i mange år. Jeg drikker uhyrlige mængder af te, og jeg har alt for mange forskellige slags stående. Alle køkkentingene er nogle, jeg har samlet hen ad vejen, jeg har aldrig besluttet mig for én bestemt stil. Sådan er det nok med hele min indretning.

Apropos kærlighed til brugsobjekter, så er en af mine yndlingsting et værk af Marianne Hesselbjerg, som er fra en helt anden generation. Hun kalder dem selv ’dametasker’, men jeg faldt for, at den ligner en lille alien. Noget af det, jeg holder allermest af i kunstverdenen, er, at man sagtens kan have venner fra helt andre generationer, uden man tænker over det, fordi ting og ideer forbinder på tværs af aldersskel. Jeg synes, at Hesselbjergs værk ser virkelig ‘fresh’ og moderne ud.

Hjemmet er også stedet for fordybelse. Hvor jeg kan ryge ned i mine egne tanker og paralleluniverser. Det er oftest, når jeg læser noget, som jeg ikke nødvendig skal bruge i mit arbejde, at jeg får ideer til udstillinger. Det at kuratere kunst handler for mig om på en næsten intuitiv og følelsesmæssig måde at forbinde sig til en kunstners univers på. Og det kan skønlitteratur hjælpe mig med.

Mine bøger betyder meget for mig. Det er meget sigende, at jeg ikke har fået stillet dem fuldstændigt perfekt op, fordi de hele tiden er i brug. Fagbøgerne tager jeg frem og tilbage mellem universitet, andre mere skønlitterære værker har jeg liggende ved sofaen eller ved sengebordet, fordi jeg er i gang med at læse i dem. De er altid i cirkulation.

Mange af mine ting har jeg købt på rejser. Det er ligesom, at jeg glemmer at tage billeder af min hverdag, men så snart jeg er på ferie, tager jeg billeder af alting. Det giver pludselig mening at købe noget, når jeg er ude og rejse. Det betyder også, at jeg har et helt andet forhold til det fad, jeg har hængende over komfuret, fordi det er købt i en lille gadehandel i Fez, eller den vest jeg har på lige nu, som er fra Broken Arm i Paris. Objekterne fæstner minder fra de situationer, de har været en del af. Sådan kan jeg hele tiden væve frem og tilbage mellem hverdagen og mine rejseminder. At gøre hverdagssituationer særlige er enormt vigtig for mig.

Lyt til ELLEs podcast 'Klædt På', som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.