Månedens bog i oktober: De Usynlige af Roy Jacobsen

Roy Jacobsen: De usynlige (Rosinante)

Anmeldt af: Marie Louise Wedel Bruun

Det store i det små

Lad det være sagt med det samme: Norske Roy Jacobsen har præsteret et lille mesterværk. De usynlige er een lang kærlighedserklæring til det uspolerede nordiske symboliseret ved et lillebitte norsk, nordligt beliggende øsamfund, nærmere bestemt en enkelt af disse øer, nemlig Barrøy, beboet af bare en enkelt familie, der ved bogens begyndelse umiddelbart før 1. verdenskrig består af hele tre generationer; lidt af en bedrift i det barske miljø, der helt og aldeles er underlagt naturens luner. Havet. Himlen. Jorden. Klipperne.

Familien Barrøy er velsignet med stærke og kloge mænd og kvinder, som videregiver deres viden om overlevelse - hvor man bedst placerer et hus eller en bro ift. vind og vejr, hvordan man reparerer en båd, knytter et garn eller slagter en fisk. Børnene oplæres allerede fra de er bittesmå; man ved aldrig, hvornår det er for sent at lære fra sig, for havets veje er uransagelige. Så her inddrages man og spiller en rolle - hvis ikke, betyder det øens undergang. Hver generation har sine ideer og sine styrker og gør øen lidt mere synlig for hvert slægtsled. Som patriarken Martin, der til præstens fortrydelse satte særlige ord på konens gravsten, faderen Hans, der byggede en landgangsbro af sten frem for af træ, eller datteren Ingrid, der som øens nye overhoved får malet det grå hus hvidt med grønne vinduesrammer, så det kan ses langvejsfra.

Oveni det kommer det daglige slid med fiskeri, samling af fugleæg og -dun, pasning af får og køer og opgravning af tørv. Tiden går, og mens den store verden præges af krig og bankerot, huskes årene her for de små, men afgørende forandringer: skolegang, sygdom, en tørkesommer, en isvinter, børnefødsler, nybyggeri, død. De usynlige er så fin og stærk, som kun romaner kan blive det.

Som den perfekte blanding af Knut Hamsuns mageløse nybygger-værk fra 1917, Markens grøde, der indbragte ham Nobelprisen, og den skønne skærgårdsroman Is af Ulla-Lena Lundberg fra 2012, der var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Den ære er af uransagelige årsager ikke tilfaldet De usynlige - de har for mange gode forfattere i Norge. Men læs den uanset - Jacobsens perle fortjener al den synlighed, den kan få.