Naomi Campbell om moderskabet: "Hvis jeg siger, at jeg er der, så er jeg der"

Naomi Campbell, en indflydelsesrig barriere-nedbryder i modeverdenen og den mest vovede af 90’ernes supermodeller, står i en lille varm boks, sat sammen inde i et større, vidtstrakt studie i det nordlige London til skydningen (der oprindeligt er lavet til britisk ELLE, red.). Hun har en stram bagkant klokken 15. Skydninger er normalt langhårede affærer, som strækker sig fra de tidlige morgentimer til sen aften. ”Undskyld, men jeg skal hen til min datters skole,” forklarer hun med sin bløde og let hæse stemme.

Varmeblæsere laver en augustlignende varme, der passer til den sprøde bomuldsskjorte og matchende hot pants, Campbell har på, mens den fremadstormende stjernefotograf Quil Lemons skyder med en kirurglignende stilhed og præcision. Wizkid spiller fredeligt fra en højttaler i baggrunden, idet Naomi indtager en afslappet position foran kameraet.

Myten om Naomi Campbell er larger than life, men på sættet er hendes ro og stilhed bemærkelsesværdig. Væk er det store entourage, man kunne forvente at se efter supermodellen. I stedet får et lille a-hold lov til at arbejde. Klik, klik, klik. Det første skud tages, hun tager en hvid kappe og hjemmesko på, mens stylisten, Georgia Medley, trækker sit næste look frem.

Der er en poetisk stemning af full circle. ”Jeg havde min første store skydning med britisk ELLE, da jeg var 15, en måned før min 16-års fødselsdag. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg glemmer aldrig de mennesker, der var involveret i det,” siger Naomi Campbell flere uger senere fra sin ferie i Mellemøsten. ”Uanset om jeg stadig har kontakt til dem eller ej, så ved de, at jeg er taknemmelig. Jeg husker, hvor jeg kommer fra.”

Som historien siger, var modelscouten Beth Boldt ude på en slentretur i Covent Garden med sin teenagedatter, da hun opdagede en ung Campbell, klædt i skoleuniform, shoppe med sine venner. Tre måneder senere, på trods af sin mor, Valerie Morris-Campbells forbehold var Naomi Campbell hoppet på et fly til New Orleans til sin første skydning med ELLE. ”Min mor gav sit samtykke, og så smuttede jeg,” siger hun. ”Jeg husker det tydeligt. I de fleste af mine minder fra starten af min karriere hoppede, sprang og smilede jeg. De vidste, at jeg kom fra en dansebaggrund, så de ville ofte have mig til at indtage den slags stillinger. Og du ved, jeg vidste virkelig ikke, hvordan man var model,” siger hun.

Ikonstatus og poreløs hud

Alt har ændret sig siden. Liv, berømmelse og moderskab. Naomi Campbell har optrådt på ikke mindre end 25 globale forsider af ELLE siden den første opgave. Samtidigt voksede jeg op i Virginia og købte disse blade. For mig repræsenterede hun den glamourøse modeverden, spændende britiske subkulturer og en glitrende ny slags berømthed. Hvem kan glemme billederne af menneskemængder, der skriger efter supermodellerne med en iver, normalt forbeholdt boybands? Eller synet af Naomi, Cindy, Lindy og Christy mimende til George Michaels 'Freedom! '90'? Eller Campbell stå arm i arm med Nelson Mandela i Sydafrika?

Hun legemliggjorde også et berettiget, uudnyttet og ikke-undskyldende billede af sort kvindelighed, som jeg sjældent så i luksusmode. Jeg gjorde alt for at købe ethvert magasin, jeg så hende pryde forsiden af. Hun repræsenterede en lang række ting. Og gør det stadig.

Nu er hun mor og jonglerer med to børn og en enorm karriere. Naomi Campbell annoncerede ankomsten af sin datter, hvis navn hun holder privat, i 2021 i en alder af 51. Sidste år fik hun en søn som 53-årig. Hun har for nylig kastet sig ind i modedesign, efter at have skabt en ny kollektion for Boss, og i juni er hun hovedperson i en udstilling på Victoria and Albert Museum i London, som har fået titlen ’Naomi’. Den retrospektive udstilling af hendes næsten 40-årige karriere bliver den første af sin art. Professionelt tegner 2024 til at blive Naomi Campbells hidtil største år.

Jeg får dog en klar fornemmelse af, at rollen som mor, er det arbejde, der holder hende mest på tæerne. Ud over at have ikonstatus og poreløs hud, er hun en kvinde, der forsøger at forlade arbejdet i tide for at hente datteren, når hun har fri fra skole.

Da vi senere skriver sammen under hendes rejser fra Kenya til Dubai, sender hun en sms, hvor der står: 'Vi er ankommet. Vil lægge mine babyer i seng og ringe til dig.'

Modebranchen er kendt som en udfordrende verden for mødre med en kalender fuld af shows rundt i verden, sene middage og tilbagevendende modeuger. Mange i branchen siger, at det at arbejde med mode er mere en livsstil end et job. Og for dem i fremstående positioner kan dette få en endnu dybere betydning. Men Naomi – som længe har været nødt til at forsvare sig selv, hvad enten hun kæmper for samme behandling og løn som sine hvide ligesindede eller taler for større mangfoldighed i branchen generelt – har ingen problemer med at hævde sin ret til at prioritere sin familie.

”Tingene ændrer sig, når man bliver mor, og jeg er ikke anderledes end nogen anden forælder,” siger hun. ”Jeg har skullet træffe beslutninger i mit liv. Siden min datter begyndte at gå i skole, har der været ting, jeg er blevet tilbudt, som jeg ville elske at gøre, hvis jeg kunne. Men jeg skal være der på min datters første skoledag. Det er meget vigtigt. Jeg skal være der for at hente hende. Mine børn kommer i første række,” siger hun. ”Og min datter er virkelig sej. Hun forstår, at mor arbejder. Men for mig er det vigtigt at være der, især når jeg siger til hende: ”Jeg kommer for at hente dig.” Hvis jeg siger, at jeg er der, så er jeg der. Det samme gælder i venskaber.”

Den helt rigtige mængde glamour

Springet fra et til to børn kan være en udfordring for livets rytme, især i småbørnsårene, hvor en uventet feber eller en hvilken som helst forkølelses- og influenzavirus, der synes at leve i klasseværelserne, kan kaste en hel dag i opbrud. Naomi er hurtig til at anerkende privilegiet ved at have et støttende hold i baghånden, hvilket betyder, at hun ikke behøver at sætte farten for meget ned: ”Jeg får hjælp, også fra min mor. Jeg har kunnet jonglere med det, og du ved, tage mine børn med, når jeg rejser.”

Rejser, hendes kærlighed til det og hendes omvandrende livsstil inspirerede hendes nye Boss-kollektion, som hun lancerede i februar. En stram blanding af praktisk hverdags- og arbejdstøj med den helt rigtige mængde glamour.

Hvordan føles det at træde ind i rollen som designer efter at have arbejdet som model og muse så længe? ”Jeg elskede det. Jeg vil gerne lave mere, for det er noget, jeg nyder,” siger hun.

Hendes kollektion landede på et tidspunkt, hvor der var stor diskussion om det faldende antal af kvindelige designere i spidsen af modens største brands. En debat, der vandt damp, da Sarah Burton forlod Alexander McQueen. Campbell gik mindeværdigt og tårefyldt i designerens sidste show i Paris sidste år. "Det var følelsesladet," husker hun. ”Sarah er ikke kun en af mine gode venner, hun er et sandt talent. Du ved, vi har ikke mange kvindelige designere ... Det ville være rart, hvis der kunne ske en ændring i den retning også. Det skal være ligeværdigt. Jeg vil altid stå op for Sarah og de kvindelige designere, jeg har arbejdet med, som Donatella.”

Hvad angår Campbells design, siger hun, at der er noget for enhver smag. ”Jeg ville lave ting, der var behagelige – ting, som også hjælper din krop,” forklarer hun om kollektionen på 40 dele. Der er afslappet strik i luksuskashmir, jersey til langdistanceflyvninger og nemme jakkesæt til de møder, der er planlagt ved ankomsten. ”Det er smart og nemt. Elegant. En meget enkel kollektion, men i meget god kvalitet.”

Hendes egen rejseuniform består af ”kropsnære, kompressionslignende ting” for at forhindre oppustethed. Og ja, hun er stadig lige så omhyggelig med hygiejnen under flyvninger – fem år efter, at en video af hendes lufthavnsrutine, der involverede plastikhandsker, masker og et væld af antibakterielle servietter, gik viralt. ”Jeg blev kaldt alle mulige navne. Men jeg har båret maske i 20 år. Jeg har renset flyet så længe, jeg kan huske,” siger hun om det forudseende klip, hun postede på sin YouTube-kanal et år før coronavirus-udbruddet.

Året efter blev hun fotograferet i fuld beskyttelsesdragt på et fly fra L.A. til New York. "Covid er en meget alvorlig ting, og vi mistede mange liv. Det vendte op og ned på verden og satte os i stå. Så det var ikke for sjov. Der var intet sjov ved det. Min rutine er psykologisk. Det er en måde, hvorpå jeg kan føle mig godt tilpas. Det kan være ekstremt for andre, men det er det ikke for mig,” siger hun, inden hun tilføjer, at hendes forsigtighed også handler om selvopretholdelse og ren pragmatisme. ”Når jeg rejser, skal vi være klar til at arbejde med det samme, når vi ankommer. Vi har ikke råd til at blive syge. Og alle de forebyggende foranstaltninger, jeg tager, er for at vedligeholde min krop. At være frisk nok til at komme ud af flyet og gå på arbejde,” siger hun.

Hun tilføjer, at hun har lært at omfavne egenomsorg: ”Jeg prøver at spise godt. Jeg har bokset i mange år for at holde mig i form. Jeg er på ingen måde perfekt, men jeg gør, hvad jeg kan.” Hun tror også på at bede en bøn. ”Det er en stor ting for mig. Som du ved, er jeg i bedring, og jeg tager det meget alvorligt. Og nej, jeg savner ikke alkohol i mit liv. Jeg har det bedre uden. Hvor end jeg oplever et helligt eller spirituelt sted, så beder jeg. Det er lige meget, om det er på et fly, jeg beder, når jeg føler for det,” siger hun.

Buffalo Soldier

Naomi Campbell er født i Lambeth i London, men hun tilbragte en del af sin barndom i Italien med sin mor Valerie Morris-Campbell, der arbejdede i landet som professionel moderne danser. Campbell flyttede senere ind hos slægtninge tilbage i London, mens hendes mor turnerede i Europa. Det er tydeligt, at hendes mors oplevelser med at rejse og have ambitioner som performer, inspirerede til en følelse af grænseløse muligheder for Campbell selv: ”Jeg vil have, at mine børn skal se verden og forstå forskellige kulturer, som min mor præsenterede mig for.”

Ud over sin mor var de kvinder, Campbell så mest op til, da hun voksede op legender som: ”Josephine Baker, Iman, Tina Turner, Bethann Hardison og Diana Ross. Kvinder, der stod i deres styrke og magt, udviste deres kunstnerskab og forblev tro mod sig selv. Jeg respekterer folk, der har integritet og taler deres sandhed – uanset om man vil høre det eller ej,” siger hun.

Bethann Hardison, en tidligere model og agent, mødte Campbell første gang i en alder af 14. Hardison siger, at modellen aldrig har været bange for at tale for sig selv, en nyttig egenskab for en pige, der blev myndig i en branche, hvor sexisme og racisme var udbredt. ”Jeg plejede altid at kalde hende min Buffalo Soldier, fordi hun kæmpede fra starten, kæmpede for overlevelse,” siger Hardison. ”Hun tog ikke imod pis fra folk. Hun var altid opmærksom på sit selvværd. Jeg tror, det er medfødt.” Hardison er berømt for sit årtier lange arbejde med at skabe en bevægelse for mere diversitet i modeindustrien, længe før idéen blev populær. Hendes liv og arbejde er skildret i dokumentaren ’Invisible Beauty’, som Campbell er krediteret som executive producer for.

”Jeg har aldrig set mig selv som Naomis ven. Jeg har set mig som en mor. Jeg havde travlt med guide hende. Jeg fik hende igennem tingene. Hvis hun blev ked af noget eller ikke var enig i de penge, hun blev tilbudt, kom hun til mig og fortalte om det. Jeg blev hendes amerikanske mor,” siger hun. ”Hun kæmper for sig selv. Sin ret. Hun har altid stået op for sig selv.”

Da Hardison grundlagde Black Girls Coalition i 1988 for at fejre den nye bølge af sorte modeller, der brød igennem den notorisk homogene industri og udfordrede reklameverdenen til at diversificere deres kampagner, opfordrede hun Naomi Campbell og en gruppe af hendes jævnaldrende. Der er et berømt foto af dem alle sammen på en pressekonference: Naomi Campbell, Roshumba Williams, Tyra Banks, Veronica Webb, Gail O'Neill, sammen med deres mentor Bethann Hardison og den ikoniske model Iman. ”Det, der var så rart ved det, var at se modellerne i denne konkurrenceprægede industri og at vise, at de havde en fælles interesse. Jeg uddannede dem til at forstå, hvad de kunne," siger Hardison fra sit hjem i Mexico.

Naomi Campbell fortæller, at Bethann Hardison hjalp hende med at forstå styrken i at presse på for forandring. ”Bethann gav mig en base. Hun fik mig til at føle mig som en del af et fællesskab, som kæmpede for at ændre og forbedre branchen. Det hjalp mig at høre andres historier. At jeg som 18-årig forstod, at jeg ikke var alene. Og at jeg havde Iman og Gail og Karen og Veronica. Alle os, der var på det billede, havde alle været igennem noget tilsvarende og delte en fælles historie. Og den følelse af sammenhold fik mig til at tænke: "OK, jeg er ikke alene." Selv om jeg følte mig ensom i nogle af de arbejdssituationer, jeg stod i, var jeg ikke alene, for jeg havde et sted, jeg kunne gå hen og dele mine erfaringer.”

Disse idéer – om kvindelig magtmobilisering, selvrealisering og sandhedsfortælling – understøtter de projekter, der ser ud til at definere Naomi Campbells store 2024. Hun har lanceret Emerge, en modevelgørenhedsorganisation for at støtte den næste generation af designtalenter på tværs af Afrika, diasporaen og Mellemøsten, et initiativ, der vil skabe lærepladser, efterskoler og universitetsuddannelser. I mellemtiden er vores forsideskydning nu bepakket af talenter, som Campbell har støttet, fra herretøjsdesigner Bianca Saunders til det unge talent Torishéju Dumi, hvis debutshow Campbell gik i Paris sidste år.

Torishéju Dumi understreger, at Naomi Campbells involvering var afgørende. ”Reaktionen var overvældende. Det har haft en enorm indflydelse på brandet og mig personligt, og åbnet døre, jeg aldrig havde forestillet mig at gå igennem.” ”Det er det, det hele handler om,” siger Naomi Campbell senere. ”Vi fik en mulighed. Så vi er nødt til at give en mulighed til andre. Ja. Det er virkelig simpelt. Luksusmærkerne vil altid være der, men du har stadig brug for, at den nye bølge kommer ind.”

Knib mig i armen-øjeblik

Der er en fornemmelse af, at hun endelig er klar til at skrive sin egen fortælling og bryde væk fra årtiers overskrifter skrevet om hende. ”Folk ser mig på billeder, de ser mig på catwalken. Men der kan være visse ting, de ikke ved om mig,” siger hun. ”Jeg vil have, at folk går væk fra den (kommende udstilling på V&A, red.), og lærer noget om mig, som de ikke vidste før. Jeg vil have det til at føles intimt. Jeg prøver at få det til at føles så personligt, som jeg kan,” forklarer hun.

Udstillingen på Victoria and Albert Museum vil dække næsten 40 år af hendes karriere gennem det tøj, hun har båret, og de designere og fotografer, hun har arbejdet med. Den spænder over hendes tætte forhold til Azzedine Alaïa, en designer, hun betragtede som en faderfigur, til de kjoler, hun har båret på den røde løber. Campbell har arbejdet tæt sammen med museets hold om kurateringen og beskriver det som værende et knib mig i armen-øjeblik. ”Det har helt sikkert været en følelsesmæssig proces, især at se og røre ved det tøj, jeg ikke har set i Gud ved hvor mange år, og bare genkalde alle de minder, der fulgte med. At se håndværket og vide, at det bestod tidens tand. Tøjets rejse har været en stor påmindelse om de store kreative kræfter, jeg har arbejdet med i mit liv.”

Udstillingen er også en påmindelse om, at Campbell er lige så relevant som nogensinde før. Som 53-årig er hun en produktiv catwalk-gænger, der stadig har kræften til at omdanne et rum og få et publikum fyldt med berømtheder med stenansigter og solbriller til at udstråle begejstring. Jeg spørger hende, hvorfor fortsætte med at gøre det? Hun har intet at bevise. ”Jeg elsker, elsker, elsker mode,” siger hun varmt og eftertrykkeligt. ”Jeg elsker, at jeg stadig får mulighed for at udføre mit arbejde. Jeg elsker kreativitet. Jeg elsker at se mennesker, der brænder for det, de laver, som bekymrer sig om, hvad de laver. Jeg vil arbejde med store talenter og nye talenter. Og jeg elsker at lære. Jeg er aldrig færdig!”