Layal Freije om at sætte et dansk-palæstinensisk barn i verden

Hvordan besluttede I, at I ville være forældre? Jeg har aldrig været sikker på, at jeg skulle være mor. Jeg har ikke haft en børnevenlig livsstil. Som Mellemøstkorrespondent var en del af mit arbejdsliv at rejse rundt og dække det, som skete i regionen, så det ville betyde, at jeg skulle sætte mit arbejdsliv på pause i en periode, og det var jeg ikke klar til. For to år siden begyndte tankerne alligevel at melde sig: Måske vil jeg gerne have et barn? Min kæreste og jeg begyndte at tale seriøst om at blive forældre, uden at vi traf en endelig beslutning om, at nu skulle vi have et barn.

Hvornår fandt du ud af, at du var gravid? I februar 2023 var jeg i det sydlige Tyrkiet for at dække det vold- somme jordskælv, der ramte Tyrkiet og Syrien. Jeg gik rundt blandt murbrokker i stanken af lig og havde voldsom kvalme. Jeg var selv- følgelig påvirket af de forfærdelige omgivelser og troede, at det var en reaktion på det. Da jeg kom hjem til Istanbul, fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Og ja, så skulle vi jo være forældre.

Hvad har overrasket dig mest ved forældreskabet? Det har overrasket mig, hvor meget jeg nyder at være på barsel. Når det er sagt, så er Mellemøsten min passion, jeg elsker at fortælle historier fra regionen, og lige nu sker der så meget i Israel og Gaza, og det påvirker mange lande i regionen. Det frustrerer mig, at jeg ikke er med til at dække begivenhederne. Jeg var hele tiden i gang med noget, som handlede om mig selv og mit arbejde. Lige pludselig blev det sat på pause, fordi min datter blev den vigtigste.

Hvad har det lært dig? Jeg er som udgangspunkt et utålmodigt menneske. En af mine ven- inder sagde til mig: ”Hun er kun så lille en gang, du skal huske at nyde det.” Og det ramte mig, så jeg har lært at være i nuet på en an- den måde end nogensinde før. Om nogle få måneder er jeg jo allige- vel tilbage på arbejdet, så jeg prøver at nyde tiden med min datter. At jeg er blevet decideret rolig, er måske så meget sagt, men jeg har helt klart fundet en anden ro – og en ny og mere tålmodig side af mig selv.

Hvad har været det hårdeste ved at blive forældre? For mig har det mest udfordrende ikke været at vænne mig til et nyt liv, det har mere været de omstændigheder, jeg har fået et barn i. Jeg er danskpalæstinenser, mine forældre var palæstinensiske flygtnin- ge i Libanon, og mine bedsteforældre blev fordrevet fra det historiske Palæstina i 1948. Jeg fødte min datter i slutningen af september, og en uge efter udførte Hamas et terrorangreb i Israel, og så startede Israel en krig mod Gaza. Siden er dødstallene steget og steget. Jeg har dækket krige før, været i flygtningelejre og interviewet krigsofre, men det at sætte et danskpalæstinensisk barn i verden i en tid, hvor det folk, hun stammer fra, bliver dræbt og udsultet, er svært at være i. Det har været forfærdeligt at se videoer og billeder af børn, der li- der. Der dør. Over 28.000 palæstinensere er dræbt, 10.000 af dem er børn, og her sidder jeg med et palæstinensisk barn, som ligger trygt og smilende på sofaen og ligner de børn, der lider. Det har været barskt at tænke på, hvordan jeg skal forklare hende den situation, som mange palæstinensere lever under, når hun bliver ældre. Hvor- dan skal jeg give den palæstinensiske identitet videre til hende, uden at den kun bliver en offer- og lidelseshistorie?

Ja, hvordan kan du det? Når ens familiehistorie er bundet så meget op på lidelse, er den svær at give slip på. At mine forældre var flygtninge i Libanon, har jo påvirket den måde, de er på, og dermed også mig. Fordrivelse, flugt og eksil er en del af vores identitet, men vi skal passe på, at det ikke kun bliver en offerfortælling og huske på, at der ud af traumet også er kommet noget unikt. Palæstinensisk litteratur og poesi er noget af det stærkeste og smukkeste, jeg har læst, og det er den også, fordi den er skrevet af folk, der har lidt. Inden 1948 boede der mennesker i Palæstina, hvis livshistorie i dag risikerer at blive glemt, så deres fortællinger er jeg begyndt at opdrive, så de kan gives videre til de næste generationer. Sammenholdet blandt palæstinensere verden over er unikt, fordi vi alle er en del af den samme diaspora. Det fællesskab håber jeg at give videre til min datter, ligesom hun også skal besøge familiemedlemmer i flygtningelejrene i Beirut og Tripoli for at blive eksponeret for de forskellige palæstinensiske liv, som også var en del af min opvækst. Jeg har ikke så meget familie tilbage i regionen, men min datter skal da se, hvor mormor og morfar er vokset op.

Jeg ser det som en styrke at komme fra to kulturer. Det er med til at skabe et menneske, som ser på verden fra forskellige synsvinkler. Men det kan også skabe en identitetskrise, som jeg tror, at mange danskere med minoritetsbaggrund har oplevet, men jeg tror også, at det kan skabe nogle ret unikke mennesker, der har et helt særligt syn på verden. Min datter får den danske kultur ind med modermælken, fordi jeg jo også er dansk, hendes far er jysk, og vi bor i Danmark, så jeg er meget bevidst om, at jeg skal lægge energi i at lære hende at tale arabisk. Det har så farverigt og nuanceret et ordforråd, at det kan udvide hendes forståelse for, hvad man egentlig kan med sprog.

Hvilken verden, håber du, din datter kan vokse op i? I en verden med sameksistens, hvor der ikke som nu med jævne mellemrum opstår krig mellem palæstinensere og israelere. Hvor fjendebilledet blandt de to befolkningsgrupper ikke længere eksisterer, og hvor palæstinenserne kan leve i fred og i frihed. Det er noget, jeg drømmer om, men om jeg tror på det ... Det ved jeg ikke.